Tre sagaer om Islændinger oversat af Sigrid Undset

This is a reproduction of a library book that was digitized
by Google as part of an ongoing effort to preserve the
information in books and make it universally accessible.

Google books

https://books.google.com

Google

Dette er en digital kopi af en bog, der har været bevaret i generationer på bibliotekshylder, før den omhyggeligt er scannet af Google
som del af et projekt, der går ud på at gøre verdens bøger tilgængelige online.

Den har overlevet længe nok til, at ophavsretten er udløbet, og til at bogen er blevet offentlig ejendom. En offentligt ejet bog er en bog,
der aldrig har været underlagt copyright, eller hvor de juridiske copyrightvilkår er udløbet. Om en bog er offentlig ejendom varierer fra
land til land. Bøger, der er offentlig ejendom, er vores indblik i fortiden og repræsenterer en rigdom af historie, kultur og viden, der
ofte er vanskelig at opdage.

Mærker, kommentarer og andre marginalnoter, der er vises i det oprindelige bind, vises i denne fil - en påmindelse om denne bogs lange
rejse fra udgiver til et bibliotek og endelig til dig.

Retningslinjer for anvendelse

Google er stolte over at indgå partnerskaber med biblioteker om at digitalisere offentligt ejede materialer og gøre dem bredt tilgængelige.
Offentligt ejede bøger tilhører alle og vi er blot deres vogtere. Selvom dette arbejde er kostbart, så har vi taget skridt i retning af at
forhindre misbrug fra kommerciel side, herunder placering af tekniske begrænsninger på automatiserede forespørgsler for fortsat at
kunne tilvejebringe denne kilde.

Vi beder dig også om følgende:

e Anvend kun disse filer til ikke-kommercielt brug
Vi designede Google Bogsøgning til enkeltpersoner, og vi beder dig om at bruge disse filer til personlige, ikke-kommercielle formål.

e Undlad at bruge automatiserede forespørgsler
Undlad at sende automatiserede søgninger af nogen som helst art til Googles system. Hvis du foretager undersøgelse af maski-
noversættelse, optisk tegngenkendelse eller andre områder, hvor adgangen til store mængder tekst er nyttig, bør du kontakte os.
Vi opmuntrer til anvendelse af offentligt ejede materialer til disse formål, og kan måske hjælpe.

e Bevar tilegnelse
Det Google-"vandmærke" du ser på hver fil er en vigtig måde at fortælle mennesker om dette projekt og hjælpe dem med at finde
yderligere materialer ved brug af Google Bogsøgning. Lad være med at fjerne det.

e Overhold reglerne
Uanset hvad du bruger, skal du huske, at du er ansvarlig for at sikre, at det du gør er lovligt. Antag ikke, at bare fordi vi tror,
at en bog er offentlig ejendom for brugere i USA, at værket også er offentlig ejendom for brugere i andre lande. Om en bog
stadig er underlagt copyright varierer fra land til land, og vi kan ikke tilbyde vejledning i, om en bestemt anvendelse af en bog er
tilladt. Antag ikke at en bogs tilstedeværelse i Google Bogsøgning betyder, at den kan bruges på enhver måde overalt i verden.
Erstatningspligten for krænkelse af copyright kan være ganske alvorlig.

Om Google Bogsøgning

Det er Googles mission at organisere alverdens oplysninger for at gøre dem almindeligt tilgængelige og nyttige. Google Bogsøgning

hjælper læsere med at opdage alverdens bøger, samtidig med at det hjælper forfattere og udgivere med at nå nye målgrupper. Du kan
søge gennem hele teksten i denne bog på internettet på http://books.google.com

am r Vi mid
> JD nn EEE GE å
rad — mb

East Cane
ans sa ån ne” 2 sit > å AA tes — R
ak ---ÄR- ØG 00

t— -- VEG —— EE

he da nimå
" ' Kold ad. å n ]

—

Library
of tbe
University of UNlisconsin

7

Digitized by Google

G I;
ZVYNSN
RERæRRR
ISLANDSKE
ÆTITIESAGAER
Xx XX XX

UTGIT-EFIER
TILTAK. AV

RIKSMAALSVERNET

Å

FORLAGT : AV
H ASCHEHOUG & CO(W.NYGAARD)
KRISTIANIA

| OVERSAT
S9>AV o483
BSIGRID UNDSET

FORLAGT AV
O

H ASCHEHOUG ee

Utstyret
ved Enevold Thømt

Det Mallingske Bogtrykkeri
1923

137688 ÅS1V
jan =8 1937 * UNA

BRISKJSRTER TE:
: FORORD -
minn

e tre sagaer som foreligger oversat i
dette bind handler fortrinsvis om folk
fra Islands Nordlendinga-fjerding.
Hovedhaandskriftet er for alles vedkommende
en skindbok fra omkr. midten av trettenhun-
drede-tallet, den saakaldte Mödruvalla-bök, som
midt i det syttende aarhundrede fandtes paa
Madrevoldi Eyjafjorden og noget senere av Arne
Magnusson blev bragt til Kjøbenhavn. Boken
indeholder avskrifter av en hel række sagaer
som imidlertid hver for sig fra først av er ned-
skrevet til forskjellige tider.

Viga-Glums saga er efter de sakkyndiges
mening neppe yngre end fra ca. 1200. Efter stil
og fremstilling maa den være mellem de ældste
sagaer. Den er blit til i Eyjafjord; sagamanden
har kjendt bygden og nabobygderne ut og ind,
og nedskriveren av Glums saga har vistnok hat
en fuldt færdig, i det mundtlige foredrag helt
gjennemarbeidet fortælling at gaa ut fra. Denne
har igjen bygget paa en ualmindelig fyldig og
levende slegts- og bygdetradition om Glum, saa
at litet av vandrende sagnstof og saga-motiver
har fæstet sig til hans skikkelse. Mindet om man-
den og hans lagnad har været for levende til at
hans historie kunde bli videre omdigtet til
skjæbne-saga efter noget av de skemaer, som
folkelig forestilling om aarsak og virkning gjerne
vil tilpasse en livshistorie efter — det gjælder
digteren i vore dager likefuldt som sagafortæl-

lerne. Motivet med ættegaverne, Vigfus' spyd og
kappe, flyter egentlig unyttet ved siden av for-
tællingen. Glums lagnad er ikke bestemt av
disse, og ikke av Frøis vrede, bare av mandens
eget lynne. Hans lyst til at bevise sig selv og
vise bygden, hvor lure og uutgrundelige hans
raad er, fører ham tilslut engang for langt ut.
De andre gangene har det været en del av glæ-
den, at folk efterpaa skal faa vite, han har narret
dem. Listen med tempel-eden kan han ikke
røbe — og blir røbet av en anden. Rent utvendig
set er skiftet likevel ikke større end dette: i tyve
vintrer har Glum ubestridt været den mægtigste
mand i Eyjafjordsbygderne, i de næste tyve aar
er ingen mere end hans jevning. At vi skjønner,
hvad dette skifte betyder for Glum selv, er saga-
fortællerens fuldkomne kunst. Alt stof som er tat
med belyser Glum og gjør ham levende, og intet
traditionsstof som ikke kunde nyttes paa denne
maate eller ikke kommer ham ved, er tat med.

Brudstykker av en utvidet Viga-Glums saga
findes i en anden skindbok. Her er bl. a. gjort
forsøk paa at knytte til sagaen en taatt om
Glums frænde Øgmund Dytt og hans eventyr i
Norge. Glums mellemværende med Viga-Skuta
Aaskelsson fortælles i Reykdøla-saga mere ut-
førlig end i hans egen.

Glum antas at være født ca. 935 og død 1003.
Hrisateig-bardagen nævnes i islandske annaler
ved aar 983.

Til grund for oversættelsen har jeg lagt Vald.
Asmundarsons utgave, Reykjavik 1897.

Derimot er det visst ikke sikkert at nedskrive-
ren av Kormaks saga har kunnet bygge paa
nogen mundtlig fortalt saga om Kormak. Om
en slik har eksistert, kan den tidlig være blit
sprængt til stumper og taatter, eller det oprinde-

lige stof trukket ut av lave ved de trolddoms- og
eventyrmotiver som Kormaks historie er gjen-
nemsat med. Her kan det vel være at hoved-
motivet — hvordan en troldkvinde skiller ham
og Steingerd — har draget til meget av det øv-
rige eventyrlige stof: fra indledningen om hans
far Øgmund og fostermoren som forut kan
kjende, naar en mand gaar til kamp, enten han
skal bli saaret eller ikke, om ulykkesvarslet da
Øgmund maaler ut hustomt paa Mel, gjennem
alle beretningerne om hamramme folk, trylle-
sverd og hekseskjold, om den andetsteds fra
kjendte troldkjærring paa Spaakonufell, indtil
Kormaks død av de saar som han har faat i en
blotrises fangtak. Hele veien er Kormaks skjæb-
ne bestemt av magter, som man vel var like
langt fra at tro paa helt ut som fra at tvile ube-
tinget paa.

Kormak døde ung og barnløs. Og forholdet
ved flere av de islandske sagaer — Haavard Is-
fjordings saga, Svarvdøla, Grettes saga t. d. —
forekommer mig at tyde paa, at det er snarest
de mænds sagaer, som ikke efterlot sig børn, der
blir overgrodd med fantastiske motiver. Tradi-
tionen om en slegts ætfædre beholder dels mere
uforvansket mindet om tildragelserne, som de
virkelig hændte, dels faar de et præg av historisk
paalitelighet og sanddruhet i menneskeskildrin-
gen, selv hvor det kan paavises, at fantasien har
omarbeidet stoffet.

Om Holm-Berse har der været en slik beret-
ning, og denne tapte Berse-saga synes at ha væ-
ret en jevnt og godt fortalt, nøktern beretning
om den navngjetne gamle kjæmpe. I hvilken ut-
strækning forfatteren av Kormaks saga har
laant sin fremstilling av forholdet mellem Berse,
Steingerd og Kormak og mellem Berse og trold-
kjærringen Torveig fra en slik Berse-saga, er vel

ikke godt at vite. Men hændelserne i kap. 15
og 16 har i det hele ingen forbindelse med
Kormaks historie og bar til ved aar 985—990,
da Kormak vistnok alt hadde været død i over
tyve aar.

Som Kormaks saga foreligger, er den da først
og fremst rammen om hans lausavisur. Da de
blev nedskrevet i skindboken, var de gamle
digtene alt merket av et langt liv i folks munde,
slitt og forvansket. Bokstavret er skindbokens
tekst utgit av professor Th. Möbius, Halle 1886.
Den restituerte gjengivelse av professor Finnur
Jonsson findes i «Den norsk-islandske Skjalde-
digtning B, 1 bind», Kbh. og Kra. 1912. Jeg har
benyttet begge utgaver ved min gjengivelse.
Hvor ufuldkommen denne er, vet jeg bedst selv.
Men vanskeligheterne ved at overføre norrøne
vers til et moderne sprog kan enhver dømme
om, som har forsøkt at gjøre det. For prosa-
tekstens vedkommende har jeg ved oversættel-
sen benyttet Benedikt Sveinssons utgave, Reykja-
vik 1916, samt Möbius.

Kormaks fødselsaar ansættes til ca. 937 og
hans dødsaar til ca. 967. Hans første møte med
Steingerd skulde da ha truffet omkring hans nit-
tende aar. Han skal ha været i Norge 960—62 og
ha kvædet en draapa om Harald Graafell — den
er tapt — og en anden om Sigurd Ladejarl (inde-
brændt av Gunhildssønnerne 962); av denne sid-
ste er endel halvvers bevaret.

Naar antikvariske indberetninger fra slutten
av 1700-tallet nævner Kormaks gravhaug ved
Mel, kan det naturligvis tyde paa at der har
eksistert en tradition som lot Kormak dø paa Is-
land. Men det er mere sandsynlig at først en
ganske ung gjetning av hin tids saga-interesserte
mænd har sat Kormaks navn i forbindelse med
haugen.

Bandamanna-Saga virker «ikke som egent-
lig ættesaga, d. v. s. som stof, der gjennem læn-
gere tid har blit nedarvet i en families skjød, som
huslig kronik» (Heusler). Like fra indlednings-
kapitlet av er alt som foreligger av sagastof i
almindelig forstand bare meddelt, eftersom det
fører til fortællerens maal: optrinene paa altin-
get. Odd Ufeigssons handelsfærder og ophold
hos fyrster og stormænd, hans overdaadige hus-
førsel paa Mel og hans stormandsvæsen nævnes
bare. Bredt og fyldig, med en overdaadig rik-
dom paa detaljer, men ikke én som er overflødig,
fortælles det, hvordan Ufeig tar fat paa de to
væsensforskjellige retssaker. Men sagamanden
dvæler ikke ved disse ut av den interesse for
retshistorie som gjør sig gjældende i en række
av de andre sagaer — for ham er det bare anled-
ningen til at utfolde en række underfundig vittige
menneskeskildringer gjennem situationer av ba-
rok ironi. I den første sak har Odd moralsk ret;
det ser ut som han skal miste den for en formfeils
skyld. Men naar høvdingerne stevner Odd for
bestikkelse av dommerne, har de naturligvis
ogsaa moralsk ret — og saken er tat op saa den
er juridisk angripelig. Hvor det kan nytte at
angripe de otte samfundsstøtter med den ret-
færdige sak, det vet den kloke og kyniske gamle
mand, som kjæmper for sin eneste søn — endda
han er saa klok og saa kynisk at han ogsaa kjen-
der denne sønnen, den flinke forretningsmand,
og ser helt rundt omkring Odd og Odds rette di-
mensioner. Han har aldrig likt sønnen og blir
ea istand til at snakke til ham uten at erte

am.

Bandamanna saga foreligger i to redaktioner,
en kortere og en længere. Handlingen samstem-
mer i alt væsentlig hele veien, men ikke bare er
bare et forsvindende antal sætninger likelydende

— der er ogsaa saavidt avvikende nuancer i op-
fatningen, f. eks. av forholdet mellem Odd og
faren og av Ufeigs forhold til Egil Skulesson,
som han i den kortere saga ikke taler fuldt saa
brutalt aapenhjertig til og paa slutten viser en
viss sympati. Jeg skulde derfor tro at Heusler
har ret naar han mener, de to redaktioner er
uavhængig av hinanden optegnet efter mundtlig
fortælling.

Jeg har valgt den længere redaktion i Heuslers
utgave, Berlin 1913, og desuten benyttet Old-
skriftselskapets utgave, Kbh. 1850. Men fjerde
kapitel har jeg oversat efter den kortere saga,
som er utgit av Gustav Indrebø, Oslo 1920, for
dette kapitel er saa meget bedre fortalt i denne
redaktion.

Handlingen foregaar paa altinget midt i 1050-
aarene. Den Snorre Kalvsson, som nævnes i sid-
ste kapitel og sies at være en ætling av Odd,
levet i 1170. Sagaen antages at være skrevet ned
i sidste halvdel av det trettende aarhundrede.

Ufeig nævnes bare i denne saga. Men hans
morfar, Ufeig Jarngerdsson fremstilles i Ljosvet-
ninga-saga og andre steder som en av sin tids
storhøvdinger nordpaa. Og i farsætten stammet
han rimeligvis fra Midtfjords-Skegge.

Om Odd Ufeigsson derimot har man i det
trettende aarhundrede paa Island fortalt en hel
del utenom det som Bandamanna-Saga hadde
bruk for at ta med. I taatten om Harald Haard-
raade og Heming, skiløperen og bueskytteren,
spiller han rollen som den fornemste av de unge
islændinger i kongens følge. Han laaner Heming
en relikvi, St. Stefans skjorte, som han har faat
fat paa i England, og det er denne relikvi som
redder Heming, da han paa ski maa sætte utfor
stupet. En taatt om Odd Ufeigsson fortæller om
de handelsfærder hvor han tjente sin formue,

Odd — eller hans skibsmandskap — kjøpte op
skind hos finnerne, endda finnehandelen var
kongelig monopol. Hvordan Odd bar sig at
med at berge ut finnefeet under næsen paa kon-
gens sysselmand og kong Harald Haardraade
selv, er en frisk og livlig fortalt, spændende
smuglerhistorie.

Digitized by Google

yr —————= -p=—— —— 122 - -

——= —— =-p- re——=

- r— ——g—gge -— re 2 >

SE

ren-GLUMS BHGA

ngjald het en mand; han var søn av

Helge den magre. Han bodde paa
Tveraa i Eyjafjord. Han hadde været
godordsmand og en stor høvding; han
var en gammel mand, da denne saga begynder.
Han var gift og hadde to sønner, Steinolv og
Eyjolv. De var begge dygtige mænd og vakre av
utseende.

Ingjald var énvis og faamælt, umedgjørlig og
stædig. Han var litet glad i kjøpmærnd, vilde ikke
ha deres overmod over sig: og naar der var no-
get han vilde ha hos kjøpmændene, sendte han
heller andre mænd ivei og för ikke selv.

Saa kom der en sommer et skib til Eyjafjord.
Reidar het styresmanden; han var ætstor og eiet
gaard paa Voss i Norge; det var en modig og
vennesæl mand. Eyjolv Ingjaldsson var ofte
nede ved skibet om sommeren, og han og Reidar
blev gode venner. Reidar sa at han vilde være
her om vinteren, og han nævnte, at han vilde
helst være hos Ingjald, efter det som han hadde
hørt av folk. Eyjolv sier, hans far pleiet ikke
at ville være brydd med slikt, men han skulde
da greie med det. Og da han kom hjem, snak-
ket han til sin far om at han skulde ta imot sty-
resmanden; han sa at han mente det var en bra
mand som det var værd at gjøre vel mot; han talte
styresmandens sak vel for sin far. Ingjald svarte:

«Hvis du alt har budt ham hit, hvad skal det
gagne at snakke om det da — saa faar jeg lægge

3

ut det som det koster, men du faar ha strævet
med det» — og han lot om at han hadde aldrig
hat utenlandske mænd hos sig og han var ufus
til dette.

Da sier Eyjolv:

«Endda er han ikke blit tat imot uten dit raad,
men det er slik, at baade har jeg hat litet at si
herhjemme, og du vil at jeg skal raade litet, hvis
den mand ikke skal faa vist her, som jeg har
bedt hit.»

Ingjald svarer:

«Nu skal du ogsaa faa raade som du vil med
dette, at styresmanden kommer hit selvanden,
og for din skyld skal jeg ikke kræve vederlag av
ham, men du skal ta alt strævet med dem, og
jeg skal bære kostnaden ved det.»

Han svarer: «Det er jeg velnøid med.»

Dagen efter för han og fandt Reidar og sa ham,
hvordan det var gaat med maalemnet. Han sa
han var tilfreds med det og flyttet dit med va-
rerne sine. Og da de hadde været der en kort
tid, skjønte Reidar at der skulde være stort jule-
gilde. Ingjald var faamælt mot ham, men talte
da vel til ham.

En dag kalder Reidar Ingjald ut til sig i det
utburet, hvor han hadde varerne sine, og den
anden gik da med. Da mælte Reidar og bad ham
vælge av varerne, hvad han vilde. Ingjald sa at
han tragtet ikke efter godset hans, men det var
vakkert gjort av ham, sa han. Reidar svarer:

«Likevel har jeg tænkt ut noget som du kan ha
bruk for at ta imot av os. Jeg har kommet paa
nogen av gaarderne her i Eyjafjord, som skulde
være de bedste, og ingen steder ser jeg slike huser
som her. Men skaalebunad" har du ikke saa god
at en ikke ser maken paa andre gaarder.»

» Skaalebunad, sæt av tepper til at klæ skaalens vægger
med til gjestebud.

4

Han tok op av gjemmerne sine en skaalebunad
saa god at ingen bedre var nogensinde kommet
hit til Island, og den gav han Ingjald. Ingjald
takket ham vakkert, og nu var der fuldgodt ven-
skap mellem dem.

Senere om vinteren sier Eyjolv at han vil fare
ut med Reidar til vaaren. Denne var sen til at
svare paa det. Eyjolv sier:

«Hvorfor vil du ikke ha mig med? Liker du
mig ikke?»

«Jeg liker dig svært godt,» sier han, «men din
far kunde synes det var litet til løn for opholdet
— og ikke vil jeg lønne ham ilde — at flytte bort
sønnen hans, som han har al sømd av. Men hvis
far din gir lov til det, da skal jeg gjerne ta dig
med ut og takke til, at du farer da.»

Nu gjorde kjøpmændene sig færdige til at fare.
Og da de var rede, hørte Eyjolv sig for med Rei-
dar om sin utreise. Reidar sa ham sin vilje —
han vilde ikke gjøre far hans imot med hans ut-
færd. Saa sa Eyjolv til far sin om sin utfærdshug,
og likedan hvad som var blit talt mellem ham
og Reidar. Ingjald sier at faa mænd monne være
Reidars like — «og siden du har faret med dette
paa denne maaten og han har vist sin drengskap,
gir jeg dig lov til færden og tykker bedre om at
du farer med ham end med nogen anden.»

2.

Siden för de ut og kom til Norge. Reidar bød
Eyjolv valg mellem flere steder, hvor han kunde
ta sig vist, men han vilde ikke ta imot noget av
det som den anden bød.

Reidar mælte:

«Hvad vil du gjøre da ?»

Han svarer:

«Ikke vet jeg.»

Da sier Reidar:

«Længter du ikke til konger eller andre høv-
dinger? Du har krav paa at vi skal hjælpe dig
til slikt» — da var Haakon Adalsteinsfostre konge
over Norge — «synes mig, at for stormænd som
dere, som man kan vente sig godt følge av,
maatte det være godt at tjene slike høvdinger.»

Han svarer:

«Jeg duger ikke til at følge konger — endda
det kan være at jeg vilde like det, saa sier jeg
likevel nei til det.

Han spørger:

«Hvad vil du da?»

«Hvorfor drar du dig unna og vil ikke byde
mig hjem til dig, for det vil jeg.»

«Det har jeg liten hug til,» sier Reidar.

Eyjolv spørger:

«Hvad sæter det?»

«Jeg nenner ikke at yde det som ikke vilde
være godt for dig at ta imot, for det tykkes mig
du har bare forskyldt godt av mig.»

«Nu er jeg nyfiken — hvad dette tyder.»

«Det faar du nu faa vite — endda det sømmer
ilde for mig at mæle om det. Jeg har en bror
som heter Ivar. Gaarden eier vi begge sammen
og alt gods, og der er stor kjærlighet mellem os.
Men vi er ulike i sind med det at han tykker
ilde om islændinger, saa det er ikke værendes
for dem der. Han er i viking hver sommer, men
naar han kommer hjem, farer han til mig med
en ti-tolv mand, og da maa alle tjene dem, som
er der, og de vil alle være saa ilde sindet mot
dig, saa du kan paa ingen maate være der.»

Han svarer:

«Nyfiken er jeg efter at se, hvordan de later,
og du er sakesløs, hvis du tar imot mig.»

Reidar svarer:

«Det er vanskelig for mig med bror min, som
fører hjem til mig slike gaver som han bringer —
de bedste som findes — vi skulde ikke bli uvenner
for din skyld, men det vilde tykkes mig tungt,
hvis de driver gjøn med dig og spotter dig.»

«Sterkt drar du dig unna dette,» sier Eyjolv, «at
jeg Kommer til dig — eller hvordan vil han være
mot mig? Ikke monne han slaa mig ?»

Reidar svarer:

«Det blir værre end slagsmaal; han har mange
vonde mænd med sig; alt du mæler eller gjør,
saa vil de snu det vrangt imot dig».

Eyjolv sier:

«Det er ingenting at harme sig over, naar en
vet det forut; det er uvettig, hvis en ikke kan
bære slikt, og det skal jegikke ta mig nær av».

Reidar svarer:

«Vanskelig er det begge veier; du er min ven
og han er min bror og jeg er svært glad i ham».

Det blev slik at han för hjem med Reidar og
var der paa Voss. Og da Ivar var ventendes
hjem, tok Eyjolv paa sig en lodden kaape og gik
med den hver dag. Han var en stor mand og sat
gjerne ved siden av Reidar.

*

3.

Nu kom Ivar hjem; han blev tat imot med
hæder og fagnet med blide. Da spurte de hin-
anden om tidender og hvor Reidar hadde været
sidste vinter; han sa han hadde været paa Island.
Saa spurte ikke Ivar mere om det, — «og hvad er
det der som du har hos dig ?» spurte han, «er det
folk eller fæ? Det er ikke nogen liten dynge».

Eyjolv svarer: |

«Jeg er islænding og jeg heter Eyjolv og jeg
agter at være her i vinter».

7

=*aJeg tænker», sa Ivar, «at det blir ikke frit for
ulykker her paa gaarden, hvis en islænding skal
være her».

Reidar svarer:

«Hvis duer vondmotham,saa hanikke kan være

her, blir der ikke god frændsømd mellem os».

«Ulykkelig har du faret til Island, hvis vi for
den saks skyld skal tjene islændinger eller gi
slip paa enten frænder eller venner. Og jeg vet
ikke hvorfor du vil fare til det værste folkefærd,
og du har da frelst dig fra at skulle si mig ti-
dender ! —»

«Det er ikke slik», sa Reidar, «der er heller
mange bra og djerve mænd».

Ivar sier:

«Likevel høver han ikke i høisætet, den fille-
bylten».

Men da Ivar saa, at hans bror tyktes saa me-
get om at gjøre med denne manden, saa tok han
ikke saa haardt i som ellers mot islændinger:
— amen jeg faar vel helst kalde ham Bylte ?»

Og Eyjolv sa at det navnet kunde være bra.
Menalt som han gjorde eller sa, det hermet de
og snudde det vrangt.

Vigfus het en mand; han war herse og bodde
paa Voss. Han var søn av Sigurd, Vikinge-Kaares
søn: han hadde en datter som het Astrid. Der
var stor venskap mellem disse brødrene og
Vigfus. De hadde julegjestebud for hverandre,
hver sin vinter, og nu skulde brødrene gjøre
istand til juleveitslen. Reidar hadde alt budd
til gjestebudet og skulde nu indbyde folk; han
bad Eyjolv fare med sig: — «jeg er ikke nyfiken
efter at faa vite, hvordan de vil late mot dig».

* For Island gidder Ivar ikke engang høre tale om.

* Hvordan Ivar og hans mænd vil være mot Eyjolv, mens
han selv er hjemmefra, har Reidar ikke lyst til at faa vite.

8

«Jeg er ikke frisk», sier Eyjolv, «og derfor kan
jeg ikke fare».

Samme aften som Reidar var faret hjemmefra
og de kom i sæterne sine," mælte Ivars følge-
svender:

«Nu er Bylte hjemme og Reidar ikke; nu kan
vi ha slik gammen som vi synes om».

«Nu skal vi tænke noget paa hvad som søm-
mer sig for os», sier Ivar. «Her sitter vi to brø-
drene og eier godset sammen; han har al omsut
for det og jeg ingen. Og her er en mand som
han vil vise venskap, og vi er slik mot ham, saa
han kan snaut være her — og han er sakesløs
mand mot os, og ingen mand skal mæle ham til
mén, mens Reidar er hjemmefra».

De sier, nu kunde det høve saa vel at ha no-
gen gammen.

Da mælte Ivar:

«Av liten manddom taler dere; alle her tjener
os og vi har gammen av alt som os lyster, men
andre har starv og omsut. Og om saa denne
mand hadde dræpt min bror, saa vilde jeg ikke
gjøre ham mén for Reidars skyld, og ingen skal
faa lov til at drive gjøn med ham — og nu skal
han ikke hete Bylte længer».

Om morgenen sa Ivar til Eyjolv:

«Vil du fare tilskogs med os og skjemte dig?»

Han sa ja til det og för tilskogs med dem, og
de hugget trær og førte hjem. Eyjolv hadde
sverd og haandøks.

Ivar mælte:

«Det raader jeg dig til, islænding, hvis vi kom-
mer fra hinanden, at du farer hjem før det blir
mørkt».

Siden för de hver sin vei i skogen, og Eyjolv
för alene. Da tok han av den lodne kappen, og
ovenpaa la han sverdet sit, som han hadde i

" Hver mand har sin faste plads paa bænkene i hallen.

9

haanden. Og han gik i skogen og skjemtet sig
og hadde øksen og hugget trærne, eftersom han
syntes.

Da det led utpaa dagen, blev det snedrev, og
da vilde han gaa hjem og kom dit hvor kappen
hadde ligget; den var borte, men sverdet laa
igjen. Han ser der er sopt i sneen, som nogen
hadde dradd kappen bortover. For en hi-bjørn
hadde kommet og dradd av med kappen; den
hadde ikke hat kræfter til at holde den oppe,
for bjørnen var ung og netop kommet ut av hiet
og hadde endda aldrig dræpt folk.

Siden för han og saa, at bjørnen sat foran ham,
da løftet han sverdet og hugg trynet av dyret,
tæt oppe ved øinene, og bar det med sig hjem i
haanden.

Ivar kom først hjem og savnet Eyjolv og
mælte:

«Uvettig har vi faret og ilde skiltes vi fra vor
fælle ; han er ikke kjendt paa skogen, og ventelig
er der vilddyr; der vil bli snakket mangt om det,
hvis han ikke kommer hjem, slik som vi har
været mot ham før — jeg raader til at vi leter
efter ham, like til vi finder ham».

Men da de kom ut av døren, kom Eyjolv imot
dem, og Ivar fagnet ham vel og spurte, hvi han
var blodig; da viste han dem det som han holdt
i haanden. Da mærlte Ivar:

«Jeg er ræd du er saaret».

«Bry dig ikke om det, jeg feiler ingenting».

Da mælte Ivar:

«Det er vetløs vis at spotte ukjendt mand —
han har synt slik djervhet i denne sak, saa jeg vet
ikke om nogen av os hadde evnet at gjøre slikt.»

Kvelden efter kom Reidar hjem. Ivar mælte:

«Hvi er du saa tyst, bror? Er du hugsyk for
han Bylte? Hvad venter du dig — hvordan tæn-
ker du jeg har stelt med ham ?»

10

Reidar svarer:

«Det har litt at si for venskapet mellem os,
hvordan du har gjort det».

Han sier:

«Hvad vil du gjøre for at jeg skal være imot
ham slik som du er ?»

Han svarer:

«Jeg skal gi dig den guldring som vi begge
eier sammen, som du længe har tykt godt om».

Han sier:

«Ikke traaer jeg efter farsarven din, og fra
nu av skal jeg være mot ham som jeg er mot
dig selv — og nu skal han sitte hos mig og ikke
hos dig».

Siden vyrdet de ham vel begge to og skjønte
at detrum, som han sati, var der raadet vel med.
Og nu gik der en stund.

4.

Nu kommer folk til juleveitslen hos disse brø-
drene. De skulde sitte i lag tolv menning, og der
blev kastet lodd om hvem som skulde sitte næst
Astrid, Vigfus herses datter, og altid faldt det
paa Eyjolv, at han skulde sitte hos hende, men
ingen mand saa at de taltes ved mere end andre
folk. Likevel snakket mange om at det kom vel
til at gaa den vei, at hun var eslet ham til kone.

Gjestebudet brøt op, og det hadde været holdt
paastormandsvis, og mændene blev fulgt ut med
gaver.

Eyjolv var i viking fire somrer og tyktes være
en haardfør og djerv mand, vandt godt ord og
meget fé.

Det hændte en vinter at der kom dit til Voss
en mand som het Torstein og var frænde til

11

disse brødrene; han eiet gaard paa Oplandene.
Han talte om at han var vanskelig stedt, for en
berserk som het Aasgaut hadde æsket ham til
holmgang, fordi han hadde negtet ham sin
søster, og han bad dem følge sig paa holm med
mange mænd, saa denne vikingen ikke skulde
vinde over ham; han sa ogsaa at han hadde alt
mistet mange av sine mænd og han maatte gi
op sin søster, hvis de ikke vilde støtte ham —
«jeg trøster mig ikke til holmgangen, uten jeg
faar nyte av eders lykke».

De nennet ikke at negte ham følge paa fær-
den. Nu för de med ham til Oplandene og hadde
treti mænd med sig og kom til møtestedet. Da
spurte de mændene sine, hvem som vilde vinde
sig en hustru ved det at han gaar paa holm mot
Aasgaut. Og endda kvinden tyktes værd at
vinde, saa var likevel ingen rede til at ta paa sig
dette.

Da bad brødrene at Eyjolv skulde holde skjol-
det for ham." Eyjolv svarte og sa, det hadde han
ikke gjort for nogen mand og ikke latt nogen
gjøre det for sig selv — «og det vilde ikke tykkes
mig godt, hvis han blir dræpt mellem hænderne
mine, tykkes mig ingen hæder at være i dette.
Men hvis denne sveinen blir dræpt mellem hæn-
derne vore, skal vi da fare hjem med det, eller
skal vi sende frem en mand til, og en tredje —
og saa vokser vor svivyrding, jo flere av vore
mænd som falder. Og liten ære faar vi av fær-
den vor, hvis vi farer hjem med det, at han lig-
ger uhevnet, hvis han falder for os. Be mig hel-
lere om at gaa paa holm med berserken. Det
kan en mand gjøre for vennerne sine, men dette
andet vil jeg ikke gjøre for dere».

De takket ham vakkert, men det tyktes dem
likevel at meget blev sat i vaage, naar han gik.

" Om holmgangslovene se Kormaks saga, kapitel 10.

12

Han sier:

«Saan synes mig, som om ingen av os kan
vende tilbake, hvis han ikke blir hevnet, og tyk-
kes mig at da er det værre at kjæmpe med ber-
serken, hvis eders frænde alt er dræpt».

Siden gaar han frem, og Ivar bød til at holde
skjoldet for ham. Eyjolv svarer:

«Godt er budet, men nu gjælder dette mest
mig, og sandt er det som forn er sagt, at egen
haand er mest at lite paa».

Siden gaar de paa holm. Berserken mælte:

«Skal den ruggen slaas med mig ?»

Eyjolv mælte:

«Det er ikke slik at du er ræd for at slaas med
mig? Kan hænde du er ikke likere end du ræd-
des for en stor mand, men brisker dig mot en
liten».

«Det har jeg ikke ord for», sier han, «men 10-
ven om holmgangen skal jeg nu si op for dig:
fire merker ? skal løse mig av holmen, hvis jeg
blir saaret».

Eyjolv svarer:

«Ikke mener jeg at jeg er skyldig til at holde
loven mot dig, hvis du dømmer selv, hvad du er
værd, for i vort land mon slikt tykkes være træls
pris, som du sætter for dig selv».

Eyjolv skulde hugge først, og i det første hug-
get ramte hans sverd paa skjoldsporden*, spor-
den gik av skjoldet og foten av berserken.

Eyjolv vandt stort ry av dette verk og för siden
hjem med brødrene. Nu blev der budt ham me-

' I mark å 8 ører å 3 ørtuger. Det var vegtenheter, ikke
prægede mynter. I vikingtiden regnedes normalt med sølv.
Værdien var forskjellig efter sølvets renhet. Brennt silfr var
værd det dobbelte av bleikt silfr. Da der senere blev myntet
ut penger, veiet omk. aar 1300 en mark i norske sølvpennin-
ger ca. 216 gram = ca. kr. 10,50 i sølv-værdi. Men kjøpeevnen
var ca. 10-dobbelt.

? Den nedre, spidse ende paa et stort, trekantet skjold.

13

get gods, om han vilde ta imot det, men han sa,
han hadde ikke gjort dette for at vinde gods eller
møen, men mere av venskap for brødrene. Aas-
gaut løste sig av holmen og levet siden med
legemslyte.

Siden bad Eyjolv om Astrid Vigfusdatter. Ivar
og Reidar førte frem maalet for ham, de sier at
han er en ætstor mand som eier gode kaar og
. megen frændemagt paa Island, saa det var ven-
telig han kunde sørge stormandslig for hende.

Da mærlte Eyjolv:

«Kan være at Astrids frænder tykker, dette er
overmodig av os, men paa Island vet mange, at
jeg har gjæve forfædre og meget gods».

Vigfus sier:

«Det er vel slik laget for hende — endda vi
hadde ikke eslet vor frændekone ringere kaar».

Hun blev nu git til Eyjolv og för med ham til
Island.

3.

Bødvar het en mand. Han var søn av Vikinge-
Kaare og bror til Sigurd, Vigfus' far. Bødvar var
far til Astrid, mor til Eirik, ? far til Astrid, kong
Olav Tryggvesons mor. Bødvar var far til Aalov,
Gissur Hvites mor.

Da Eyjolv og Astrid kom ut til Island, var
Ingjald død. Da overtok Eyjolv gaarden og god-
ordet.

1 9: Eirik Bjodaskalle. Denne slegtstavle stemmer ikke
med Landnåmabök, som sier at Vikinge-Kaare var far til
«Bødvar og Vigfus og Eirik paa Ofrustad, far til Astrid, kong
Olav Tryggvesons mor».

Efter Landn. blir da Viga-Glum og Gissur Hvite tremen-
er av kong Olav Tryggveson. Det sidste er det rigtige

or ;

14

Ulveid het Ingjalds datter, hun var gift med
Hrisey-Narve.

Av Eyjolvs og Astrids børn er fire nævnt.

Torstein het deres ældste søn; han blev løst
ut av arven da han giftet sig — og han bodde paa
Holar i Eyjafjord saa længe han levet, og han
har litet at gjøre med denne saga.

Vigfus het den anden. Han fik Hallfrid, datter
til Torkel den høie fra Myvatn. Glum het deres
yngste søn, og datteren Helga. Hun blev gift
med Steingrim i Sigluvik. Deres søn var Torvald
Tasalde, som her siden blir talt om.

Vigfus døde kort efter han var blit gift; han
hadde et barn som levet litt længer end faren.
Derved kom Hallfrid til at arve alt godset halvt
med Glum og Astrid — Eyjolv var død ved denne
tid. Da flyttet Torkel den høie og hans søn Sig-
mund til Tveraa; Sigmund var en dygtig mand
og tænkte at han skulde bli høvding, hvis han fik
et godt gifte og maager * som kunde støtte ham.

Tore het en mand som bodde paa Espehol.
Han var søn til Haamund Heljarskinn og Ingunn,
Helge den magres datter.” Han var gift med
Tordis Kadalsdatter. Deres børn var Torarin
og Torvald Krok som bodde paa Grund i Eyja-
fjord, og Torgrim som bodde paa Madrefell, og
Ingunn som var gift med Tord Frøisgode, og
Vigdis som blev gift med Sigmund.3

Siden tok Torkel og Sigmund til at gjøre det
vanskelig for Astrid paa gaarden*, og landet blev

1 Maager er alle mænd som en mand er skyldt til ved
giftermaal, omend maag fortrinsvis betegner svigerfar, svog-
rer og svigersøn.

? Og var altsaa søskenbarn til Eyjolv, Glums far.

* Ved dette giftermaal, som knytter ham til Tore paa Espe-
hol og hans sønner, har da Sigmund Torkelsson faat maager
som kan støtte ham.

* De optræder paa vegne av datteren og søsteren, Hallfrid,
som har arvet sit barn med Vigfus.

15

da skiftet i to deler; Glum og Astrid fik den Juten
som der ingen huser var paa; de satte da bu paa
Borgarhol.

Glum tok sig ikke av gaardsstellet; i opvelt:
sten tyktes han være heller sen til at gjøre frem-
gang. Han var jevnlig faamælt og indesluttet,
høi av vekst og noget mørk i huden, med glat,
hvitgult haar, slank voksen; manden tyktes hel-
ler sen av sig og för ikke dit hvor folk kom
sammen.

Nu ødes godset for Astrid og sønnen hendes,
og deres kaar blev ikke lette. Sigmund og Tor-
kel kuet dem, og de fik mindre end de skulde
ha av alting.

Frøis hov var syd for aaen paa Hripkelstad.

Torarin paa Espehol var en klok og vennesæl
mand. Torvald Krok var holmgangsmand og
en umedgjørlig mand. Sigmund Torkelsson tyk-
tes være blit meget til mand, siden han kom i
maagskap med Esphølingerne.

Glum sier til sin mor, at han vil reise uten-
lands — «jeg ser at jeg kan ingen fremgang faa,
men det kunde være, at jeg faar nyte lykke av
mine mægtige frænder, og jeg orker ikke at
taale det, slik som Sigmund gaar indpaa os, men
endda evner jeg ikke sætte mig til motverge.
Men gi ikke fra dig jorden her, om saa kaarene
blir trange for dig».

Glum var femten vintrer, dengang han vilde
reise ut.

6.

Nu maa der fortælles om Glums utfærd. Da
han kom til Norge, för han straks op paa Voss
til Vigfus. Og da han kom til gaarden, saa han,
at der var fuldt av folk og mange slags skjemt

16

og lek, og det tyktes han se, at her monne det
være stormandslig i alle maater. Og da han nu
saa saa mange staselige mænd, visste han ikke,
hvor Vigfus, hans frænde, kunde være. Han
kjendte ham paa det at han saa en stor og stase-
lig mand i høisætet; han var klædt i blaa skind-
kappe og lekte sig med et guldindlagt spyd;
siden gik han bort til ham og hilste ham, og den
anden tok vel mot hans hilsen. Vigfus spurte,
hvem han var, og han sa at han var islænding,
fra Eyjafjord. Da spurte Vigfus efter Eyjolv,
maagen sin, og Astrid, sin datter, og Glum sa, at
han var død, «men Astrid lever». Vigfus spurte
om der levet nogen børn efter dem, og Glum sa
ham om sine søsken. Og siden sa han ham, at
her var en av sønnerne deres kommet til ham,
men blev der ikke ende paa deres tale med
det.!

Glum bad ham vise sig til sætes. Og Vigfus
sa, han visste ikke hvad der var sandt av det
som hansa, og viste ham til sætes ytterst paa den
nedre bænk og lot ham nyte liten vyrding.

Glum var faamælt og uomgjængelig. Naar
andre mænd drak eller hadde anden gammen
for, laa han og drog felden over hodet sit. Der i
gaarden tyktes han være en taape.

Der var budd til veitsle om vinternat og gjort
disablot, og alle skulde holde denne høitid. Glum
sitter i rummet sit og gaar ikke dit. Og da det
led utpaa kvelden og folket var kommet, da var
der ikke saa stor glæde som kunde tykkes ven-
telig ved slik fagnad og vennemøte, hvor saa
mange var kommet sammen. Og den dag, da
mændene var kommet til gjestebudet, hadde
Glum ikke gaat ut til møtes med mændene og
bad ingen sitte hos sig eller i sit rum.

1 Vigfus staarikke op og hilser Glum som sin frænde for det,
— saan som Glum har ventet det skulde gaa.
2 — Tre sagaer. 17

Da mændene var kommet tilbords, blev det
sagt, at en mand var kommet tilgaards selv-
tolvte, som het Bjørn og blev kaldt Jarnhaus.
Han var en stor berserk, og han brukte at kom-
me til stevner, hvor mange folk var sammen, og
der søkte han ordskifte med mænd, om nogen
vilde mæle slikt som han kunde hugge tak i og
æske folk til holmgang for. Vigfus bad derfor
at mændene skulde føie sine ord vel — «og er
det mindre ydmykelse end at ta mot værre av
ham» — og mændene lovet ham det.

Bjørn gik ind i skaalen og søkte ord med mæn-

dene som kunde føre til strid; han spurte den
mand som sat ytterst paa den øvre bænk, om
han monne være jevngod med ham — manden
sa, det var langt fra det. Siden spurte han hver
mand paa bænken, den ene efter den anden, til
han kom fremfor høisætet. Mændene fandt paa
ymse svar, men meningen var, at ingen sa sig
være jevngod med ham.

Da han kom foran Vigfus, da spurte han, hvor
Vigfus trodde slike kjæmper som han fandtes,
og den anden sa, at han visste ikke om nogen
som var Bjørns jevning. Da mælte han:

«Vel og forstandig er dette svaret, som vente-
lig var. Stor hæder nyter du, og længe har dit
liv gaat som du kunde ønske det, og ingenting
har minket din fremgang eller sømd. Nu er det
vel, at jeg ikke trænger mæle andet med dig end
bare godt — men spørge dig vil jeg, om du tyk-
kes være min likemand ?»

Han svarer:

«Da jeg var ung og laa i viking og vandt nogen
navnkundighet — nu vet jeg ikke om jeg kunde
maale mig med dig den gangen, og halve mindre
nu, da jeg er gammel og avfældig».

Han snur sig nu fra ham og gaar utover langs-
med den anden bænk og spørger fremdeles om

18

de tykker de er jevngode med ham, og de sa de
var ikke jevngode med ham. Da kom han dit,
hvor Glum laa paa pallen.

a«Hvi ligger den manden slik», sa Bjørn, «og
sitter ikke ?»

De som sat nærmest ham svarte — og vilde
hjælpe ham med ordene sine — og sa han var saa
taapelig, saa det var ingen ting at hefte sig ved,
hvad han mælte. Bjørn sparket til ham og saat
han skulde sitte op som andre mænd og spurte,
om han monne være hans jevning.

Men Glum sa, den anden trængte ikke bry sig
med ham, og han visste ikke, hvad han duget til
— «og jeg vil ikke ligne mig med dig, for ute paa
Island vilde folk kalde den mand en tulling som
bar sig slik som du bærer dig. Men her har jeg
faat se det at alle stiller ordene sine som bedst
de kan».

Saa springer han op og indpaa Bjørn, triver
hjelmen av ham; siden rykker han til sig en
varmebrand og kjører til ham mellem herderne,
saa kjæmpen luter ved det, og derefter gav han
ham nogen slag til, saa han faldt. Og da han
vilde komme sig op paa føtterne igjen, slog han
ham i hodet og blev ved slik, til han kom uten-
for døren.

Men da Glum vilde gaa og sætte sig, er Vigfus
kommet ut paa gulvet — og alle de andre — og
nu fagnet han vakkert sin frænde, sa at nu hadde
han synt, han var av hans æt — «skal jeg nu
hædre dig slik som det sømmer sig for os» — i
førstningen hadde det væretslik, sa han, at Glum
hadde syntes være saa litet for sig: «Jeg vilde
bie paa det, at du førte dig ind i ætten din med
manddomsdaad».

Nu leiér han ham til sætes med sig. Glum sa,
han vilde ha tat imot det sætet, om det var blit
budt ham før.

19

Dagen efter spurtes Bjørns død. Vigfus bød
Glum arve magt og hæder efter sig, og Glum sa,
han vilde ta imot det, men først vilde han like-
vel fare ut til Island, forat ikke de skulde slaa
under sig farsarven hans, som han ikke undte
at nyte den; han sa han vilde komme tilbake
det første han kunde. Vigfus sa at han trodde
det var saa laget, at Glum skulde bli paa Island
og øke sin æt og sømd der.

Mot sommeren lot Vigfus bu et skib for Glum
og gir ham farmen og meget fé: guld og sølv,
og mælte:

«Saa bæres mig for at vi to sees ikke mere,
og nogen dyrgriper vil jeg gi dig — kappe, spyd
og sverd som vi i vor æt har sat saa stor lit til,
og saa længe du eier disse skatter, venter jeg, at
din vyrding vil ikke minke — men det er jeg ræd
for vil ske, hvis du gir dem fra dig».

Siden skiltes de.

rå

Nu farer Glum ut til Island og hjem til Tveraa.
Han møttes straks med sin mor, og hun fagnet
ham vel og sa ham om Torkels og hans søns
overfærd og bad ham likevel bære det med
taalemod og sa, hun var litet før til at gaa imot
dem. Siden red han hjem til gaarden. Da saa
han at gjerdet var flyttet og lagt indpaa hans
lut, og da kvad han en vise:

Nu har det grønne gjerde"!

krøpet nær indpaa heimen

— trænger mig og min huslyd.
Glæden vor minker, husfrul!

Haardt blir min hæder trængt naar
farsarven minkes, men endda

— jeg nævner det nu — har vaaben
ikke faat dele i trætten.

1 Gjerdet er av græstorv.

20

Det hadde hændt herute imens, at Sigmund
med overgrep vilde drive Astrid fra gaarden. —
Om høsten, efterat Glum var reist ut av landet,
savnet Torkel og Sigmund to kviger; de trodde
at de var blit stjaalet og lot om at det var snarest
Astrids træller som hadde gjort det; de hadde ætt
dem op i smug, sa de, og om vaaren stevnet de
dem for tyveri. Men disse træller var de paa-
liteligste som Astrid hadde, baade til at se efter
og til at arbeide. Hun tykte hun kunde neppe
greie gaardsdriften, hvis de kom bort, og farer
da til funds med sin søn Torstein og sier ham,
hvordan Torkel og Sigmund gaar indpaa hende,
ber ham svare for trællene — «jeg vil hellere
bøte gods for dem, end de skal bli dømt for det
som er løiet paa dem, hvis der ikke findes bedre
utvei — og det tykkes mig, at nu skulde du være
vort vern og vise ved det, at du er av god ætt.»

Torstein sa at han trodde, slik som de hadde
tat op saken, saa tænkte de vistnok at drive paa
den med fuld støtte av maagerne sine, «det raade-
ligste synes mig at være, hvis disse træller holder
oppe hele gaardsstellet dit, saa faar vi lægge til
en del av pengebøterne for at berge dem.»

Hun svarer:

«Det sier min hug mig, at det blir slike bøter
som de mener kan skade os — men siden der er
liten hjælp at vente hvor du er, saa blir det vel
slik at jeg maa lægge det i deres vold.

Det bedste tilfang som fulgte Tveraa-landet
var en aker som blev kaldt Aarviss,! for den gav
aarvisst korn, og da gaarden blev delt, var det
avtalt, at denne aker skulde de ha hver sin som-
mer.

Nu sier Astrid til frænderne:

«Jeg ser at dere vil endelig ødelægge mig, og
dere ser det, at her er ingen mand som staar for

* egtl. Vitazgjafi= «Det sikkres giver».

1

stellet, men hellere end gi op trællene vil jeg
lægge dette maalet under eders dom.»

De sa, det var et forstandig raad. Nu raadslog
de. Og det var deres beslutning, at de vilde ha
selvdømme for trællene eller faa dem gjort fred-
løse. Og Torstein fulgte ikke saken bedre end
at de fik selvdømme og dømte til sig akeren, at
de skulde eie den alene; og slik tænkte de at faa
lagt under sig hele landet ved at de rykket unna
Astrid den støtte som mest holdt oppe gaards-
bruket hendes. Og den sommer, da dette hændte,
skulde hun hat akeren, hvis det hadde gaat til
som ret var.

Men om sommeren da folk för til tinget, og
da denne saken var forlikt, för en gjæter ute i
havnegangene, og der fandt han kvigerne i et
jordskred som hadde føket igjen først paa vin-
teren, og nu var det klart at der var blit løiet paa
trællene. Da Torkel og Sigmund spurte, at kvi-
gerne var fundet, bød de til at betale penger for
akeren, men de vilde ikke la haandsalingen av
akeren gaa tilbake.

Men Astrid sier at for meget blev der vel ikke
bøtt for illmælet, om hun fik det som var hendes
— «og enten vil jeg ha det som jeg eier eller
miste det. Om ingen vil hjælpe mig til at faa ret
i maalet,saa faar det bie, og det venter jeg at Glum
mon komme hjem og retlede saken for Os.»

Sigmund sier:

«Det blir sent at vente paa han skal pløie —
nu sitter han i raad med dig som skulde være
likest til det av sønnerne dine.»

Hun sier:

«Ilde ender ofte overmod, Sigmund, og uret
med — kunde være at det hændte dig med.»

Litt senere paa sommeren kom Glum ut og
var en liten tid ved skibet; saa för han hjem til

22

gaarden med rikt gods. Men han hadde det
samme sind som før, var tystlaten og lot som
hørte han ikke hvad der var hændt hjemme
imens. Hver morgen sov han til dagmaalstid og
arbeidet ikke paa gaarden.

Denne sommeren skulde Glum og hans mor
hat akeren, hvis det hadde gaat til som ret var.
Buskapen til Sigmund gjorde meget ugagn hos
dem og var hver morgen i tunet! deres.

En morgen vækket Astrid Glum og sa at en
hel flok av Sigmunds kuer var kommet ind paa
tunet og vilde bryte ned engen — «og jeg orker
ikke jage dem bort, og folkene er paa arbeide.»

Han svarer:

«Litet arbeide har du krævet av mig, og jeg
skal ikke bli vred for dette» — spretter op og
tar sin hest og tar en trælurk i haanden, drev
paa nautene med kraft og slog dem haardt, til de
kom ind paa tunet hos Torkel og Sigmund; der
lot han dem gjøre saa meget ugagn som de vilde.

Torkel saa efter arbeidet hjemme om morge-
nen, og Sigmund var med huskarlerne. Torkel
sa til Glum:

«Det kan du vente dig, at folk sitter ikke rolig
Og ser paa det, hvis du skamslaar mænds fæ,
endda du tykkes ha oppet dig utenlands.»

Glum sa, alle nautene hans var uskadt nu —
«men hvis de oftere kommer og ødelægger hos
os, slipper de ikke alle uten mén; nu vil ikke jeg
heller ha skade av fæet deres længer.»

Da mælte Torkel:

«Du laater stor paa det nu, Glum — samme
gapen tykkes du os være nu som da du för uten-
lands, og ikke agter vi at drive stellet her efter
dit slarv.»

Glum snudde hjemover, og han kom til at le,
og det tok ham slik at han blev blek og taarer

* Tunet kaldtes paa Island hele heimemarken.

23

saa store som hagl brast ut av øinene hans. Og
paa den maaten tok det ham ofte siden, naar
drapshugen var over ham.

8.

Det er sagt, at da det led utpaa høsten, kom
Astrid igjen en morgen til maals med Glum og
vækket ham og bad ham vise folket til arbeide;
hun sa, de blev færdige med høionnenidag, hvis alt
blev greiet som det burde — hos Sigmund og Tor-
kelvar de altfærdige med høiet — «og Sigmund og
Vigdis för tidlig imorges paa akeren, til Aarviss,
de liker godt det at de har akeren som skulde
været vor, hvis det för slik som ret er.»

Da stod Glum op, men blev likevel ikke fær-
digklædd før til dagmaalstid. Da tok han den
blaa skindkappen og det guldbundne spydet i
sin haand; han lot sin hest sadle. Astrid sa:

«Meget nøie er du nu, søn min, med at klæ dig
for at gaa til høionnen.»

Han svarer:

«Det er ikke ofte jeg tar mig til at vinne, men
da skal jeg baade gjøre meget og bu mig vel til
det — men likevel duger jeg ikke til at greie med
arbeidet; jeg vil ride op til Holar: Torstein bror
min har budt mig hjem til sig.»

Siden red han syd over aaen. Og da han kom
til akeren, tok han spændet av kappen — og da
var Vigdis og Sigmund paa akeren. Og da Vig-
dis saa ham, gik hun imot ham og bød ham vel-
kommen — «det tykkes os ilde at der er saa liten
frændsømd mellem os, og vi vil gjøre alt vi kan
for at det skal bli bedre.»

Glum svarer:

«Ikke er der endda hændt slikt, at der ikke
kan bli frændsømd mellem os, og jeg kom

24

bortom hit fordi spændet er gaat av kappen
min — jeg vilde be dig neste det fast.»

Hun sa, det vilde hun gjerne, og gjorde det.

Glum saa utover akeren og mælte:

«Endda er ikke Aarviss blit anderledes.»

Siden för han i kappen og tok spydet. Saa snur
han sig braat mot Sigmund, svang spydet, og
hin sprat op imot ham, men dermed hugg Glum
ham i hodet, og Sigmund trængte ikke mere —.

Da gik han til Vigdis og sa at hun skulde fare
hjem — «og si Torkel, at Sigmund er ufør til at
komme sig hjem fra akeren alene.»

Glum red op til Holar og sa ikke sin bror no-
gen tidender. Men da Torstein saa, hvordan han
var klædd, at han hadde baade kappen og spydet,
fandt han blod i furerne? paa det og spørger om
han har hugget med det fornylig. Han svarer:

«Det er sandt — jeg har ikke husket at si,»
mælte Glum «at jeg drap Sigmund Torkelsson
idag.»

Torstein sier:

«Det vil tykkes dem tidender — Torkel eller
Esphølingerne, maagerne hans.»

Glum svarer:

«Det er et gammelt ord at blodnætterne gjør
folk mest braa i hugen, og kanhænde de vil
tykke, det er ikke saa stor sak, naar det lider ut-
paa.»

Glum var der tre nætter hos sin frænde, og
saa vilde han hjem. Torstein byder til at fare
med ham. Glum sier han trænger ikke det — «pas
gaarden din, du, jeg mon ride bene veien min til
Tveraa; de vil neppe gaa saa haardt paa med
dette.»

Glum för hjem til Tveraa.

" i målunum 9: ornamenterne, indlægning med guldtraad.

Det er Vigfus" spyd og kappe som Glum bærer, og dette
finder broren besynderlig.

25

Men da denne tidende spurtes, for Torkel til
funds med Torarin? og søkte raad og støtte.
Han sier:

«Det kan være at nu sier hun, Astrid, at han
har ikke reist sig op paa føtterne for ingenting.»

Torkel sier:

«Det tænker jeg, at han har reist sig paa den
foten, som han ikke faar flytte sig frem paa.»

Torarin svarer:

«Det vil nu vise sig. Længe har dere faret
uretfærdig frem mot dem og mente at drive dem
fra gaarden og tænkte ikke paa hvad som var
ventelig med avkommet efter en slik mand som
Eyjolv var, som baade var ætstor og den djerve-
ste mand. Og vi er i den værste vanskelighet
med Glum for frændsømds skyld og med dere
for maagskapens, og let synes saken mig ikke,
hvis Glum driver paa den slik som jeg venter
at han vil.»

Da för Torkel hjem, og det var stilt med saken
om vinteren. Glum hadde nogen flere mænd
hos sig end han pleiet denne vinteren.

9.

Det er sagt at Glum drømte ennat. Han tyktes
staa ute paa bøen og se ut mot fjorden. Han
syntes at han saa en kvinde gaa utenfra sjøen
opover gjennem bygden og stevne dit til Tveraa,
og hun var saa stor, at akslerne hendes tok i fjel-
det paa begge sider. Og han syntes han gik ut
av gaarden og møtte hende og bød hende hjem
til sig. Og siden vaagnet han.

! Ældste søn til Tore paa Espehol, bror til Sigmunds enke
Vigdis. Han og hans brødre Torvald Krok og Torgrim paa
Madrefell er imidlertid Glums tremenninger, idet Tore paa
Espehol og Eyjolv paa Tveraa begge var børnebørn av
Helge den magre.

26

Alle tykte dette var underlig, men han sier
saa:

«Drømmen er stor og merkelig, og slik mon
jeg raade den, at Vigfus, min morfar, er død nu,
og denne kvinden, som vandret høiere end fjel-
dene, mon være hans fylgje. Og han var omfram
andre mænd i vyrding paa mange maater, og
hans fylgje vil lete sig bo hos mig.»

Og om sommeren, da der kom skiber ut til
Island, spurtes Vigfus' død. Da kvad Glum en
vise:

Ringsmykt dis saa jeg fare
indover Eyjafjorden,

hjelm hun bar, og gny av
færden fulgte, husfru!

Bares mig i drømmen

for, at bygders otte,

sverddoms Gunn * var kommet,
stod her, høi som fjeldet.

Om vaaren møttes Torkel med Torvald Krok
og Tores andre sønner og spurte om de vilde
følge ham med dette maalet. Han talte om det
som de skyldte Vigdis og om de mange venne-
tjenester som han og Sigmund, hans søn, hadde
gjort dem.

Torvald søker op Torarin og sier at det vil bli
ilde omtalt, hvis ikke de følger maalet efter
maagen sin; han sa at han vilde yde al den hjælp
som han hadde evne til — «og det er nu greit at
se, Glum mener at bli større mand av drapet paa
Sigmund, men viunderikke osselv værrehæders-
ord i bygden.»

Torarin sier:

«Jeg synes det ser ut som dette maalet vanskelig
kan følges slik at det er visst, vi vokser ved det.
Og om Glum øker sinhæder, saa er der det at si
til det, at det er ikke uventelig han slegter paa
ætten sin. ' Jeg er mindre villig til dette end du,

! Sverddoms Gunn — valkyrje.

27

for mig synes det uvisst om vi vinder hæder ved
at strides med Glum, og det synes mig hellerikke
godt, hvis vor svivyrding skal bli endda større.»

Men de egget ham, til Torarin Toresson stev-
net sak mot Glum 'til altinget for Sigmunds drap.
Men Glum stevnet sak mot Torkel den høie for
illmæletomtrællene, og en anden sak stevnet han
mot Sigmund for tyveri og sa at han hadde
dræpt ham paa sin eiendom, og stevnet ham til
at ligge uhellig*, siden han faldt paa hans eien-
dom, og han grov op Sigmunds lik.

Siden kom sakerne for altinget, efter de var
tat op paadennemaate. Og der søkte Glum hjælp
hos sine frænder, Gissur hvite og Teit Ketil-
bjørnsson fra Mosfell og Aasgrim Ellida-Grims-
son og sier dem alt om hvordan saken er op-
staat og om Torkels og Sigmunds aagang og
uretvishet og mange svivyrdinger. Han sa at
han ventet hjælp av dem, saa han kunde faa sin
ret efter loven, men han skulde selv føre frem
maalet. De sa alle, de var skyldige til at sørge
for at hans sak skulde ikke ligge i uvenners
haand; de sa at de skulde glædes ved det, om
han blev en stor mand i ætten deres.

Nu led tinget til der skulde dømmes i sakerne,
og Esphølingerne førte frem vigsmaalet*, egget
av dem som hadde sorgerne sine at mindes — og
de var visse paa at saken ikke kunde spildes*.
Glum bar frem maalet mot Torkel, og sakerne
kom for dommerne. Glum hadde stor frænde-
magt og vennestyrke. Og da der blev æsket vern
i saken, sier Gium:

«Det er slik, at det maa være vitterlig for
mange, at dere har tat op denne sak av illvilje,

" 92: som de har lidt ved svogerens drap.

? uhellig mand — retløs mand som der ikke kan kræves
mandebod for.

> vig — drap.

+ paa srund : av feil fremgangsmaate ved optagelsen.

28

og ikke kan den bite mig, for Sigmund drap jeg
paa min egen jord, og før jeg red til tings, stevnet
jeg ham til at ligge uhellig.»

Han nævnte sig vidner paa dette; og slik verget
han saken og slik støttet hans frænder ham, at
Sigmund blev lagt uhellig.

Siden fører Glum frem maal mot Torkel, for
han har fristet svikraad mot Glums gods, og dette
vendte sig ilde for Torkel, siden vidnerne gik med
Glum, og der fandtes ikke lovlig vern imot; det
tok den vending at Torkel vilde bli fredløs.

Nu blev der søkt forlik med Gium. Han sier,
der er to kaar at vælge mellem, enten vil han ha
fredløshetsdommen fremmet, eller Torkel skal
sælge ham Tveraalandet for den pris som han
selv vil sætte paa det — og det var ikke mere end
det halve av hvad landet var værd — «og det kan
Torkel vente sig, hvis han blir fredløs, da kom-
mer vi ikke begge to paa tinget næste sommer.»

Nu tok Torkels venner sig av saken, saa han
gik til forlik og Torkel tok det raad som nyttet
ham bedst,forlikte saken og solgte landet til Glum.
Han skulde bo der aaret ut, og nu var de forlikt
at kalde for, men Esphølingerne likte ilde sakens
utgang. Og siden efter grodde det aldrig helt til >
mellem Glum og Esphølingerne.

Og før Torkel drog bort fra Tveraa, gik han til
Frøis hov * og leiet en gammel okse dit og mælte:

«Frøi,» sa han «du som længe har været min
fuldtro ven og tat imot mange gaver av mig og
lønnet dem vel — nu gir jeg dig denne oksen, for
at Glum skal ikke fare fra Tveraa mere godvil-
lig end jeg. Og vis mig nu med etjertegn, om du
tar imot gaven eller ikke.»

Da satte oksen i et brøl og faldt død ned, og
Torkel tykte dette var et godt varsel, og nu var

1 9: det blev aldrig helt godt igjen.
? paa Hripkelstad.

29

han ikke saa nedfor i hugen, for det tyktes ham
som Frøi hadde lovet ham det han bad om.
Han for siden nord til Myvatn”! og bodde der.
Og nu er han ute av sagaen.

10.

Glum blev nu meget vyrdet i bygderne.

Paa Lön i Horgaadal* bodde en mand som het
Gunstein; han var mægtig og rik og blev regnet
mellem stormændene. Hans hustru het Liv.
Torgrim het deres søn; han blev kaldt Livssøn
efter sin mor, fordi hun levet længer end Gun-
stein. Hun var en storsindet og dygtig kone.
Torgrim var evnerik og blev en mægtig mand.
De hadde en søn til som het Grim og blev kaldt
Eyrarlegg. Halldora het deres datter; hun var
vén og god av sind. Alle tykte hun var det bedste
gifte, baade for de frænder hun hadde og fordi
hun selv var klok og dygtig.

Denne kvinde fridde Glum til; han sa at han
trængte vel ikke frænder til at tale for sig om sin
æt, og hellerikke om sine kaar og sin færd hit-
til — «det kjender dere til, men dette gifte har jeg
eslet mig, om hendes frænder samtykker.»

Han fik godt svar paa dette maalet; hun blev
fæstet til Glum med meget gods, og deres bryl-
lup blev staselig holdt. Og nu er hans kaar endda
hæderligere end før.

Torvald Refsson het en mand som bodde paa
Bard i Fljot*. Han var gift med Turid Tords-

* Myvatn er en bygd ved Myvatnet sydligst i Laksaadal,
øst for Eyjafjord.

3 Horgaa falder i Eyjafjorden paa vestsiden, litt ute i fjor-
den. Lön ligger like ved aaens utløp, og nær ved var lan-
dingspladsen Gaasar, som nævnes siden i sagaen.

3 Fljot — den nordøstligste bygd ved Skagafjord.

30

datter fra Hovde. Deres børn var Klaufe og
Torgerd som var gift med Torarin paa Espehol.
Torvald Krok paa Grund var gift med Torkatla
fra Tjorsaadal.

Hlenne den gamle, søn av Ørnolv Taskebak
bodde paa Vidines og var gift med Oddkatla
Oddkelsdatter fra Tjorsaadal.

Gissur Kadalsson het en mand som bodde paa
Tjorn * og var gift med en kone som het Saldis,
hun var en gild husfrue. Gissur blev ogsaa reg-
net mellem de større bønder; han var en vel-
berget mand. To døtre av dem er nævnt, Tordis
og Hertrud, de var vakre og glade i pynt ogpragt;
de tyktes være gode giftermaal. De vokste op
hjemme hos forældrene.

Tordis, som Tore paa Espehol var gift med,
var datter til Kadal; deres børn er nævnt før.
Torgrim Toresson var ikke søn av Tordis, men
han var egtefødt. Torgrim var en anselig og
evnerik mand. Han red til funds med Gissur i
det ærinde, at han fridde til Tordis Gissursdatter.”
Hans brødre og venner, møens frænder, talte
hans sak — de tykte de skulde være nære til at
raade med om sin frændekones giftermaal og
vilde allesammen gjerne ha, det skulde bli av.
Men Torgrim fik ikke møen, endda alle syntes,
det kunde været jevngifte — og hans brødre og
frænder likte det ikke.

11.

En mand er nævnt i sagaen som het Arnor og
blev kaldt Raudkind. Han var søn av Steinolv,
Ingjalds søn, og Glums brødrung. Han hadde

* disse gaardene har ligget syd for Tveraa — længre oppe

i dalen, paa vestsiden av Eyjafjordsaaen.
? som altsaa er farbrorsdatter til hans halvbrødre.

31

længe ligget paa utfærder og hadde et godt ord
paa sig, og han var stadig hos Glum, naar han
var her paa Island. Han vendte sig til Glum og
bad ham beile for sig. Glum spurte, hvadfor
en kvinde han vilde be om. Arnor sier:

«Tordis Gissursdatter, som Torgrim Toresson
ikke fik.»

Glum svarte:

«Dette tykkes mig ikke love godt, for mig
synes, at ingen av dere har nogen mon fremfor
den anden. Og Torgrim eier en god gaard og er
rik og har stor frændemagt, og du har ikke gaard
og litet av gods. Og jeg vil ikke byde Gissur over-
færd, saa han ikke skal faa raade over sin datter
som han selv vil, for Gissur skylder jeg bare
godt.»

Arnor sier:

«Da nyter jeg godt av gode frænder — hvisjeg
faar dette gode giftermaal — fordi du fremmer
maalet mit. Lov ham dit venskap, saa gir han
mig nok møen, for folk vilde ha kaldt det jevn-
gifte, hvis de ikke først hadde avvist saa god en
mand som Torgrim er.»

Glum lot sig da egge og för med ham til møte
med Gissur, talte hans sak. Gissur svarte:

«Det kan være, Glum,» sier han, «at folk vil si,
jeg tok i mist, hvis jeg gir datter min til Arnor,
din frænde, siden jeg ikke vilde gi hende bort til
Torgrim.»

Glum sier: |

«Det er sandt sagt, men det er det at si, at hvis
du vil gi agt paa mit maal, saa lægger jeg mit
venskap til paa kjøpet.»

Gissur svarer:

«Det tykkes mig være meget værd, men jeg
tænker, andre mænd lægger sit uvenskap til paa
kjøpet».

Glum sier:

32

«Du skjønner dig bedst selv paa din egen vel-
færd — men det vil ha meget at si for hvad jeg
herefter skal mene om dig, det som du nu gjør».

Da sier Gissur:

«Ikke skal du fare erindsløs herfra denne
gang — » — saa rakte han frem haanden, og Ar-
nor fæstet møen. Og Glum sier, han vil lægge til
det, at bryllupet skal staa paa Tveraa om høsten.

Saa skiltes de med den avtale.

Arnor hadde noget malt liggende ute paa Gaa-
sar og skulde hente det selv; han hadde en hus-
karl med sig. Torgrim Toresson for til laugen
den dag, da de var ventendes utenfra med maltet;
de var ved Ravnagilslaug han og seks av hus-
karlerne hans. Og da de to kom utenfra og vilde
ride over aaen, mælte Torgrim:

«Kunde det ikke høve svært bra nu at møte
Arnor. Nu vil vi ikke miste maltet, om vi end
skal miste møen».

Torgrim og mændene hans gik imot dem med
dragne sverd, og da Arnor saa, hvor stor folke-
mon den anden hadde, sprang han uti og kom
sig over aaen, men kløvhestene var igjen paa
vestsiden av aaen. Da mælte Torgrim:

«Vi har ikke uheld i alt — øllet skal vi drikke,
saa faar de faa raade for bruden».

Torgrim red til Søndre Espehol. Tore var blind
nu. Og Torgrims følgesvender var stor-kaate og
lo meget, og Tore spørger, hvad som tyktes dem
saa latterlig. De sa, de visste ikke, hvor der først
skulde holdes gjestebud; de sa hvad de hadde
gjort for fangst og at de hadde eltet den som eiet
— «og brudgommen paa elven».

Men da Tore hørte dette, mælte han:

«Tykker dere, dere har stelt sakerne deres godt
nu, siden dere ler slik, eller hvordan vil dere greie

* Ved Ravnagil, paa vestsiden av aaen, længere ute — nord
— i dalen end Tveraa, er der varme kilder.

3 — Tre sagaer. 33

dere ut av klemmen? Tænker dere, dere skal
lægge dere til at sove her inat, og tror dere, der
trænges ikke andet? Da kjender dere ikke Glums
sind, hvis dere tror han er nøid med sin frændes
færd. Det er mit raad at dere samler folk. Det er
snarere ventelig at Glum alt har dradd sammen
mange mænd».

Dengang var der et vadested ved aaen som
nu ikke er mere. De samlet nu om natten otti
vaabenføre mænd og slog sig ned fremme paa
bakken”, for vadet i aaen var like under bak-
ken.

Nu er det at si om Arnor, at han finder Glum
og sier ham om færden sin. Han sier:

«Ikke kom det mig uventet, at de ikke holdt
sig i ro, og nu er saken litt vanskelig — svivyrding
hvis vi sitter stille, og uviss vyrding hvis vi søker
at bøte paa det — likevel faar vi samle folk».

Og da det blev lyst om morgenen, kom Glum
til aaen med seksti mand og vilde ride over. Men
Esphølingerne kastet sten mot dem, saa de kun-
de ikke ride frem og Glum maatte snu tilbake,
og de kjæmpet tvers over aaen med stener og
skudd, saa mange blev saaret, men ingen navner
er nævni.

Og da bygdemændene blev var det, drev de dit
utover dagen; der blev da mæglet forlik og lett
efter, hvad Esphølingerne vilde byde til bot for
den usømd som de hadde voldt Arnor. Men der
blev svart tilbake, at de vilde ikke gi bøter, fordi
om Arnor hadde løpet fra maltkløverne sine.

Da blev det foreslaat, at Glum skulde ta paa
sig at beile til Hertrud Gissursdatter for Torgrim
Toresson, og giftermaalet mellem Arnor og Tor-
dis skulde ikke bli av, uten Glum skaffet Torgrim
den anden søster tilegte — og den tyktes gjøre
det bedste gifte som fik Torgrim.

" å hölinum — haugen som Espehol ligger paa.

34

Siden nu saa mange mænd talte i saken, lovet
Glum at ta haand om dette; han træffer Gissur
og fører frem maalet og mælte:

«Det kan se ut som jeg har hug til at lægge mig
bort i andres saker, naar jeg frir baade for fræn-
derne mine og for Esphølingerne. Men for at
stagge ufred i bygden tykkes jeg skyldig til at
hjælpe dig med mit venskap, hvis du gjør som
jeg vil».

Gissur svarer:

«Det synes mig bedst at du raader, for dette
tilbudet til min datter synes mig godt».

Begge disse giftermaalene kom nu istand. Ar-
nor satte bu paa Uppsalir! og Torgrim bodde
paa Madrefell ..

Kort tid efter døde Gissur. Da flyttet Saldis til
Uppsalir. Arnor og Tordis fik en søn som het
Steinolv. Torgrim hadde ogsaa en søn, og han
het Arngrim; han var en lovende gut utigjennem
hele opveksten.

12.

Saldis bad begge sine dattersønner hjem til
sig. Arngrim var to vintrer ældre end Steinolv,
og vennesælere eller evneligere gutter vokste der
ikke opi Eyjafjord; de var svært glad i hinanden.
Da den ene var fire og den anden seks vintrer
gammel, lekte de sammen en dag, og Steinolv
bad Arngrim om at faa laane messinghesten
hans). Arngrim svarte:

* Begge gaardene ligger i dalen, ikke langt fra Tveraa —
Uppsalir litt i nordøst, paa samme side elven, Madrefell i syd-
vest, paa den anden side.

å Der er fundet en hel del vegtlodder av messing formet som
smaa dyr, helst hester. De fra den senere middelalder er ju-

sterte. Det er kanske et slikt vegtlodd som Arngrim har faat til
leketøi.

35

«Jeg skal gi dig den, for en slik leke passer be-
dre for dig end for mig nu, for alderens skyld».

Og Steinolv sa til sin fostermor, for en god
gave han hadde faat. Huh sa, det var godt at de
var saa snille mot hinanden.

Der var en kone som het Oddbjørg som vanket
omkring der i bygden; hun var en lystig, klok og
fremsynt kone. Folk i bygden la megen vegt paa
det, at husfruerne tok vel imot hende, for hun
føiet talen sin noget forskjellig, eftersom hun
møtte velvilje til". Hun kom til Uppsalir, og Sal-
dis tok godt imot hende og bad hende spaa noget
om smaagutterne og spaa godt.

Hun sier:

«Haabefulde er disse gutter, hvis lykken vil
følge dem — men det er skjult for mig».

Saldis mælte:

«Nu tror jeg ikke du er rigtig nøid med det
som du har faat her, siden du spaar saa ilde».

Hun svarer:

«Ikke faar du la dette avgjøre hvad du vil gi
mig av mat, og du trænger ikke veie ordene mine
saa nøie.»

Saldis sa:

«Faamælt skal du være om det, hvis ikke godt
bæres dig i hugen».

Hun sier:

«Endda har jeg ikke sagt for meget om det,
men jeg tror ikke at kjærligheten varer længe
mellem dem».

Saldis mælte:

«Andet tykker jeg jeg kunde ha fortjent for det
gode jeg har gjort dig, og du skal bli jaget bort,
hvis du farer med ulykkesspaadommer.»

Oddbjørg svarer:

«Nu menerjeg ikke jeg trænger at gjemme paa
det længer, naar du laater slik for ingenting, og

1 9: men folk tror likevel paa hendes spaadommer.

36

jeg skal ikke oftere gjeste dig, og du kan like det
som du vil —men det kan jeg si dig, at siden
skal de bære banespyd paa hinanden, og det
ene værre end det andet skal følge av det her i
bygden».

Og er Oddbjørg nu ute av sagaen.

i

13.

Det hændte en sommer paa altinget at paa
bryterbakken gik mændene mot hinanden i svei-
ter, nordlændingerne mot vestfjordingerne. Det
gik tyngre for nordlændingerne. Maar, Glums
søn, var høvding for flokken deres. Der kom
en mand borttil som het Ingolv Torvaldsson.
Far hans bodde paa Rangaavoldene". Maar
mælte:

«Du ser ut som du hadde kræfter, du er vist
sterk; hjælp mig at brytes.»

Han svarer:

«Det skal jeg gjøre for din skyld».

Den som var imot ham blev lagt i bakken, en
anden og en tredje gik frem og för likeens. Nu
blev nordlændingerne glade. Da mælte Maar:

«Hvis du trænger at jeg lægger ind et ord for
dig, skal jeg hjælpe dig — eller hvad skal du ta
dig til nu?»

Han svarer:

«Jeg har ikke raadet om nogenting, og helst
vilde jeg nordpaa og ta arbeide.»

Maar sier:

«Da vil jeg at du farer med mig, og jeg skal
finde et sted, der du kan være.»

Ingolv eiet et godt sto, og hingsten kaldte han
Snækoll. Fra tinget för han nordover til Tveraa
og var der en stund.

I Rangaavoldene, paa sydlandet.

37

En dag spurte Maar, hvad Ingolv tænkte paa
at ta sig til — «her kunde trænges en verks-
styrer), om han var litt hændig. Her er en slæde
som du skal lage, og du er saa hændig saa det
greier sig, hvis du kan dette.»

Ingolv svarer:

«Her vilde jeg helst være, men stundom har
det hændt, at folk syntes, hestene mine gjorde
skade i buhavnen.»

Maar sa:

«Her vil der ikke bli talt om slikt».

Ingolv laget nu slæden, og Glum kom og saa
paa arbeidet.

«Dette er vel gjort», sier Glum, «og hvad tæn-
ker du at ta dig til?»

Ingolv svarer:

«Jeg har ikke tænkt paa noget.»

Glum sier:

«Det vanter mig en verksstyrer; er du noget
kjendt med slikt?»

Han svarer:

«Litet med slikt gaardsstel som dette, men jeg
vilde svært gjerne være hos dig.»

Glum sier:

«Hvi skal det ikke være slik? Jeg ser at du og
Maar kommer godt overens.»

Nu kommer Maar hjem, og Ingolv sier det til
ham. Han svarer:

«Godt skulde jeg like det, hvis dette gaar bra,
og tre ganger skal jeg si det til dig, hvis min far
misliker noget, men hvis du da ikke retter dig
efter det, vil jeg slutte med det.»

Ingolv tok nu til med arbeidet, og Glum var
tilfreds.

En dag farer Glum til hesteting med sin verks-
styrer; Ingolv rider paa en merr, og hingsten
hans løper ved siden av. Der var god gammen.

! Verksstyrer — arbeidsformand.

38

Kalv fra Stokkalade! var der. Han eiet en gam-
mel skarvegamp -- men den vandt over alle an-
dre hester. Han mælte:

«Hvorfor skal de ikke leie den gjilde hesten til
Tveraaingerne imot denne her?»

Glum svarer:

«Det er ujevnlig, den hingsten og saa gampen
din.»

Han sier:

«Dere vil nok ikke, for der er ikke kamphug
i den — kan være han sander det gamle ordet,
at fé er drottin* likt.»

Glum svarer:

«Det vet ikke du noget om — og jeg vil ikke
svare nei paa Ingolvs vegne, men det skal ikke
vare længer end han vil.»

Kalv sier:

«Det er von om det at litet hænder mot din
vilje.»

Nu blev hestene leiet frem og de bet godt fra
sig, og alle syntes at Ingolvs hest gik bedst paa,
og Glum vilde da skille dem. Saa red de hjem.

Ingolv var der det aaret, og Glum likte ham
godt.

Der var stevne ved Djupadalsaa”. Dit kom
Glum og Ingolv med hesten sin. Kalv kom dit
— han var en ven av Esphølingerne. Hesten
hans var der, og han byder, at nu skal de drive
hestene mot hinanden til det ytterste. Glum sier,
Ingolv skal raade. Han sa, han hadde ulyst til
det, men han nennet ikke gaa unna.

Hestene blir leiet frem. Kalv driver hesten sin;
men Ingolvs hest gaar bedre frem paa alle maa-

! Gaarden Stokkalade ligger skraat overfor Tveraa paa den
anden side dalen.

? Drottin — herre.

* Djupadalen er en sidedal som gaar fra Eyjafjordsdalen
opover mot sydvest, syd for Tveraa.

39

ter. Da slaar Kalv til Ingolvs hingst ved øret, saa
den svimrer, men straks efter gik den paa igjen.
Glum gik da fremtil, og nu maatte det gaa ærlig
til, og det endte med at Kalvs hest gik ut.

Da blev der stort rop. Og da de skiltes, slog
Kalv til Ingolv med staven. Folk la sig nu imel-
lem. Glum mælte:

«Ingen skal agte paa slikt — saan slutter alle
hesteting her.»

Maar mælte til Ingolv:

«Det monne far min ha i sinde, at du skal ingen
svivyrding faa av dette hugget.»

14.

Torkel het en mand som bodde paa Hamar.
Dit för Ingolv og møttes med bondens datter.
Hun var en vakker kvinde. Hendes far sat i gode
kaar, men nogen stormand var han ikke.

Ingolv passet likevel gaardsstellet, men han
gjorde mindre haandverksarbeide end før. Maar
talte til ham om det en gang:

«Nu merker jeg at far min misliker, at du gaar
fra huset.»

Ingolv svarte vel, men det blev ved paa samme
maaten. Maar talte om det endda en gang og en
tredje gang, men det nyttet ikke.

Saa var det en kveld at han kom sent hjem og
folkene hadde spist; da mælte Glum:

«Nu skal vi vælge os fuldtro venner og skjemte
os *; jeg skal vælge først, og tre er de fuldtro ven-
nerne mine — den ene er min pung, den anden
er øksen min og den tredje er stokkeboden? min.»

* Ikke langt fra Tveraa, litt længere syd paa samme side av
Eyjafjordsaa.

? Vel sagtens ved at de mandjevnet sine «fuldtro venner».

3 9: stabburet.

40

Saa valgte de, den ene efter den anden. Da
mælte Glum :

«Hvem vælger du, Ingolv ?»

Han svarer:

«Torkel paa Hamre.»

Glum spretter op og løfter sverdhjaltet frem-
for sig, gik imot ham og mælte:

«Høvelig fuldtro ven valgte du dig.»

Alle saa at Glum var vred. Han gik ut, og In-
golv gik med ham. Da sa Glum til Ingolv:

«Far nu til den fuldtro vennen din, du, og si at
du har dræpt Lade-Kalv.»

Han svarer:

«Hvorfor skulde jeg lyve slik paa mig selv?»

«Du skal gjøre saan som jeg vil.»

Og nu gik de begge sammen, og nu viker
Glum ind i laden. Der gik en kalv — den hugger
han i hodet og rækker Ingolv det blodige sverd.

«Gaa nu syd over aaen? og si at her er det
eneste sted som du stoler paa hjælp fra, og vis
ham det blodige sverd til et sikkert jertegn.»

Han gjør saa, finder Torkel og sa ham tiden-
den, at han hadde kommet i hug det hugget som
Kalv gav ham, og han hadde dræpt ham, sa
han — «og søkte jeg hit for at faa støtte, som du
har sagt.»

Han svarer:

«Du er den værste gap, har du dræpt en god
dreng — ha dig ut det forteste du kan, ikke vil
jeg at du blir dræpt i gaarden min.»

Han gaar hjem og træffer Glum, og han spør-
ger:

«Hvordan duget han nu, den fuldtro vennen
din?»

Ingolv svarer:

«Han duget ikke.»

Glum sier:

* Tveraaen, som render ut i Eyjafordsaa like ved gaarden.

41

«Nu kan du faa røne, hvordan jeg er at ha til
fuldtro ven da» — og fulgte ham uti stokkeburet
— «vanskelig blir det for dig, hvis han er dræpt,
Lade-Kalv.»

Næste dag spørres drapet paa Lade-Kalv fra
Stokkalade. Og nu sier Torkel, at en mand var
kommet til ham og hadde lyst denne ulykkes-
daad paa sig; alle tok dette for at være sandt.

Slik led den vinteren. Glum sendte Ingolv nord
til Einar Konalsson og gav ham nihundreder i
vadmel ? og mælte:

«Vi blev ikke forlikt om nogen løn, men saa
flink som du er til at stelle med penger, kan du
vel faa gagn av dette. Og denne saken, som du
blir skyldt for, skal jeg ta mig av, saa du skal
ikke bli saket; jeg gjorde dette mot dig for du
var saa traalyndt. Og kommer du hit ut, saa faar
du gjeste mig.»

Ingolv mælte:

«Det ber jeg dig om, at du lar dem ikke gifte
. bort møen fra mig.»

«Det lover jeg dig.»

Hestene hans blev igjen paa Tveraa. Einar
Konalsson skaffet Ingolv bort fra Island. Tor-
vald * stevnet nu maalet efter Kalv til Hegranes-
ting *, og det vendte sig slik at Ingolv sagtens
vilde bli lyst fredløs. Glum var der og nogen av
Ingolvs frænder. De søkte op Glum og bad ham
ta sig av saken, sa at de vilde lægge til penger
og bøte for ham. Glum svarte:

«Jeg skal greie denne saken uten penge-
bøter.»

* Vadmel var kurant betalingsmiddel, 24 alen vadmel
gjerne = 1 øre blekt sølv = ca. 4 kroner. Naar der i saga-
erne er tale om hundreder, av mænd, ører sølv, menes altid
«store hundreder» = 120.

3 Torvald Krok Toresson.

* Hegranes-ting blev holdt paa Hegranes ved bunden av
Skagafjord.

42

Da dommen skulde fældes og der blev spurt
om vern i saken, sa Glum at maalet var spildt
— «dere har stevnet saken mot en anden mand
end drapsmanden — for jeg voldte drapet.»

Siden nævner han sig vidner paa at saken er
spildt — «for endda Ingolv dræpte kalven i la-
den, saa gav jeg ham ikke sak for det. Nu vil
jeg byde forlik, mere efter det som manden var
værd, end efter ofsen til dere Esphølinger.»

För saa folk hjem fra tinget.

Ingolv var utenlands den vinteren, men længer
hadde han ikke hug til det; han solgte godset sit
og kjøpte sig gode griper, og nogen tepper som
var gode griper. Glum hadde git ham en god
skindkappe, den byttet han bort for en skar-
lagenskjortel.

Samme sommer som han reiste ut kom en
mand som het Tjodolv hjem til Island. Mor hans
bodde paa Æsustad!. Han færdes til Hamar og
møtes med Helga. En dag hadde Glum redet
op til Holar, og da han kom nedover mot Saurbø,
kom Tjodolv imot ham. Da sa Glum:

«Jeg liker ikke at du har faat din gang paa
Hamar, med Helgas giftermaal har jeg tænkt
at stelle — og hvis du ikke slutter, vil jeg byde
dig holmgang.»

Han svarte og sa, han vilde ikke maale sig
med Glum, og holdt op med at gaaidit.

15.

Nu kom Ingolv hjem og för til Tveraa. Glum
tok imot ham og bød ham heimvist hos sig. Det
tok han imot. En dag mælte Ingolv:

! Sydover, op igjennem dalen fra Tveraa'ligger Saurbø,
Æsustad og øverst Holar, hvor Glums bror bor.

43

«Nu vil jeg, Glum, at du ser paa varerne mine.»

Han gjorde det og syntes at Ingolv hadde
handlet med forstand. Da mælte Ingolv:

«Du gav mig middel til reisen; derfor sier jeg
at du eier dette gods.»

Da sier Glum:

«Det er alt det godset som du eier, og jeg esler
mig ikke det.»

«Her er likevel nogen tepper som jeg har kjøpt
for at gi til dig, dem skal du ta imot — og her er
en kjortel.»

Glum svarer:

«Disse gaver skal jeg ta imot.»

En dag spurte Glum, om Ingolv vilde bli hos
ham. Ingolv svarte:

«Jeg tænker ikke paa at skilles fra dig, hvis
jeg kan faa bli — hestestoet mit vil jeg gi dig.»

Glum sier:

«Jeg skal ta imot hestene, og nu skal vi to finde
Torkel paa Hamar idag.»

De gjorde saa. Torkel fagnet Glum vel. Da
mælte Glum:

«Du har voldt Ingolv skade, og nu kan du bøte
det paa den maaten at du gir ham datter din.
Han er et høvelig gifte for hende, og jeg har
prøvet ham og vet han er en bra kar — og hvis
du ikke gjør det, vil du faa se, at du har smidd
daarlig.»

Han sa da ja, og Ingolv fik møen og blev ho-
fast mand og en dugende kar.

16.

Glum giftet Torlaug, datter sin, med Viga-
Skuta nordpaa Myvatn, men fordi de ikke kunde
komme overens med hinanden, lot han hende
fare hjem til Tveraa og skilte sig fra hende. Glum

44

tok dette tungt.* Siden bad Arnor Kerlingarnev
om hende, og hun blev gift med ham. — Siden var
der bittert fiendskap mellem Glum og Skuta.
En sommer kom en lauskar til Skuta og bad
ham ta imot sig. Skuta spurte, hvad han hadde

* Reykdøla-saga fortæller litt anderledes om uvenskapet
mellem Glum og Skuta Aaskelsson. Skutas søskenbarn
Eyjolv var blit uvenner med Glums søstersøn, Bjarne Tor-
steinsson. (Viga-Glums saga nævner hverken ham eller hans
mor, Glums søster Torgerd som var blit gift øst i Laksaadal).
Eyjolvs far Tormod, Skutas fastermand, blev blandet ind i
trætten, og Bjarne dræpte ham. Skuta overtok eftermaalet, men
før saken kom til tings hadde Eyjolv alt dræpt Bjarne, og Glum
tar eftermaalet efter søstersønnen. Han samler folk for at søke
Skuta hjemme og farer selv i forveien for at speide. Paa en
liten gaard øst i Baardardal rastet de og fik sig dugurd. Der
var en gammel tigger inde i huset, og Glums mænd tok til at
erte gamlingen. Da bød Glum dem la det være — det var
smaamandslig at erte gamle folk, sa han, og de skulde slippe
tiggeren. Men han för videre østover og kom til en gaard, hvor
bonden var en ven av Skuta. Her skrøt han av Glum, hvor
makeløs gjild han hadde været mot ham. Bonden skjønte
imidlertid, hvad slags erinde Glum var ute i, og varskudde
Skuta, saa Glum maatte vende tilbake med uforrettet sak. Ved
et vadested i Baardardal møttes Glum og Skuta, begge med
store flokker av mænd, og det kom til kamp, men nu gik folk
"imellem og der blev sluttet forlik. Glums søster fik bøter for
sin søn og drapsmanden, Eyjolv maatte fare fra Island i tre
aar, men det blev avtalt at Glum skulde gifte sin datter Tor-
laug med Skuta.

En tid efter dræpte imidlertid Skuta en mand som hadde
reist nidstang mot ham. Glum betalte bøter for dette drap,
uten at raadspørre maagen først. Saa blev Skuta og Glum
uvenner igjen. — En tid efter kom en mand som het Eldjarn
den milde ut til Eyjafjord. Han og Glum taltes ofte ved. Siden
sendte Glum bud til Myvatn, bad datteren ta med sig sine
dyrgriper og løsøre og komme hjem. Skuta var borte fra sin
gaard paa den tid. Torlaug flyttet hjem til faren og han giftet
hende med Eldjarn den milde. Efter Reykdøla-saga var Tor-
laug Glumsdatter tre ganger gift, sidst med Arnor Kerling-
arnev.

Efter Reykdøla-saga er det saa en frænde av Skutas bort-
løpne hustru som kommer og ber om hans hjælp, der han er
blit lyst fredløs — og det er denne mand som Skuta bruker til
at lokke Glum i bakholdet ved sæteren. Om selve kampen
fortælles der derefter omtrent som i Glums saga.

45

om hænder. Han sa, han var drapsmand og
kunde ikke være i hjembygden sin. Skuta sier:

«Ikke venter jeg mig vansker av dig — eller
hvad vil du gjøre for jeg skal ta mig av dig?»

Han svarer:

«Hvad spørger du om?»

Skuta sier:

«Du skal fare i sendefærd for mig til Viga-
Glum og si disse ord til ham — at du tykkes
trænge, han tar sig av din sak. Jeg tænker, nu
bærer det slik til med eders møte, at han skal
ride til tings. Han er hjælpsom, naar folk træn-
ger ham, og det kan hænde han sier, at du skal
fare til Tveraa og vente paa ham der. Du skal
si at du er haardere i knipe, og du vil heller faa
tale med ham to-ene, og da kan det være han
lægger noget raad til. Du skal be om at faa
træffe ham i Midtaadalen, som gaar op fra gaar-
den paa Tveraa, der som sæteren hans er; si at
du vil gjerne faa træffe ham der paa en av-
talt dag.»

Lauskaren sa ja, og nu gaar alt dette slik som
Skuta har tænkt ut. Den kjøpte svikeren kom
nu tilbake til Skuta og sa ham det. Han sier:

«Da har du løst dit erinde vel — og vær nu
hos mig.»

Nu gik en stund. Og da den tid kom, som Glum
hadde lovet budet at de skulde møtes, budde
Skuta sig til at fare hjemmefra med tredve
mand. Han red nordfra og kommer vest over
Vadlaheien til en hylle i fjeldet som heter Rauda-
hjall. Der stod de av hestene. Da mælte Skuta:

«Her kan dere dvæle en tid, og jeg vil ride ind-
efter lien for at faa vite, om der blir nogen fangst
at faa».

Da han speider ned over dalen, ser han, at en
mand rider opover fra Tveraa; det var en stor
mand i grøn kaape, og han kjender at der rider

46

Glum. Da steg han av hesten. Han hadde en
ytterkappe over sig, tvefarvet svart og hvit. Han
slap hesten paa rydningen og gaar siden til sæ-
teren; da var Glum kommet til selet.

Skuta hadde i haanden det sverd som het
Fluga og hjelm paa hodet; han gaar til selsdø-
ren, slaar i væggen og viker siden bakom selet.
Glum gaar ut tomhændt, ser ikke folk og snur
rundt hjørnet av selet. Kommer da Skuta mel-
lem ham og selsdøren.

Da kjender Glum manden og viker unna — og
gjelet som aaen gaar i var nær sæteren. Skuta
byder ham bie. Glum sier det kunde været likt,
om de hadde været likt budd”.

Glum viker bakover motgjelet, og Skuta søker
efter. Glum stuper sig ned i kløften, og Skuta
leter sig en vei ned, hvor han kunde gaa; da ser
han nede i gjelet, hvor kaapen fløt, løper til og
lægger sverdet igjennem.

Da hører han maal over sig — «liten ære at
øde folks klær». Skuta ser op og kjender Glum.
Han hadde visst om at der var en hylle i fjeldet
der hvor han sprang ned. Da mælte Skuta:

«Det skal du mindes, Glum, at nu har du
rendt og ikke biet paa Skuta».

Glum sier:

«Sandt er det, men det vilde jeg, at du render
ikke kortere før sol gaar ned ikveld». Da kvad
Glum:

Halvt øre værd vil jeg regne
hvert et riskjerr ved aaen,

vel har skogens busker
berget bardagsmanden.

Dermed skiltes de for den gang.

Glum farer hjem og samler folk og sier, hvad-
for usle raad som var blit lagt op imot ham; han
sa ogsaa at det vilde han gjengjælde braatt. Han

? Glum er kommet ut tomhændt, d. v. s. vaabenløs.

47

faar nu paa en liten stund seksti mand sammen.
De rider op i dalen.

Skuta gik til hesten sin, efter han hadde skil-
tes fra Glum, og red bortefter lien og ser nu mæn-
denes ridt og vet at det vil ikke gaa ham godt,
hvis han møter dem. Han finder paa raad —
bryter spydet av skaftet og bruker det til stav,
tar sadlen av hesten og rider barbak, snur ut
ind paa ytterkaapen, mens han later som han
rider og ser efter sau og roper høit.

De kommer efter og spørger om han har set
en stor, høvdingslig mand med vaaben ride frem
over haugene, Det hadde han, sa han. De
spurte :

«Hvad heter du?»

Han svarer:

«Jeg heter Mange omkring Myvatn og Faa
omkring Fiskiløk».

De sier: «Fantord og spot vil du svare os
medl!»

Han sa, han kunde ikke si det sandere, og der-
med skiltes de. Og da de var borte, tok han sine
vaaben og sadeltøi og red kvasst, til han fandt
mændene sine.

De andre trafnu Glum og sa at de hadde møtt
en mand som bare svarte dem med spot, og de
sa, hvad han hadde kaldt sig.

«Nu har dere været raadløse», sier Glum, «der
møtte dere Skuta, eller hvad kunde han sandere
si, for omkring Myvatn er der mange hellesku-
ter, men i Eyjafjord oppe omkring Fiskiløk fin-
des der ikke en heller." Nu har vi hat ham nær
ved os — og efter skal vi ride likevel».

De kom til hyllen, og der var Skuta og hans
mænd. Men der kan bare en mand komme op
om gangen, og det er lettere at verge den med

" Skuta betyr en heller, utover lutende berghelle.

48

tredve mænd end søke indpaa med seksti. Da
mælte Skuta:

«Svært ihærdig har du nu været til at sætte
efter mig; kanhænde tykkes dig at du maa
hevne dig for du rømte unna, og svært djerv var
du til at springe ut i gjelet; ikke var du urapp
paa foten da».

Glum sier:

«Sandt er det; du hadde ogsaa vet til at være
ræd, da du lest være sauegjæteren til Eyfjordin-
gerne, gjemte vaabnene dine og brøt sund no-
gen — jeg mener at du rømmer ikke kortere vei
end jeg».

«Hvordan det saa har gaat hittil, saa søk nu
frem, du som har halve flere folk».

Glum svarer:

«Jeg mener vi faar skilles for denne gang, saa
faar folk mene hvad de vil paa begge sider».

Skuta red nu nordover og Glum hjem til
Tveraa.

17.

Da Tore døde, bygget Torarin gaard paa Nor-
dre Espehol og bodde der.

Glum fik børn med sin kone. Maar het hans
søn, som før er talt om; en anden søn het Vigfus.
De var begge evnelige, men meget ulike. Maar
var stille og sindig, men Vigfus var en mand
som der stod gny om, selvraadig, ram av
kræfter og modig.

Hos Glum var der en mand som het Hallvard,
han var løysingen * hans og fosterfar til Vigfus.
Han raket sammen penger — brukte pretter i
pengesaker. Han haandsalet Vigfus godset sit.
Han slog sig ned paa den gaard som heter
Tjørn oppe i Eyjafjordsdal, og hans vennesælhet

* Løysing — frigit træl.

4 — Tre sagaer.

49

batnet ikke av det, for han var svært langfingret
i beitesalmenningen. Og Vigfus var en dygtig
farmand.

Paa Jorunnstad bodde en mand som het Halle
og blev kaldt Halle den hvite; hans far het Tor-
bjørn og hans mor var Vigdis, datter av Audun
Rotinn. Han hadde fostret Einar Eyjolvsson,
som da hadde overtat gaarden paa Saurbø.
Halle var blind. Han hadde noget at si ved alle
forlikssaker i bygden, for han var baade kyndig
og retsindig i sine domme. Hans sønner var
Orm og Bruse Skald som bodde paa Torvufell
og Baard som bodde paa Skaldstad.* Han var
en braakende og urimelig mand og dygtigere i
vaabenbruk end alle andre, flaakjeftet og styg
til at snakke om folk. Han var gift med Una
Oddkelsdatter fra Tjorsaadal.

En høst kom der bort ti eller tolv gjeldsauer
i sambeitet for Halle den hvite. Og da Baard og
faren møttes, spurte Halle, hvor den anden
trodde der var blit av sauene hans.

Baard svarte:

«Det undrer ikke mig at der kommer bort sau,
naar tyven sitter i nærmeste huset, siden Hall-
vard kom hit i grænden».

Halle sier:

«Det vil jeg, at du bur til sak mot ham og stev-
ner ham for tyveri, og jeg tænker, at Glum bæ-
rer ikke tylvtarkviden fra ham,* hvis jeg stevner
tyvssak mot ham.

" Om ham og hans bror, Gudmund den mægtige paa
Madrevold, nabogaarden paa den anden side av aaen, for-
tælles der i Ljosvetninga-saga; de nævnes ogsaa i flere an-
dre sagaer. Som de fleste av stormændene i Eyjafjordsdalen
var de ættet fra landnamsmanden Helge den magre — denne
slegt gjennem en av hans døtre.

3 Alle disse gaardene, som er nævnt i dette kapitel, ligger
sydligst — øverst i dalen.

* Tylvtarkviden, som skal dømme i saken, bestaar av
goden og elleve mænd, som han opnævner. Flertallets kjen-

50

Baard svarer:
«Det tør bli vanskelig at søke tylvtarkviden
mot de frænderne, Glum og Vigfus».

18.

Nu stevner Baard saken. Og da Vigfus hører
det, sier han til sin far, det huger ham ikke at
folk stevner tyvssak mot hans fosterfar. Glum
svarer:

«Du vet at han er utro, og saken vil bli ilde
omtykt, hvis nævningerne frikjender ham».

Vigfus sier:

«Da vilde jeg ønske det dreiet sig om større
ting». ;

Glum svarer:

«Bedre tyktes mig det var at betale bøter for
ham og la ham flytte hit og gi op gaarden, heller
end jeg skal spilde den vyrding jeg nyter for en
slik mands skyld».

Nu kommer folk til tings og der skal dømmes
i saken, og Glum skal bære frem tolvmands-
nævndens kjendelse. Da merket Vigfus at han
vilde la kjendelsen gaa imot; han gik frem til
retten og sier, at hvis hans fosterfar blir dømt,
da vil han at Glum skal faa mene, det er dyrt
kjøpt. Og det blev slik at Glum spildte saken og
berget ham fra dommen — og fik uære av det.

Men en vinter eller to efter dette kom der bort
for Halle en tun-galt saa fet at den snaut kunde
staa op. Da kom Baard en dag og spurte om
galten var blit dræpt. Halle sa, den var blit borte.
Baard svarte:
delse er avgjørende. Staar seks stemmer mot seks, gjør

godens stemme utslaget. Da goden i dette tilfælde er Glum,
avgjør han i virkeligheten sakens utfald.

51

«Han er vel dradd avsted for at lete efter de
sauene, som blev stjaalet her forleden høst».

Han sier:

«Jeg tænker den er gaat samme veien — vil
du stevne Hallvard ?»

Baard svarer:

«Jeg skal gjøre det, for nu vil ikke Glum berge
ham fra kviden, for Vigfus voldte det, da han
blev berget sidst, og nu er ikke han her i landet».

Baard tar paa sig saken og farer i stevnefærd.
Og da han finder Hallvard, faar han braatt ende
paa saken; han hugger hodet av ham. Siden sa
han det til sin far. Han lot ilde over det og för
til funds med Glum, sa ham det som var hændt
og byder ham selvdømme. Glum tar imot det,
sætter en liten pengebot og lot betale for galten
og sauene; dette blev vel omtalt.

Men da Vigfus kom hjem, blev han ilde ved
for Hallvards drap. Glum sier:

«Ikke vil jeg taale at det forlik som nu er gjort,
blir brutt».

Nu ænset ikke Baard og Vigfus hinanden, selv
naar de traf sammen.

Sommeren efter blev der stevnet hesteting, og
der skulde alle de hester som var i bygden his-
ses mot hinanden, de fra den øvre hrepp * mot
de fra den nedre; hver hrepp skulde vælge sin
mand til at si, hvem som vandt, og disse op-
mænds avgjørelse skulde gjælde. Fra den øvre
hrepp blev Baard valgt og fra den nedre Vigfus
Glumssøn. |

Der var mange hester og god skjæmt og
mange kampe mellem jevngode hester; der var
mange hestekampe utover dagen. Det endte
slik at like mange hester hadde bitt godt fra sig

* Hrepp: tinglag paa mindst 20 bønder, mindste admini-
strative inddeling paa Island, særlig for fattigvæsenet.

52

og like mange hadde rømt unna, saa de blev
enige om at det stod likt. Men saa nævnte Vigfus
at han eiet en hest som ikke hadde været ført
frem — «og det er den bedste av alle som har
kommet hit idag; dere faar leie nogen imot
den».

Baard svarer:

«Visynes den ser ussel ut; vi vil ikke føre nogen
imot den, og kalder det jevnvig likevel».

Vigfus sier:

«Dere har vel ingen, og du vil ikke at det skal
bli sagt, dere vandt ikke».

«Hittil har du holdt dig til sandheten, men nu
skyer det nok over og nu kjendes det, at du har
nok oftere staat ved burshyllerne og snakket
med mor din om matstellet end gaat til heste-
kamp, og det lille skjegget dit er ikke blit længer
av det».

Vigfus 10 og mange andre ogsaa.

Halles huskarl kom hjem, og Halle spurte om
hestetinget. Huskarlen svarer:

«De tykte det var jevnvig».

Halle spurte :

«Blev de enige, Baard og Vigfus?»

Han svarer:

«Visst vel — likevel mælte Baard et ord til
Vigfus».

Han spurte:

«Hvad var det?»

Huskarlen fortæller det. Halle mælte:

«Det vil der komme vondt ut av».

Huskarlen sier:

«Vigfus 10 av det».

Halle svarer: |

«De frænderne pleier at le, naar drapshugen
er over dem».

Nu møttes Baard og Halle, og Halle spørger,
hvordan det kunde komme over ham at mæle

33

saa stygt — aog jeg er ræd for at store ulykker
vil det drage efter sig. Der er bare ett raad, at
du reiser utenlands og kjøper dig hustømmer
og er ute i tre vintrer, ellers er du visst feig.»*

Baard sier:

«Ingen ting at bry sig om vilde det være, hvis
ikke du varen stakkar; slikt volder alderen, at
du ræddes for sønnerne dine».

Halle sier:

«Endda du er en stor kjæmpe, kan det bli van-
skelig for dig at holde dig i bygden».

Han gjør efter sin fars raad og farer utenlands.
— Siden kjøper Halle en landstryker til at fare
omkring i Skagafjord og bygderne vestenfor
der og si, at Baard för ut for han trøstet sig ikke
til andet med disse frænderne, Glum og Vigfus,
end fare ut for et ords skyld — «og ingen tør
gjøre dem imot i bygderne».

Lauskaren gjorde som Halle bad. Dette tiltak
var gjort for at Baards frænder skulde faa sitte i
fred for hans skyld. — Baard var borte en vinter
og saa kom han ut til gaarden sin.

19.

Halle hadde drevet gaarden for Baard, mens
han var ute, og hadde latt hugge tømmer i Midt-
aadalen, i skogen som Baard eiet.* Baard hadde
ogsaa hat med sig meget tømmer ut. Han var
stundom paa sin egen gaard og stundom hos
sin far.

Baard sier at han vil hente hjem tømmeret
sit. Halle svarer:

I Feig, d. e. laget til at dø.

3 Løv-skogen paa Island gav ikke grovt bygningstøm-
mer i sagatiden heller, men gav da i stor utstrækning træ-
materialer.

54

«Det vilde jeg, at du farer ikke selv; det er
ikke godt at stole paa Vigfus og hans far».

Baard sier at folk trænger ikke bli vår færden
deres. Han för avsted med en huskarl og hadde
mange hester med sig.

Una, konen hans, hadde faret til Vidines til
sin søster Oddkatla. Baard kom dit og Hlenne*
bød til at sende en anden mand til skogs, saa
kunde Baard bie der — det tykte han var mere
forsigtig. Han sa, det trængtes ikke.

Søstrene fulgte ham ut av gaarden, og da de
snudde hjemover, saa Una sig tilbake over
akselen efter ham og faldt ned i uvit. Og da hun
kom til sig igjen, spurte søsteren hvad hun
hadde set.

«Jeg saa døde mænd gaa imot Baard, og
mon han være feig og vi to sees aldrig mere».

Nu för Baard og huskarlen, og da de kom til
skogen, la taaken sig tykt. De knippet sammen
tømmeret og spændte hestene for.

Tidlig om morgenen var sauegjæteren paa
Tveraa paa føtterne. Det var ofte at Vigfus
møtte sauegjæteren og spurte om tidender — og
det gjorde han denne morgenen — og sa: «Un-
derlig er det at du altid finder fæet i slik skodde,
aldrig kunde jeg finde fæet i slik skodde».

Han svarte:

«Det var ingen sak for mig at finde fæet, de
hadde værre for at finde hestene sine imorges,
de som jeg saa i skogen, endda de var like ind-
paa dem, og endda var de glad til — den ene
var i grøn kjortel og de hadde skjold ved siden».

Vigfus spørger om han kjendte manden. Han
sier, han trodde det var Baard — «for han eier
skogen som de var i».

" Og Midtaadalen, hvor Tveraasæteren ligger, tar op fra

hoveddalen østover like ved Tveraa.
å Hlenne den gamle paa Vidines er gift med Oddkatla.

55

Vigfus mælte:

«Find tre av hestene mine».

Der var to austmænd” som hadde vist PE
Vigfus bad dem ride med sig og sa at han vilde
ride til laugen. Han stevnet syd fra gaarden mot
Laugardal. Da mælte austmændene:

«Hvor vil du nu ride?» *

Han svarer:

«Jeg har nogen erinder først» — og red fort
foran dem, og de för sydover op fra gaarden, til
de saa Baard komme ut av skogen med træk-
hestene.

Baards huskarl sa at folk kom efter dem og
mælte: «Haardt rider disse efter», sa han.

«Hvadfor tidender er dette?» sier Baard. Han
svarer:

«Det er Vigfus, og det vilde jeg, at vi rider
unna; endnu kan vi gjøre det uten skam, saa
længe vi ikke vet, hvad de vil».

Baard sier:

«Ikke vil Vigfus søke indpaa mig selvtredje,
hvis ikke du er med mig».

Han svarer:

«Fusere er jeg til at følge med hestene, saa

kunde du ride til Vidines. Det kan ingen snakke
vondt om dig for at du rider dit du har erin-
de; endda vet du ikke visst hvad de vil som
efter rider, og Hlenne sa, at du skulde ikke tro
dem.»

Baard sier:

«Du skal ride i forveien og varsku folk, hvis
min færd blir senere end rimelig er, for det vil
ikke bli avgjort saa braatt med Vigfus og mig,
hvis vi skal møtes to-ene, og han er for god
dreng til at gaa paa mig selv tredje. Men hvis vi
er to og de tre, da vil de nok nytte folkemon.»

! Austmænd, d. e. nordmænd.
3 De varme kilder er ved Ravnagil, nordover i dalen.

56

== —

Nu gjorde han som Baard sa, og Baard løste
skjoldet sit og budde sig som ham tyktes bedst.
Og da de møttes, spurte Baard, hvad deres erinde
var. Vigfus sa, at de skulde ikke begge to komme
levende fra dette møte. Og Baard sa, det var
han rede til, hvis de to skulde leke sammen —
«men det er ingen manddom at tre gaar mot
en.»

Da mælte austmændene, at de vilde blit sit-
tende hjemme, hvis de hadde visst om Vigfus”
erinde, og de sa, at de vilde ikke veite hjælp,
hvis ikke folk kom Baard til undsætning, siden
følgesvenden hans hadde rendt unna. Vigfus bad
dem se først hvordan det gik.

Siden kjæmpet de en lang stund, og ingen av
dem blev saaret, men det gik saa uheldig for
Vigfus, at han maatte vike tilbake hver gang,
før han naadde at føre et hugg. Baard hadde
sverd og verget sig aagjetes vel og blev ikke
saaret.

Austmændene syntes det vilde være for ilde,
skulde Vigfus bli strakt til jorden, mens de stod
hos, og folk kom Baard til hjælp. Da løp de ind-
paa Baard og dræpte ham, og han var død, da
Hlenne og mændene hans kom.

Vigfus og austmændene red hjem, og Glum
lot ilde over verket og sier, herav vil der komme
store ulykker i bygden.

Halle farer til funds med sin fostersøn, Einar
i Saurbø, og ber ham ta sig av eftermaalet. Han
sa han var skyldt til det, at ta op saken efter sin
frænde og fostbror. Siden red de og søkte Tora-
rin! og bad ham om hjælp. Torarin sier, han vet
ingen mand som han heller vil ha at gjøre med,
og de bandt sit venskap sammen med eder; det
skulde gjælde dette maalet og alle andre.

! Torarin Toresson paa Espehol.

37

Saken kom til tings, og der blev søkt at faa
istand forlik. Men dermed gik det saa tungt at
der var ikke valg for haanden, for her stod lov-
kyndige og hugdjerve mænd imot, Madrevellin-
gerne og Esphølingerne. Saken endte da med
at austmændene blev fredløse og der blev betalt
penger for at Vigfus skulde faa reise fra landet;
tre somrer skulde han faa til at søke sig skibs-
leilighet bort fra Island, og for hvert halvaar
skulde han ha tre steder, hvor han var fredhel-
lig — han var da fjørbaugsmand.! Og hjemme
maatte han ikke være for stedets hellighet,* og
han var længe paa Uppsalir, og folk trodde, han
var i en av landets andre fjerdinger. Han vilde
ikke fare ut, da denne frist var omme. Da blev
han utlegd, og Glum holdt ham gjemt. Men fred-
løse mænd maatte ikke være der, for det vilde
ikke Frøi taale som eiet hovet der.

Gik saa seks vintrer.

20.

Nu maa det fortælles at fostbrødrene Arngrim
og Steinolv vokste op. Da Torgrim paa Madre-
fell døde, overtok Arngrim gaarden, og Steinolv
bodde hos ham, og der var like stor kjærlighet
mellem dem som der nogengang hadde været.

Arngrim giftet sig og fik Tordis Bjørnsdatter,
søster til Arnor Kerlingarnev. Steinolv för paa
kjøpmandsfærder, men var hos Arngrim, naar
han var her paa Island.

Saa var det en sommer, da han kom til Eyja-
fjord, at Arngrim ikke bød ham hjem til sig og
ikke talte til ham naar de møttes, og han fandt

* Fjørbaug 2: den «mindre fredløshet».

? Frøis hov stod paa Hripkellstad, som maa ha ligget
under Tveraa. Glum var hov-gode her.

58

det til sak, at han skulde ha talt mer med Tordis,
konen hans, end sømmelig var. Men folk flest
sier, at der var litet eller intet sandt i det.

Glum bød ham da hjem til sig, og slik gik det
nogen halvaar — han var hos ham, naar han
var her ute, og der var kjærlig frændsømd mel-
lem dem. Steinolv var en meget dygtig mand.

En sommer bød Glum ham ikke til sig og sa, at
han vilde, han skulde være paa Uppsalir hos sin
far — «jeg byder dig ikke hjem til mig, for jeg
tykker ikke det er godt at du gaar slik fra hus
til hus, men hvis du er hos far din, saa kan du
gaa hit bort til Tveraa, og glad skal jeg bli naar
vi møtes.»

Nu gik det nogen vintrer paa den maaten, at
Vigfus var paa Uppsalir med Arnor Raudkind,
mens han var utlegd, og Steinolv var der ogsaa.

En høst giftet bonden i Øksnafell! sin datter
bort og bad til bryllups alle de bønder som var
regnet for de mægtigste i Eyjafjord. Steinolv
var ogsaa buden. Han kom til Tveraa og vilde
reise i følge med Glum. Han lot om at han vilde
ikke fare. Steinolv sa: |

«Jeg liker ikke det at du er upaalitelig.»

Glum svarer:

«Mindre mén mon komme av at jeg er upaa-
litelig end av at du er uvørn, og jeg kommer der
ikke — han slaar stort paa,» sier Glum, «for en
bonde, be til sig saa mange stormænd, hvis der
ikke ligger nogen list under. Jeg grunder paa
det, hvad som stikker under dette gjestebudet;
ikke tar bonden det av sig selv, og jeg tror det
er bedre at mine venner ikke farer.»

Steinolv för til gjestebudet og alle de som var
indbudt, saa nær som Glum. Einar Eyjolvsson,
Torvald Krok og Arngrim talte meget sammen.

* Nabogaard til Vidines.

59

Den dag, da mændene skulde bryte op, holdt
Einar en lang tale om styret i bygden og sa, det
høvet jevnlig, naar mange folk kom sammen,
saa fik man snakke noget om det som laa mest
magt paa, om det kunde bli bedre end det var
— «længe har her været ufredelig mellem stor-
felte mænd, og mine ord vender jeg dit, hvor
frænderne Arngrim og Steinolv sitter. Graatt
har det været mellem dem, men vi tænker at
løgn har voldt det og uvenners tale. Nu vil Arn-
grim byde Steinolv hjem til sig og fagne ham
sømmelig, hvis han vil ta imot det — og læg nu
ned uvenskapet, dere to.»

Steinolv sa, det vilde han gjerne; han nævnte
at han visste, han hadde ikke nogen skyld paa
sig, og sa at han hadde Arngrim kjærest av alle
mænd.

Siden för folk hjem, men Steinolv för med
Arngrim, og han var der nogen nætter med me-
gen sømd.

21.

En dag spurte Arngrim Steinolv om han vilde
fare med ham op til Grund til en skytning”) og
være der to-tre nætter. Han svarer:

«Jeg faar være hjemme imens og fare en an-
den gang, naar du er hjemme.»

Arngrim sa, da vilde han at den anden skulde
bli her, til han kom hjem, hvis han ikke vilde
fare med.

Nu för Arngrim til Grund, og Steinolv var efter
paa Madrefell om natten. Og om morgenen sat
Steinolv ved ilden og hadde noget arbeide mel-
lem hænder; det var en liten ask, som husfruen
eiet. I det samme kom Arngrim hjem, og Tor-

! 92: sammenskuds-lag.

60

vald Krok var med ham. Og da de kommer ind
i ildhuset, bøier Steinolv sig ned. Da hugger
Arngrim til ham i hodet, saa det blev hans
bane.

Da gik husfruen frem til ham og mærlte:

«Som en usling hugg du. Klokere folk end du
er har raadet dette — men fra denne dag skal
jeg aldrig mere være din hustru.»

Farer hun nu til Arnor Kerlingarnev og kom
aldrig siden i seng med Arngrim, og før hun red
bort, mælte hun:

«Det vil bøte paa det at du, Arngrim, har faa
levedager tilbake, for de blir værre at møte, som
siden kommer over dig.»

Hun blev siden gift med Aasgrim Ellida-
Grimsson.

Arngrim og Torvald Krok red til Espehol og
sa Torarin tidender og bad ham ta sig av saken
og nævnte at de hadde hverken vett eller venskap
nok til at staa sig mot Glum. Men Torarin var
baade klok og vennesæl. Han svarer og sier,
han syntes det var en illgjerning og han varræd,
illt vilde komme av det. Torvald sa, det nyttet
ikke at klage over gjerningen, og han trodde
broren vilde braatt faa flere vanskeligheter at
greie med, hvis han ikke vilde ta sig av dem;
han sa, det kunde være at de fandt hjælpesmænd,
hvis han la sit ord til. Torarin svarer:

«Det er mit raad at dere flytter hit begge to
fra Grund og fra Madrefell og samler folk til os
som snarest og slaar sammen huslyden vor, før
Glum blir var det.»

De gjør dette før Glum faar spurt det. Og da
han faar vite det, samler han folk og farer imot
dem, men han fik ingen fangst med det, for
Esphølingerne hadde flere folk. Saa sat de i ro
om vinteren.

61

Men de kunde heller aldrig komme over Glum
den vinteren. Han var saa vår om sig, saa han
fandtes aldrig i den seng som var blit redd op
til ham. Ofte sov han litet om nætterne, og da
gik han og Maar og talte om retssaker.

En nat spurte Maar, hvordan han hadde sovet.
Glum kvad en vise:

Ikke kan jeg sove

søtt i gaarden hjemme,
førend disse drenger

bøtet har drapet — fuldt ut.
Naar valkyrjers lue'

galer over deres

hoder, er det bøtet.
Før drap jeg mand for mindre.

«Nu skal jeg si dig drømmen min. Jeg syntes
jeg gik ut av gaarden her; alene og vaabenløs,
og det tyktes mig at Torarin gik imot mig og
hadde en stor brynesten i haanden. Det syntes
mig at jeg var usselt budd til møtet vort. Og
mens jeg tænkte dette, saa jeg en anden bryne-
sten like ved mig; da gjorde jeg mig rede til at
møte ham. Og da vi møttes, vilde vi begge kaste
mot hinanden, men stenene møttes og der blev
høit brest av det.»

Maar spørger:

«Tykte du det kunde kaldes hus-brest?».?

Han svarer:

«Det var mere end som saa.»

«Tykte du det maatte kaldes bygde-brest?»*”

Glum svarer:

«Vel maatte det kaldes saa, for jeg tyktes vite
at det hørtes over hele bygden. Og da jeg vaag-
net, kvad jeg denne vise:

Limfjords-binners* djerve
herre saa jeg stride;

1 2: sverdet.
* 9: at braket høres bare paa gaarden, over hele bygden.
* 9: Limfjords-binner er hærskiber.

62

brynesten brukte han mot mig
— tyktes mig i drømmen.
Haardt tok mig da harmen,
fandt jeg mig en hardstein,
syntes at jeg slængte

stener imot stener.

Maar sa, det var rimelig at det gamle ordtaket
vilde sandes: «med vonde stener vil dere ramme
hinanden før det slutter».

Glum svarer:

«Ikke er det ulikt til at det blir slik — mangt
bæres for mig nu — endda har jeg en drøm til
at si dig. — Jeg tyktes staa ute, og da saa jeg to
kvinder. De hadde et traug mellem sig, og de
stillet sig paa Hrisateig og øste blod utover hele
bygden. Saa vaagnet jeg, og jeg tror vi spørger
snart tidender — og han kvad denne vise:

Kjæmpen saa valkyrjer

ride frem paa bøen,
sverdbrak tror jeg det tyder,
graa spyd bæres i gaarden.
Eggmøtets diser øste

valblod utover bygden.
Bardag tyder synet

— venner vil glædes ved det.

Denne morgen för Maar til Madrefell med
sytten mand for at stevne Arngrim for drapet,
og Glum blev igjen selv sjette og bad dem
komme fort hjem. Tilbake hos Glum var Jødurr
og Eyjniv, søn av Torleiv den høie, Torvald Ta-
salde, Glums søstersøn, og to træller.

22.

Helga, Glums søster, som hadde været gift
med Steingrim i Sigluvik, var da flyttet til Lauga-
land." Hun var mor til Torvald Tasalde, og han
var atten vintrer dengang.

! Nord for Tveraa.

63

Torvard het en mand som var søn av Ørnolv
og Yngvild som blev kaldt Allra-systir. Han
bodde paa Kristnes.." Gudbrand het hans søn,
han var tolv vintrer gammel. Torvard var en
gammel mand nu, klok, men maatelig godlyndt.

Han var tidlig paa føtterne denne morgen og
bad gutten faa i hester; siden rider de til Tveraa.
Og da de kom dit, var Maar netop redet bort.

Glum fagnet Torvard vel. Han spørger om der
er gjort noget for at faa istand forlik mellem
mændene. Glum sa, der var ikke det. Torvard
sier: «Er saken tat op?»

Glum sa den var ikke det.

«En slik dag kunde høve bra til det, taaken er
tæt, og ingen vilde bli vår det, hvis mændene
för stilt.»*

Siden sier Glum ham hvad som er gjort og
nævner at de er bare seks mand hjemme. Tor-
vard svarer:

«Du er heller faamændt, men det er likevel et
forstandig raad du har tat.»

Nu rider Torvard til Espehol, og der var folk
ikke staat op endda, da de kom. Han fandt Tora-
rin og spørger:

«Hvad tænker dere at gjøre — vil dere byde
Glum noget forlik i vigsmaalet?»

Torarin svarer:

«Vanskelig tænker vi det vil bli, at tilbyde
Glum forlik.»

Torvard sier:

«Er drapssaken stevnet?»

Torarin svarer:

«Ikke har jeg spurt noget til det, eller vet du
noget?»

* Kristnes, landnamsmanden Helge den magres gamle
gaard, ligger paa vestsiden av aaen, længer ute mot fjor-
den, nord for Tveraa.

å Torvard mener, at Esphølingerne vil møte stevningen
med vaabenmagt.

64

Han sier:

«Maar för imorges med sytten mand for at
stevne i saken, og Glum sat hjemme selv sjette;
nu kunde dere ha fuldgodt høve til at rette paa de-
res lut, men dere faar liten fremgang, for dere er
ikke saa snare i raadgjerderne som Glum.»

Torarin svarer:

«Jeg har ikke lyst til at stevne motsak imot
dette paa løst prat.»

Torvard sier:

«En faar se paa det, om der var nogen grund
for det eller ikke, før Steinolv blev dræpt — har
han ikke lokket konen hans? Visst tænker jeg
det, at en slik sak er vel ikke ingenting.»

Torarin svarer:

«Ilde vilde jeg like at fare med et slikt maal.»

Han sier:

«Hvad er det for snak? Brydde Glum sig om
noget, da han fik Sigmund, maagen deres, dømt
til at ligge uhellig ? — og nu er det vel klart, at
dere skal ikke la dere svivyrde slik!»

Nu stod mændene op, og Torvald Krok egget
til at ride til Uppsal og stevne Steinolv til at ligge
uhellig. Torarin svarer:

«Ikke er det raadelig — men vi faar gjøre det
likevel.»

De var femten i følge; syv er nævnt: Torarin
og Torvald Krok og hans søn Ketil, Arngrim og
Eystein berserk og Tord Ravnsson som bodde
paa Stokkahlade og var gift med Vigdis Tores-
datter, Sigmunds enke, Eyvind Austmand, som
hadde vist hos Tord.

Nu för de til Uppsalir, og Torvard för til Øn-
gulstad * — der bodde en god bonde som het Halle

I Øngulstad er paa den anden side aaen, hvor ogsaa Upp-
salir og Tveraa ligger, mens Kristnes og Espehol er paa den
vestre side av aaen. Torvard rider vel dit for at kunne følge
med i begivenheternes videre utvikling.

5 — Tre sagaer.
65

den digre. — Sønnen sin sendte han til Tveraa og
bad ham si Glum, hvad Esphølingerne hadde fore
— «og rid siden til møte med mig saa fort du kan.»

Men da Torvard kom til Øngulstad, spurte
Halle, om han kunde fortælle noget nyt.

«Ikke endda,» sa han. Siden sa han Halle, hvad
som var i emningen. Og Halle tyktes skjønne
det, at det var ham som hadde faat alt dette paa
gang; han sa at slike mænd var til stor ulykke,
for han vilde sætte illt mellem alle mennesker
— «og det var tilpas til dig, om du blev dræpt.»

Halle för skyndsomst med alle de av folkene
sine som han kunde faa samlet, baade karer og
koner, og vilde gaa imellem mændene, hvis det
skulde trænges.

Gudbrand kom til Tveraa og sa at far hans
hadde sendt ham dit; han sa Glum tidenden —
«han sa, at han var skyldig at si dig det som rø-
rer dig — at Esphølingerne vil stevne Steinolv
til at ligge uhellig.»

Glum sier:

«Hvi kom far din ikke selv?»

Han svarer:

«Jeg kalder det ett og det samme, hvem av os
som för.»

Glum sier:

«Vel har far din gjort, at han sendte dig hit,
om vi skulde komme til at tarve mænd.»

Han løftet gutten ned av hesteryggen og bandt
hesten hans. Da mælte Gudbrand:

«Far min sa, at jeg skulde skynde mig hjem.»

Glum svarer:

«Visst ikke, heller vil far din at du syner mand.-
dommen din idag.»

Nu tok Torvard til orde":
«Sen er Gudbrand, søn min.»
! Han er fremdeles i følge med Halle fra Øngulstad.

66

Halle sier:

«Hvor för han hen?»

Torvard svarer:

«Jeg sendte ham til Tveraa.»

Halle sier:

«Det er vel at du træffer nogen som er slu,
dette er tilpas til dig.»

Esphølingerne rider over aaen; Glum ser fær-
den deres og at de tænkte sig over ved Kvern-
aavadet. Da mælte Glum at Maar var heller
sen *. Siden løp Glum ut av gaarden efter dem
og de med ham som var hjemme — seks karer
med Gudbrand.

Glum hadde skjoldet sit, huggespyd og sverd
ved beltet, løper i forveien bortigjennem leitet
og mændene hans efter. Og da Torarin ser fær-
den hans, byder han at de skal ride veien sin
frem og hverken fortere eller langsommere —
«det kan ingen laste os for.»

Tord Ravnsson spurte om de skulde la sig elte
av Glum, femten mand — «og han har seks.»

Torarin svarer:

«Vi skal ride, for Glum vil hefte os, mens han
venter paa mændene sine.»

Tord sier:

«Det er ikke underlig at vi ofte kommer til
kort mot Glum, naar han staar likt i striden med
dig, siden du ikke tør bie paa ham, naar han har
faa mænd — likevel skal han ikke jage mig» —
og han steg av hesten.

Eystein berserk sier at han vil ikke ride unna
— «saa sier de at de har eltet os.»

Torarin sier:

«Det synes mig uraadelig.»

Men da Glum saa at de stanset, sagtnet han
sin gang og ropte til Torarin og spurte, hvad

! Som endda ikke er kommet tilbake fra Madrefell.

67

for erinde de hadde paa Uppsalir. Torarin sa at de
hadde stevnet Steinolv til uhelg". Glum mælte da:

«Er ikke det at gaa svært hardt paa? Vil dere
ikke ta imot forliksbud, og kanske vi kunde
raade noget for sakens utfald?» ?

Torarin saa at Glum vilde hefte dem og bad
mændene ride. De gjorde saa. Glum spurte:

«Kryper dere unna?»

Men de för unna, og naar de för langsommere,
gjorde Glum det samme og ventet paa mæn-
dene sine og mælte:

«Ikke vil saken bli vennesæl, hvis dere blan-
der løgnmæler op i den — det faar dere svivyr-
ding av.»

«Ikke kan vi bry os om det nu — strævsomt
blir det at tas med dig.»

Glum kom op paa siden av dem og taler med
dem, der de rider, og sinket dem slik. Og da han
saa at han ikke kunde hefte dem bort længer og
vet at det er von, mændene hans kommer snart,
skjøt han sit spyd efter Arngrim ; det gik igjen-
nem begge sadelbuerne og laaret, og Arngrim
var ilde kampfør den dagen.

Siden løp Eystein først av mændene indpaa
Glum og Torvald Tasalde imot ham, og de lekte
med hinanden slik at de tyktes ha det bedst,
som var længst fra deres samgang, og begge to
var de modige og hadde ramme kræfter; de
gav hinanden mange og store hugg.

Torvald Krok søkte haardt indpaa Glum og
mange mænd med ham, og Glum veg baklængs
med de mænd som fulgte ham, og verget sig.
Men Torarin steg ikke av hesten, og det tyktes
ham, de var likevel for mange om en.

) Stevningen paa Uppsalir er endda ikke foretat — de er
paa fremveien nu.

å Det er sagt spottende. --- Glum haaner dem for de vil an-
lægge sak paa grund av disse rygterne.

68

23.

Mens de kjæmpet, kom en mand springende;
han var i skindkuvl og hadde sverd i haand.

Han kom dit hvor Torvald Tasalde faldt for
Eystein, og dermed løper han ind paa Eystein
og hugger ham banehugg. Siden för hani
flok med Glum, og da mælte Glum dette:

«Kom heill du, Tundarbenda, godt kjøp var det,
da jeg kjøpte dig; du er vel værd prisen din idag !»

Glum eiet en træl som het slik, derfor mælte
han dette — men manden var Vigfus, sønnen
hans, og faa eller ingen uten Glum kjendte ham,
for tre vintrer hadde han været utlegd og i
gjemsel, og folk flest trodde han var reist ut av
landet.

Det bar til, mens Glum drog sig bakover, at
han faldt og laa og begge trællerne hans blev
liggende ovenpaa ham, og der blev de stinget
til bane med spyd. Og i det samme kom Maar
til med mændene sine. Da sprang Torarin av
hesten, og han og Maar kjæmpet paa den maa-
ten at ingen anden tok del i med dem. Og Glum
sprat op og kjæmpet slik at ingen kunde laste
ham for det, og nu var der ikke folkemon paa
nogen av siderne.

Eirik het Torarins huskarl. Han hadde været
ved arbeidet sit om morgenen, han hadde hver-
ken vern eller vaaben. Han fik tak i en trælurk
og för Torarin tilhjælp, og Glum fik stor skade
av ham, for mænd og skjolder ødelagdes for det
som han hadde at slaas med.

Det er sagt at Halldora, Glums hustru, kaldte
kvinder til sig — «og skal vi binde om saarene
til de mænd som det er von om kan leve, hvilken
flok de end er av.»

Og da hun kom til, faldt Torarin for Maar, og
han var hugget i skulderen slik at lungen faldt

69

ut av saaret. Og Halldora bandt 01: saaret hans
og sat over ham til bardagen var slut.

Halle den digre var først til at komme og gaa
imellem og mange mænd med ham. Og bar-
dagen sluttet slik, at fem mænd var faldne av .
Esphølingerne: Torvald Krok og Arngrim, Ei-
rik og Eystein austmand. Av Glumsflokken var
disse faldne: Torvald Tasalde, Eyjolv Torleivs-
son og Jødurr og to træller.

Torarin för hjem med følgesvendene sine.

Glum för ogsaa hjem med sine mænd og lot
de døde føre i et uthus, og staselig blev der stelt
om Torvald Tasalde, for under ham blev der lagt
klær og han blev sydd ind i huder.

Men da mændene var kommet hjem, talte
Glum til Halldora:

«Færden vor idag hadde kunnet bli god, hvis
du hadde blit hjemme og Torarin ikke var kom-
met bort med livet.»

Hun sier at der er liten von om liv for Torarin
— «og likevel blir det kort stund du kan være
her i bygden, hvis han lever, men hvis han dør,
kan du aldrig være her i landet.»

Siden sa Glum til Gudbrand:

«Du har avlet dig stor navnkundighet idag, da
du la Torvald Krok til jorden, og stor hjælp ydet
du os idag.»

Han svarte og sa, det hadde ikke været slik
— han hadde bare verget sig selv. Glum svarer:

«Jeg saa greit som det bar til — barn av alder
og fælde slik en kjæmpe som Torvald var; du
kommer til at bli navngjeten av dette verk. Jeg
fik sømd av det utenlands, at jeg drap berser-
ken.»

Han svarer:

«Ikke har jeg dræpt Torvald!»

Glum sier:

70

«Ikke kan det dølges, ven, du gav ham bane-
saaret; støt ikke fra dig lykken din!»

Saa længe trættet han med Gudbrand, til han
trodde det og kjendtes ved daaden og ventet sig
hæder av den. Vel kunde det ikke dølges, at
dette ikke blev trodd fra først av, men da var
drapet lyst ham paa haand, og tyktes der da
være mindre vinding at vente end de hadde
tænkt, som drev eftermaalet efter Torvald.

Folk sier at Glum mælte:

«Det liker jeg ilde, at Maar lar hodet sit binde
om, for han har faat en kul i det.» — Det var et
aapent saar som var hugget i kryss, han kaldte
slik. Maar svarte:

«Jeg vilde ha trængt det mindre, hvis jeg hadde
lagt mig ned og brukt trællene mine til skjold.»

Da mælte Glum:

«Hard var slaatten paa Hrisateig nu idag, gut-
ter.»

Maar sier:

«Du vil nok faa merke at det har været hard
slaatt — for nu har du slaat Tveraalandet ut av
hænderne dine.»

Glum svarer:

«Jeg tænker at det vet ikke du saa nøie.»

Maar sier:

«Kanhænde at jeg ikke vet det — for det kan
det nok gaa dig som om jeg visste det.»

Da Helga, Glums søster, spurte disse tidender,
för hun til Tveraa og spurte, hvordan sønnen
hendes hadde gaat frem. Glum svarer:

«Ikke har der været djervere mand.»

Da mælte hun;

«Jeg vilde gjerne se hans lik, siden det er alt
jeg kan vinde.»

Det fik hun, og saa lot hun ham lægge paa en
vogn og stelle forsigtig med. Og da hun kom

71

hjem, renset hun hans saar og bandt om dem
efterpaa, og det gik slik at han fik igjen mæ-
let.

Det var loven dengang, at hvis der faldt like
mange paa hver side, skulde det kaldes jevnvig,
selv om mændene ikke tyktes være like meget
værd, men hvis en av flokkene hadde mistet
flere mænd, skulde de vælge, hvem de vilde føre
eftermaal efter. Men om der siden kom frem
noget i maalet, som voldte at de tykte, det hadde
været bedre at vælge anderledes, saa kunde de
likevel ikke gjøre om valget. Og da Torarin
spurte at Torvald Tasalde var i live, da valgte
han at ta op eftermaal efter sin bror Torvald
Krok. Men litt senere fik han vite at dette drap
var blit lyst paa Gudbrand, og da ønsket han at
han hadde valgt en anden, men nu maatte han
holde frem med det han først hadde valgt.

Nu møttes de med Einar Eyjolvsson; Torarin
nævnte at nu maatte han ta sig av deres sak,
slik som de før hadde avtalt. Han sier:

«Jeg husker det nu som før — at Baard blev
dræpt.»

Tok nu Einar op saken paa tinget om som-
meren og saksøkte Glum. — Torarin laa av saa-
rene sine hele sommeren, og det samme gjorde
Torvald Tasalde, og begge blev grødet.

Glum hadde stor hjælpesmagt paa tinget om
sommeren, og det hadde de andre med. Nu søkte
mægtige frænder paa begge sider at faa istand
forlik, og det blev da forliket, at Steinolvs drap
skulde bøtes med at utlegsdommen over Vigfus
Glumsson blev tat tilbake. Men Gudbrand blev
fredløs for drapet paa Torvald, og Glum skaffet
ham bort fra landet.

Slik stod sakerne, da de för hjem, og Torvard
og Torarin likte det ilde; Torarin tykte ikke han

12

hadde faat nogen opreisning efter sin bror Tor-
valds drap.

Nu sat Glum med hæderen. — Vinteren efter
kom der ut en vise, som Glum nylig hadde laget:

Vinstaups Sif' har spurt mig,
hvadfor storverk jeg øvet.
Nu vil jeg ikke nævne

drap fra gamle dager.

En, som mættet ravner,
ligger endda ubøtt;

dette faar bli i mørket,

dette som faa har fregnet.

24.

En dag da mænd var ved Ravnagilslaug, kom
Torvard dit. Han var en svært lystig kar og fandt
paa megen moro. Han mælte:

«Er her kommet nogen som vet noget nyt, vi
kan ha moro av?»

De sa:

«Det er skjemt og gammen, alting, der du er.»

Han sier:

«Ingenting tykker jeg nu er mere moro ved end
at kvæde Glums viser, og saa grunder jeg paa
hvad han mener med det som han mæler om i en
vise, at folk tæller galt; det skorter paa drapene
hans. Hvad skal vi tro at det kan være, eller hvad
er rimeligst, at Gudbrand skulde ha dræpt Tor-
vald, eller Glum?»

Mange tykte, det var likt til det.

Han red nu til funds med Torarin og mælte:

«Jeg har tænkt paa en sak, og synes det mig
som sandheten om drapet paa Torvald Krok ikke
er kommet op, for det kan en finde ut av Glums

! Til hvilken kvinde Glum vender sig med sin vise, er ikke
antydet i sagaen.

73

viser, at han mener, folk regner noget feil om de
drapene han har øvet.»

Torarin svarer:

«Knapt kan jeg ta op maalet nu for anden gang,
selv om dette var sandt —nu faar det være stilt.»

«Det er uraad, det — det kunde nok været
stilt, hvis ingen hadde gravet i det, men nu
tænker jeg bære det ut mellem folk, og da faar
dere slik svivyrding av det, saa ingen har faat
maken til det før.»

Torarin svarer:

«Vanskelig tykkes det mig at fremme saken
paa altinget, slik frændemagt som Glum har.»

Torvard sier:

«Der kan jeg lægge raad til, stevn ham til
Hegranesting — der har dere frændemagt — der
blir det ikke greit for ham at verge saken.»

Torarin svarer:

«Det raad kunde en følge.»

Dermed skiltes de.

Vaaren blev daarlig, saa alting blev vanskelig
at skaffe. Om vaaren stevnet Torarin sak mot
Glum til Hegranes ting, for alle samtings-goder-
ne *, som skulde holde dette tinget, var bundet til
Torarin ved maagskap.

Hestene kunde knapt komme frem over hei-
erne for sne. Glum tok da det raad, at han skaffet
sin bror Torstein en stor byrding *, og skulde han
styre vestover langs kysten og komme til tinget
med hærklær og mat. Men da de kom ut for
Ulvsdal, knustes skibet, og alting gik tapt, folk
og gods.

1 Til hvert av de lokale vaar- og høstting sognet tre sam-
tings-goder. Retten (DÖmr) paa vaartinget bestod av 36 med-
lemmer, idet hver av samtings-goderne opnævnte 12. Viga-
Glum sognet som gode til Vadla-ting. En drapssak kunde
imidlertid indstevnes til hvilketsomhelst vaarting inden fjer-

dingen, eller for altinget.
å Byrding — fragtebaat.

74

Glum kom til tinget med hundrede mand og
naadde ikke at tjelde nærmere end i fjørbaugs-
gjerdet”.

Einar Eyjolvsson var kommet dit med Esp-
hølingerne. Der blev sendt bud til Glum at han
skulde komme og føre lovlig vern for sig. Nu
gaar Glum dit, og de gjorde ikke mere plads for
ham end at en mand maatte gaa frem om gan-
gen, og liden var fylket paa begge sider, og den
kveen bød de Glum gaa ind i, hvis han vilde til
retten, men det syntes ham uraadelig, og mælte
han til mændene sine:

«Nu er det greit at se, at de synes de har vor
sak i sine hænder, og kanhænde det er slik. Nu
vil jeg likevel, at dere snur tilbake; jeg faar gaa
først og saa to jevnsides efter mig, og efter dem
gaar fire jevnsides; saa skal vi rende frem og
holde spydene fremfor os, saa brytes vel den
væggen som vi skulde klemmes mellem, hvis vi
følger fast frem.»

De gjorde slik og rendte frem i ett skeid ind i
domsringen, og det var langt ut paa natten, før
de andre fik drevet dem bort derfra, og træng-
selen blev saa haard og saa stor, saa det endte
med at retten blev sat for anden gang*. Men da
de tok til at gaa igjennem saken*, traadte Glum
frem paa tingbakken og nævnte sig vidner paa
at nu skinnet solen over tingvolden. Siden lyste
han lovlig forbud mot at domsmændene dømte
om sakerne, og da maatte alle de maal falde ned,
som nu skulde været fremmet.

! Fredhellig sted utenfor tingpladsen, hvor «fjørbaugs-
mænd» turde opholde sig.

29: den næste morgen. Det synes efter dette som der har
gjældt en regel for at den indstevnedes sak skulde paa-
dømmes paa en viss dag, som muligens var nævnt i stev-
ningen.

* Før en sak blev tat op og paadømt, skulde der for retten
fremføres et resumé av den.

15

Folk red bort, og Esphølingerne likte sig stor-
ilde; Torarin sa at han hadde vendt det til den
største skam for dem. Einar sier:

«Ikke tykkes det mig saa rent ilde som du sier,
for en faar ta op igjen en sak, der hvor en maatte
slippe den.»

Siden red Esphølingerne til altinget med Einar
og mange av sine venner som hadde lovet dem
hjælp mot Glum. Glums frænder hjalp ham i
maalet, saa han fik lovens ret, og dette blev av-
gjort, med kloke folks raad, hvis Glum vilde
sverge ed i saken, at ikke han hadde dræpt Tor-
vald Krok. Og siden saa mange nu var kommet
med i saken, forlikte de sig paa dette vilkaar, at
Glum skal gjøre ed paa at han ikke dræpte Tor-
vald Krok, og der blev avtalt en frist, da eden
skulde være avlagt — om høsten, fem uker før
vinternat. Og nu blev der drevet paa saken med
slik kraft, at enten vilde Esphølingerne ta den op
igjen, eller han skulde sverge eden i tre hov i
Eyjafjord og ha tapt retten til at fri sig ved ed,
hvis den ikke blev fremmet i ret tid.

Der blev meget talt om denne sak, hvordan
Glums eder kunde bli eller om han vilde sverge.

25.

Nu rider folk hjem fra tinget. Glum er hjemme
om sommeren, og alt er stilt i bygden. Nu lider
det til tiden, da leidarting * skal holdes, og folk
rider dit, men Glum blev borte fra tinget, og in-
gen spurte noget til ham. Maar sat hjemme paa
gaarden.

" Leidarting holdtes i bygderne om høsten, efter folk var

kommet hjem fra altinget. Her blev domme og vedtak fra al-
tinget lyst i de forskjellige tingsogn.

76

Men om høsten, fem uker før vinternat, bød
Maar folk til sig og der var stevnet til bryllups;
der kom ikke færre end hundrede mand til gjeste-
budet. Alle tykte at dette var et underlig gjeste-
bud, for det var smaafolk, de som skulde gifte
sig. Den aften saa folk, at fra alle dalene i Eyja-
fjord kom mænd ridende, to eller fem sammen,
og samledes siden, da de kom nedi bygden. Det
var Glum som var kommet, og Aasgrim og Gis-
sur? med tre hundrede mand, og disse för da til
gjestebudet.

Morgenen efter sendte Glum bud til Torarin
og bad ham komme til Djupadal ikke senere end
midtmorgen* og høre ederne. Torarin brøt op
og fik med sig hundrede mand.

Da de kom til hovet*, gik seks mand sammen
ind i hovet, Gissur og Aasgrim med Glum, og
Einar og Hlenne den gamle fulgte Torarin.

Den mand, som skulde sverge hovs-ed, tok i
haanden en sølvring som var rødnet i blodet av
det blotede naut, og den skulde ikke veie mindre
end tre ører*.

Da tok Glum til orde slik:

«Jeg nævner mig Aasgrim til vidne og Gissur
til mit andet vidne, at jeg sverger hovs-ed paa
ringen, og jeg siger det for guden: var je-ei nær,
og drap je-ei der og rødnet je - ei der odd eller
egg, hvor Torvald Krok fik bane”.

! Aasgrim Ellida-Grimsson og Gissur hvite, Glums frænder.
Gissur er hans tremenning.

å Midtmorgen — klokken 6.

* De tre hov i Eyjafjorden er paa Djupadal i Djupadalen,
en sydvestlig sidedal til Eyjafjordsdalen, paa Gnupufell litt
længer syd i dalen, og tilsidst paa Tveraa (Hripkelstad)

* En øre = "/s mark. «Øren» i vikingetiden laa mellem 24—26

am.
år «Ek vark at bar, ok våk at bar, ok raudk at par odd ok egg».
«At» kan være negtende partikel, efterhængt verbet, «vark»
= var ek, «våk» = vå ek, jeg var, jeg drap. «Vark at», «våk at»
var jeg ei, drap jeg ei. Men «at» kan ogsaa være præpositionen

17

Nu faar dere prøve eden som vismænd er og
som staar hos os».

Torarin og hans følge var ikke beredt paa at
finde feil, men de sa at de hadde ikke før hørt
ordene sagt paa den maate. Paa samme vis blev
eden avlagt i Gnupufell og paa Tveraa.

Gissur og Aasgrim blev paa Tveraa nogen næt-
ter, og da de skiltes, gav Glum den blaa skind-
kappen til Gissur og det guldbeslaatte spyd til
Aasgrim”. De skiltes som venner.

Om vinteren møttes Torvard og Torarin, og
Torvard spurte:

«Sa Glum eden vel?»

Torarin svarer:

«Ikke fandt vi nogen feil ved den.»

Han sier:

«Underlig er det at vituge mænd kan ta i mist
slik. Jeg har hørt om at mænd har lyst sig drap
paa haand, men det har jeg hverken hørt eller
spurt, at mænd har svoret paa det selv, at de har
dræpt mænd, slik som Glum har gjort, eller kun-
de han si det klarere end han sa: var jeg nær og
drap jeg der og rødnet jeg der odd og egg, der
Torvald Krok faldt paa Hrisateig — endda han
føiet ikke ordene slik som en tiest gjør. Og den
svivyrding som dere fik der vil nok ofte bli hu-
sket».

Torarin svarer:

«Dette har ikke jeg skjønt — endda er jeg nu
træt av at tas med Glum.»

hos, ved (brukt adverbialt). Uttalt som to ord betyder «vark
at», «våk at» osv. jeg var hos, der, d. v. s. tilstede, jeg drap der
osv. Glums knep bestaar deri, at han uttaler «vark-at», «våk-
at» slik at motparten opfatter det som negtelse. Denne neg-
tende partikel hørte selv paa Viga-Glums tid ikke til almin-
delig sprogbruk, men benyttedes bare i vers og i legale
formler.

! Det er de gaver som Glums morfar, Vigfus, har git ham og
raadet ham til at han aldrig skulde skille sig av med.

78

Han sier:

«Hvis du synes du er træt, helsesvak som du
er, da la du Einar ta op igjen maalet. Han er klok
og ætstor, ham vil mange følge — Gudmund, bror
hans, blir ikke sittende stille — og det som han nu
mest traar efter er, om han kunde faa Tveraa.»

Efter dette møttes Torarin og Einar og la op
raad med hinanden, og Torarin mælte:

«Hvis du vil gaa fremst i dette maalet, vil mange
hjælpe dig; da skal vi faa det til slik, at vi faar
kjøpt gaarden til dig like billig som Glum kjøpte
den av Torkel den høie.»

Einar svarer:

«Glum har nu skilt sig av med de kosterne,
felden og spydet, som Vigfus, morfar hans, gav
ham og bad ham eie, hvis han vilde holde oppe
sin magt og hæder, og det vilde minke, sa han,
hvis han skilte sig av med dem. Nu viljeg ta op
maalet og følge det.»

26.

- Einar stevnet nu atter drapssaken for altinget,
og der stod mange mænd paa begge sider.

Men før Glum red hjemmefra, drømte han, at
der var kommet mange mænd dit til Tveraa for
at finde Frøi, og tyktes han se fuldt av folk paa
ørerne ved aaen, og Frøi sat paa en stol. Han
tyktes spørge hvem det var som var kommet
dit. De sier:

«Dette er de fremfarne frænderne dine, og ber
vi nu Frøi, at du ikke maa bli drevet bort fra
gaarden paa Tveraa, men det nytter ikke, og
Frøi svarer stutt og vredt og mindes nu den
oksen som Torkel den høie gav ham.»

Han vaagnet, og Glum sa altid siden at han
var uvenner med Frøi.

79

Folk red til tinget, og det blev utgangen paa
maalet, at Glum vedkjendte sig drapet. Men hans
. venner og frænder fik stelt det slik at forlik blev
valgt fremfor at Glum skulde bli dømt fredløs
eller til at fare fra Island.

Og saa blev de paa tinget forlikt paa de vil-
kaar at Glum bøtet Tveraa — halve gaarden til
Ketil, Torvald Kroks søn, i faderbøter, og den
anden halvdel skulde han sælge for det som den
blev værdsat til. Han skulde faa bo der et aar og
være fredløs i bygden, og han maatte ikke bo
nærmere end i Horgaadal.

Saa for folk fra tinget. Siden kjøpte Einar lan-
det, slik som det var blit lovet ham.

Einars mænd kom dit om vaaren for at gjøre
vaaronn, og Einar sa at de skulde si til ham hvert
ord som Glum mælte.

En dag kom Glum til tals med dem og sier

da:
«Det er greit at se at Einar har faat sig flinke
arbeidskarer, vaaronnen er vel unnagjort. Nu er
det om at gjøre at smaat og stort blir tat vare
paa. Nu skulde dere reise op en galge til at tørke
klær paa her ved aaen; den blir god at ha for
kvinderne naar de skal vaske store plagg, for
brøndene hjemme paa gaarden er daarlige.»

Nu kommer de hjem, og Einar spørger, hvad
de og Glum hadde talt om. De sier hvor om-
tænksom han hadde været for at alt skulde bli
gjort istand. Han sier:

«Det tyktes dere være slik, at han vilde stelle
alt istand til jeg skulde ta det i hænder?»

De sier:

«Det tykkes os slik.»

Einar sier:

«Jeg tror noget andet. Jeg tænker han vilde
hænge dere op i den klæsgalgen og agtet at reise
op nid mot mig — nu skal dere ikke fare dit.»

80

JED

-— ET

2 er fm er dfpege» omr PST Gr Øian. ae

= ME" FI nl On nr I pnnjet Pr nytes JD: dt => == nr EE rap ED Grgtmnsnenep+ 4 SED Me Er

im md: er nr

Einar flyttet stellet sit dit om vaaren, og Glum
sat der til den sidste faredag. Og da folket hans
var budd til bortfærd, satte Glum sig i høisætet
og rørte sig ikke for at gaa bort, endda de ropte
paa ham. Han lot skaalen tjelde og vilde ikke
skilles fra gaarden paa kotkarsvis.

Hallbera, Torodd Hjalmssons datter, var mor
til Gudmund og Einar. Hun bodde paa Hana-
kamb! dengang. Hun kom til Tveraa, hilste Glum
og mælte:

«Hil sitte du Glum, men ikke er her nu læn-
ger værendes for dig; nu har jeg baaret ild over
Tveraaland* og stevner dig bort med alt dit, og
landet er viet Einar, søn min, til eie.»

Glum stod da op og bandet hende, en ussel
kjærring som kom med gjepord. Men likevel red
da Glum bort. Han saa sig tilbake over akselen
mot gaarden og kvad en vise:

Ryddet jeg med sverdet
land for mig paa Tveraa;
fordum gik der ord av
færden min i bygden.
Sidstpaa har nu skalden
hugget sig av hænder
alt det land han aatte

— tun og teiger alle.

Glum bodde paa Madrevoldi Horgaadal* hos
Torgrim Fjuk, men holdt ikke ut der længer end
en vinter. Saa bodde han to vintrer i Mørkaadal.
Da gik et skred saa nær bøen, at det tok somme
av husene. Da kvad Glum denne vise:

* Oppe i dalen, ikke saa langt fra sønnernes gaarder.

? Helge land til eiendom ved at bære ild over det var land-
nåmsmændenes sed. Ved eiendomsoverdragelse var det vist
ikke saa almindelig brukt.

> Horgaadalen er dalføret vest for Eyjafjordsdalen. Horg-
aaen falder ut i Eyjafjord ved Gaasar. Mørkaadalen og
Øksnadalen er sidedaler til hoveddalføret.

6 — Tre sagaer. 81

Ikke mon den snilde
ordslynger* nu nyte
lykke slik som der han
bodde firti vintrer.
Magten min er minket
siden hit jeg flyttet

og det ene hugget
kostet fædrearven.

Da kjøpte Glum land paa Tverbrekke i Øksna-
dal og bodde der saa længe han levet og blev
gammel og blind.

217.

Narve het en mand som bodde paa Hrisey.
Han hadde været gift med Ulveid, datter til
Ingjald Helgesson. Deres sønner var Eyjolv og
Klæng, Torbrand og Torvald. Alle disse fræn-
derne til Glum var store mænd. Klæng og
Eyjolv bodde paa Hrisey efter sin far.

Paa Haga* bodde en mand som het Torvald
og blev kaldt Menne; han var gift med en datter
til TordRavnssonfraStokkahlade; hun hetHelga.

En vaar kom Torvald fra Haga til Hrisey paa
en byrding og skulde se efter fangst, og da
Klæng blev vår det, slog han sig i lag med ham.
Og da de kom ut av fjorden, fandt de en nydød
rørhval, hugg fæste i den og seilet indover fjor-
den med den om dagen. Klæng vilde flytte den
til Hrisey, for det var kortere end til Haga, men
Torvald vilde flytte den til Haga og sa, det
hadde han like god ret til. Klæng sier, det er
ikke lov, ikke at flytte den til det nærmeste sted,
hvor flytningsmændene eiet land. Torvald sa,
det var ham som hadde ret, og lot om at Glums
frænder trængte ikke gaa hans ret for nær —

) Ordslynger, skalden, Glum selv.
å Paa vestkysten av fjorden, litt nord for Horgaaens utløp.

82

— «og hvad som er lov, det faar den sterkeste
nu avgjøre».

Torvald hadde flest mænd denne gang, og de
tok ræksteret fra Klæng med vold, endda de
begge to hadde strandretten. Klæng för hjem og
likte dette ilde.

Torvald og hans mænd lo av Klæng og hans
følge og talte om at de trøstet sig ikke til at
holde paa sit.

En morgen stod Klæng op i otten og för ind-
over til Haga selv fjerde; de kom dit saa tidlig
at folk sov endda. Da mælte Klæng:

«Nu skal vi finde paa et raad; her gaar nogen
naut paa gaarden, og dem skal vi jage op paa
det huset som Torvald sover under ! og hale ham
ut slik».

De gjorde saan, og Torvald vaagner og løper
ut. Klæng sprang indpaa ham og gav ham bane-
saar, siden skyndte han sig bort og turde ikke
lyse drapet der, for der var for mange mænd
paa gaarden; han för hjem ut paa øen og lyste
drapet der.

Nu hadde Torarin og Tord* eftermaalet efter
Torvald. De kaldte det for mord.*

Og da dette maal kom til tings, sat Glum
hjemme, men mens tinget blev holdt, för han ut
til Fljot og Svarvaderdal* og bad om hjælp til
den tid, feransdommen?* skulde fremmes, men
han bad om at folk skulde holde dette forsæt
hemmelig.

Klaufe paa Bard sier:

I Torvtaket har vel gaat ned paa bakken paa den ene side
av huset.

3 Tord Ravnsson fra Stokkahlade, den dræptes hustrufar.

> Fordi Klæng ikke har lyst drapet i den dræptes nabolag,
men ute hos sig selv.

* Fljot, den nordøstligste bygd ved Skagafjord. Svarva-
derdal er dalen nord for Horgaadal, nordvest i Eyjafjorden.

5 Feransdom, d. e. eksekution.

83

«Visst vil vi veite Glum hjælp» — han var gift
med Halldora, Arnor Raudkinds datter — og man-
ge andre lovet Glum sit følge. Nu för Glum hjem.

Maalet kom paa tinget. Og efter tinget budde
de sig til feransdom og hadde fire skiber og
tredve mænd paa hvert. Einar og Torarin og
Tord raadet for skibene, og de kom indunder
øen i dagbrækningen, og saa røk over husene;
da spurte Einar om det saa ut for de andre som
for ham, at røken var ikke rent blaa. De sa, det
syntes dem saan. Einar sa:

«Jeg synes jeg ser paa røken, som der skulde
være mangemændt i husene, og det oser av
mændene. Men hvis det er slik, da skal vi friste
at faa greie paa det og ro unna øen saa folk ser
det, da vil vinok bli visse paa det, hvis der er
mangemændt paa den».

De gjorde slik. Og da mændene paa øen saa
det, da løp de ut og til skibene sine og la efter
dem. Og da var Glum kommet dit med to hun-
drede mand og eltet dem indover like til Odda-
eyre, ! og der blev ingenting av feransdommen,
og Eyfjordingerne fiksvivyrding av det.

Nu sat Glum paa gaarden sin om sommeren.
Han skulde helge høsttinget — og tingstedet * er
paa østsiden av fjorden kort fra Kaupang — og
Eyfjordingerne samlet stor folkemagt, men
Glum hadde bare tredve mænd. Mange talte til
Glum om at han ikke skulde fare saa faamændt.
Han sier:

«Levet min fagreste tid har jeg vel nu, og det
er jeg glad for, at de har ikke eltet mig slik at
jeg ikke farer veien min ret frem».

1 Næsten helt inde ved fjordbunden, ved den nuværende
kjøpstad Akureyri.

å Vadla-ting, inderst i fjorden, paa østsiden av Eyjafjord-
aaens utløp.

84

Glum för paa skib indefter fjorden, gik op paa
land og til boden sin.

Nu er der bratte mæler med løse stener mel-
lem fjorden og boderne. Og da Glum var kom-
met ret ut for den boden som Einar eiet, da løp
mænd ut fra boden og bar skjoldene mot dem
og kjørte dem nedover mælen. Glum faldt og
rullet ned paa ørerne under mælen med skjoldet
sit: han blev ikke saaret, men tre spyd hadde
fæstnet i skjoldet.

Torvald Tasalde var da kommet til lands og
saa at det vendte sig saa ilde for Glum, og løp i
land slik at han bare hadde en aare i haanden; han
sprang opover mælen og skjøt aaren efter Gud-
mund den rike; den traf paa skjoldet og gik sund;
og aare-brotet ramte ham for brystet og han faldt
i uvit og blev baaret til boden efter fire snipper.!

Siden egget de hverandre til at gaa paa og
skjøt paa hverandre og kjæmpet med stener;
det blev en haard rid og mange fik saar, og det
sa alle med én mund, at ikke kunde faa mænd
verge sig modigere end Glum og mændene hans.
Einar og hans flok søkte haardt indpaa dem.
Da gik mænd imellem, og det endte slik, at to
av Glums mænd faldt, Klæng Narvesson og
Grim Eyrarlegg, bror til Halldora, Glums hustru.
Da kvad Bruse Hallesson * denne vise:

Jevnveis vyrding vandt vi,
dengang vi kjæmpet med skibenes
tapre styrere, kvinde,

— saa har jeg hørt at det sies.
Tyktes mig da at de raske

mænd for utover brekken,
linsmykte kone, meget

haardere end jeg ventet.

! Av en kappe eller noget slags plagg.

? Han var søn av Halle den hvite, Einar Eyjolvssons
fosterfar, og bror til Baard paa Skaldstad som Vigfus Glums-
son i sin tid hadde dræpt.

85

Einar kvad en vise:

Skibets djerve styrer
maatte fly fra kampen,
brat tror jeg at mælen
var, som han för utfor.
Tungt for ham ved møtet:
daarlig fotefæste

fandt i fjærestenen
kjæmpen der ved sjøen.

Da kvad Glum en vise imot:

Hjelmene tyktes hæren
tunge, da de nølet,
ikke turde søke

stier nedfor brekken,
mens vi løftet skjolder
mot dem utpaa øren,
fuse efter bardag.

Da fik ravnen føde.

Saken blev forlikt slik, at drapene paa Klæng
og Torvald fra Haga skulde bøte hinanden. Og
Grim Eyrarleggs drap skulde jevnes mot den
skade som Gudmund hadde lidt, og Glum tykte
ilde om denne utgang paa maalet, som han sa i
den vise, han siden gjorde:

Vondt blev det at leve
siden jeg blev gammel.
Snart skal skalden bøies
ned mot jord og fældes.
Skal paa andres ord jeg
ikke bære vaaben

— Eyrarlegg la ligge
uten hevn i haugen.

28.

En sommer da brødrene Gudmund og Einar
red fra tinget, bød Glum gjester til sig og sendte
mænd op til Øksnadalsheien ' for at byde brø-

* Eyjafjordsmændenes vei til Altinget gik over her.

86

drene hjem til sig; han lot si at nu vilde han, de
skulde forlike sig fuldt ut — «for nu er jeg saa
gammel at jeg duger ikke til noget længer, og
det skal ikke være til mat bare at jeg byder
dem hit».

Glum var blind da. Han hadde vakter ute som
skulde melde om færden deres.

Gudmund vilde ta imot tilbudet, men Einar
vilde ikke, og de red paa hver sin side av aaen.
Det blev sagt Glum, at en av flokkene red hit-
over — «da vil Einar nok ikke ta imot budet;
han er saa tortrygg saa han tror ingen mand».

Det er sagt at Einar ropte til Gudmund og
mælte: «Dit monne jeg komme i morgen, hvis
du kommer dit ikveld».

Gudmund tænkte over det og saa mælte han:
«Da mener du det, at du faar eftermaalet efter
mig».

Saa snudde han efter Einar. Dette blir sagt til
Glum, at ingen av dem kommer hitover.

«Det er ilde det», sa Glum, «for jeg hadde
tænkt det, hvis jeg gik imot dem, saa skulde jeg
ikke gaa mist om begge».

Han hadde et draget sverd under kappen.

Og dette var enden paa alt som hadde været
mellem Glum og Eyfjordingerne.

Og da kristendommen kom hitut, tok Glum
mot daapen og levet tre vintrer efter dette og
blev biskopet? av Koll biskop, da han laa i bane-
sott, og han døde i de hvite klær.”

l 9: konfirmeret. Konfirmationen er i den katolske kirke
et sakrament, som meddeles ved biskopens haandspaalæg-
grise og salving. Paa Glums tid blev konfirmanten

ædt i hvite klær.

* Antagelig ca. aar 1003. Hans fødselsaar sættes til
(antagelsesvis) ca. 935 og kampen paa Hrisateig til omkr.

er maa overlate Tveraa til Einar Eyjolvsson vaa-
ren

87

Da bodde Maar Glumsson paa Fornhage og
hadde latt bygge en kirke der. Der blev Glum
jordet og siden Maar, da han var død, og mange
andre mænd, for i lang tid var der ingen anden
kirke i Horgaadal end denne ene.

Saa sier folk, at i tyve vintrer hadde Glum
været den mægtigste høvding i Eyjafjord, og i
de næste tyve vintrer var ingen mere end hans
jevninger. Og det sier mænd ogsaa, at Glum skal
ha været den dugeligste av alle vaabendjerve
mænd her i landet.

Og her ender Glums saga.

88

Digitized by Google

ong Harald Haarfagre raadet for Nor-
E ge, da denne saga tar til. Ved den tid
var der en høvding i riket som het Kor-
mak;" han var vikversk av æt, rik og
kynstor; en djerv og haardfør mand som hadde
været med kong Harald i mange bardager. Han
hadde en søn som het Øgmund og var en evnelig
mand; tidlig blev han stor og sterk. Saa snart som
han hadde alder og kræfter til det, la han ut paa
vikingfærder om somrerne og var hos kongen
om vintrerne; han vandt godt ry og meget gods.
En sommer laa han i vesterviking. Der fær-
dedes en mand som het Aasmund Eskisida. Han
var en hardhaus; han hadde alt seiret over
mange vikinger og hærmænd. Nu hører disse
to om hinanden, og der gik bud imellem dem,
og derefter møttes de selv og søkte sig en kamp-
plads og kjæmpet. Aasmund hadde større lid,
men la ikke til kamp med alle sine mænd. De
slos i fire dager; der faldt mange av Aasmunds
flok, og han selv flydde og Øgmund fik seier
og kom hjem med gods og navnkundighet. Kor-
mak sa at Øgmund kunde ikke vinde større
navnkundighet i hærfærd — «Og nu vil jeg skaffe

* Navnet er irsk. Og hans sønnesønner, den yngre
Kormaks brødre, heter Torgils og Frode som de høvdinger
som grundet det norrøne rike i Dublin. Man har derfor
gjettet paa at skalden Kormaks farfar skulde være en frænde,
kanske søn, av en av disse høvdinger eller ialfald ha slegts-
forbindelser i Irland.

91

dig en hustru, Helga, Frode jarls datter». «Det
vil jeg», sier Øgmund.

Derefter drog de til Frode jarl. Han tok vel
imot dem og de bar frem sit erinde, og jarlen tok
det vel, men sa, han var noget ræd for dette som
var mellem Øgmund og Aasmund, likevel blev
dette giftermaal avtalt. De för hjem og der blev
budd til veitsler, og der kom en stor mængde
folk til gjestebudet. Helga, Frode jarls datter,
hadde en fostermor som var fremsynt, og hun
för med hende.

Aasmund viking spørger dette og farer til
funds med Øgmund; han byder ham holmgang.

Helgas fostermor hadde for vane at kjende
rundt paa kroppen til mændene, før de för til
kamp. Hun gjorde det med Øgmund, før han
för hjemmefra, og sa, at ingensteder truet store
støt. Siden för de begge paa holm og kjæmpet.
Vikingen vendte siden til, og hugget bet ikke
paa ham. Da svinget Øgmund sverdet fort og
saa skiftet han det over i den anden haand og
hugget foten unna Aasmund og tok tre marki
guld til løsning av holmen.

2.

Ved denne tid døde kong Harald Haarfagre,
og Eirik Blodøkse tok riket. Men Øgmund blev
ingen ven av Eirik og Gunhild, og Øgmund gjorde
sit skib rede for at fare til Island. Øgmund og
Helga hadde en søn som het Frode. Da skibet
paa det nærmeste var færdig budd, blev Helga
syk og døde, og Frode, sønnen deres, døde
ogsaa.

Efter dette seilet de ut paa havet; da kaster
Øgmund ut høisætesstolperne sine. De kom til
lands utfor Midtfjorden, og dit var alt hans høi-

92

sætesstolper kommet; saa kastet de anker der.
Paa den tid raadet Midtfjords-Skegge her; han
rodde ut til dem, bød dem komme ind i fjorden
og vælge sig land.

Øgmund tok imot det; han maalte ut grund-
vold til hus. De hadde den tro, at hvis maalet
faldt for knapt, naar det blev prøvet flere gan-
ger, saa skulde mandens kaar minke, dersom
maalstangen ikke naadde frem,' men trives, hvis
den viste for meget; men maalet faldt for kort,
og det blev prøvet tre ganger.

Siden lot Øgmund gjøre hus der paa mælen ”
og bodde der siden. Han fik Dalla, datter til
Øgmund Sjona; deres sønner var Torgils og
Kormak. Kormak var svarthaaret og hadde
sveip i haaret, lyslett hud og lignet noget paa sin
mor; han var stor og sterk, braa av lynne. Tor-
gils var stilfarende og medgjørlig.

Da brødrene var voksne, døde Øgmund. Dalla
drev gaarden sammen med sønnerne sine. Tor-
gils greiet gaardsarbeidet, og Midtfjords-Skegge
hadde tilsyn med det.

3.

Torkel het en mand som bodde paa Tunga.
Han var gift og hadde en datter som het Stein-
gerd. Hun blev fostret i Gnupsdal.*

Det var en høst at der kom en hval ind ute ved
Vatnsnes, og denne eiet Dallasønnerne. Torgils

I 9: til det først avsatte endepunkt for hustomten.
å Gaarden Mel (nu Melstad) ligger litt oppe i Midtfjord-

en.

> Midtfjorddalen fortsætter sydover i tre fjelddaler op
mot heierne. Den midterste av disse er Gnupsdal. Her lig-
ger en stor gaard, Nupsdalstunga, hvor sagaskriveren vist-
nok har tænkt sig at Steingerds far bodde. Gaarden, hvor

93

bad Kormak vælge, enten han vilde fare til-
fjelds eller ut til hvalen. Han valgte at fare til-
fjelds med huskarlerne. Toste het den mand
som var verksstyrer og hadde med at hente
hjem sauen, og han og Kormak för i følge, til
de kom til Gnupsdal, og var der om natten. Der
var en stor skaale, og der blev lagt paa varmen
for mændene.

Om kvelden gik Steingerd fra dyngjen'" sin
med en trælkvinde. De hørte, der var fremmede
mænd inde i skaalen. Trælkvinden sa:

«Steingerd min, la os se paa gjesterne».

Hun sa, det trængtes ikke, men gik til døren
likevel, steg op paa terskelen og saa ind over
dørlemmen; der var rum mellem lemmen og
terskelen, og der vistes hendes føtter. Kormak
saa det og kvad en vise:

Nu blev hugen fanget

i den samme stunden
av en kvindevrist, jeg
skimtet under døren.
Mer om møen vet jeg
ikke, men den blir visst

farlig for mig siden,
denne vakre foten.

Nu skjønner Steingerd at hun er blit set, snur
ut i skuten * og ser ind under Hagbards skjeg.
Nu faldt lyset paa hendes ansigt. Da mælte
Toste:

«Kormak, ser du øinene der ute ved Hagbards
hode ?»

hun er til opfostring, skal vel saa tænkes at ligge høiere
oppe i dalen — stedsangivelserne i Kormaks saga er gjen-
nemgaaende ikke nøiagtige — nogen gaard som heter
Gnupsdal kjendes ikke.

1 9: kvindernes hus «fruerstuen».

? Forstue? Efter det følgende vers har der ligget ved op-
stablet i skuten. Et haandskrift glosserer «Der var et bod-
rum foran døren og Hagbard paa væggen, det var Hagbards
billede», — kanske skaaret ut paa den ene dørkarmen.

94

Kormak kvad en vise:

Begge kinders klare

kjerter* brænder paa mig
der hun staar bak veden

— ikke skjemter jeg med det.
Anklen over en dørstok

var alt jeg saa av den slanke,
endda vet jeg, at aldrig

ældes min traa til hende.

Og igjen kvad han:

Braa-maaner*! sken klare
lavt paa lys bryn-himmel:
Høke-kvasse øine

snudde møen mot mig.
Straalerne fra disse
øienkvarmers maaner

vil visst siden øke
sorgerne for os begge.

Toste mælte:

«Stirøiet ser hun paa dig».

Kormak kvad:
Lyse lind,* som ringer
smykker, vendte aldrig
sine øine fra mig
— hende vil jeg mindes.
Hun som kløktig kjender
bretspil, kan ei dølge
hugstrid, der hun stirrende
staar under Hagbards hals.

Nu gaar de ind i skaalen og sætter sig ned.
Kormak hører at de taler om hvordan han ser
ut. Trælkvinden sa at Kormak var svart og styg.
Steingerd sa han var vakker og saa mandig ut
— «endda han har en lyte; han har sveip i haa-
ret over panden».*

) Steingerds øine.

? «Kvenkenning» er alle træ-navne som er hunkjønsord
— efter Snorres verslære.

? Sveip maa vel her betyde hvirvel i haaret. Krøllet
eller lokket haar kunde neppe regnes for en lyte.

05

Kormak kvad en vise:

En lyte hun syntes

— møen, den søljesmykte,
bare jeg hadde, da hun

saa mig i kveldsmørk stue.
Bare at jeg har sveip i

haaret mit over panden

syntes hun skjemte mig — litet!
Kvinde-art skulde jeg kjende.

Trælkvinden mælte:
«Svarte er øinene, søster, og det klær ikke
vakkert!»

Dette hørte Kormak og kvad:
Svarte øine vender jeg
mot den riktklædte kvinde
— æskemøen din tykker
min lyse let er for blek.
Likevel har det hændt mig
naar jeg skjemtet med møer
likte de mig, naar jeg lekte,
bedre end fagre drenger.

De var der om natten. Om morgenen, da Kor-
mak stod op, gik han til vandkaggen og vasket
sig; siden gik han til stuen og saa ingen der og
hørte folk tale i den indre stuen. Han snur sig
dit; der var Steingerd og nogen kvinder.

Trælkvinden sa til Steingerd:

«Nu kommer den vakre manden ind, Stein-
gerd |»

Hun sier:

«Visst er han en kjæk mand».

Steingerd kjæmmet sig. Kormak mælte:

«Vil du laane mig den?»

Steingerd rakte imot ham. Ingen kvinde har
hat fagrere haar. Trælkvinden mælte:

«Det vilde du vel gi meget for, at konen din
hadde slikt haar som Steingerd, eller slike
øine?»

Kormak kvad en vise:

96

Ett av de øine som ligger

i hendes lyse anlet

naar hun bær” øl i hallen
regner jeg værd trehundred.
Og til femhundred sætter jeg
haaret som nu hun kjæmmer,
Guldfaks-Sif, om morgnen:
Denne møen blir dyr!

Trælkvinden mælte :

«Dere to tykker godt om hinanden — men li-
kevel maa du vel regne hele hende for kostbar ?»

Kormak kvad en vise:

Trøstig tør jeg sætte

pris paa den som mig daarer:
Likt med Island all og
Hunaland over havet.
England med og Irland

vilde jeg by paa kjøpet.

Vel jeg vet hvad kammen
kloke dis skal koste I

Toste kom ind og bad Kormak ta sig noget til.
Kormak kvad en vise:

Toste, du faar la den

rappe hesten min rende
under dig utpaa heien

— la merren smake svepen !
Jeg vil heller sitte

her i snak med Steingerd
end at elte brune

sauer hjem fra fjeldet.

Toste sa, han tykte vel det var mere skjemt-
somt. Han drog avgaarde, og Kormak sitter
ved tavlbrettet og morer sig. Steingerd sa, han
snakket endda bedre for sig end folk hadde sagt
om ham. Han sat der om dagen. Da kvad han
en vise:

Vasket mig og fik saa
laane kam av hende,

den haarfagre, slanke,
skjønt vi var litet kjendte.

7 — Tre sagaer.
97

Ikke kan jeg glemme
jeg blev fagnet vakkert,
ikke at jeg under
hende vel, den vene!
Toste kom hjem fra fjeldet, og de för hjem.
Efter dette vendte Kormak sin gang til Gnups-
dal for at træffe Steingerd, og han bad sin mor
om at gjøre sig vakre klær, saa Steingerd kunde
synes, han saa godt ut. Dalla sa, der var stor
forskjel mellem dem, og det var ikke sikkert at
det vilde bli til lykke, hvis Torkel paa Tunga
visste det.

4.

Torkel spørger nu braatt hvad som er i em-
ningen og tykker, at dette vil bli til svivyrding
baade for ham og datteren, hvis Kormak ikke
vil binde dette fastere; han sender bud efter
Steingerd, og hun farer hjem.

Narve het en mand som var hos Torkel. Han
var en storlaaten mand og faavis, en skryter og
en stakkar likevel. Narve sa til Torkel: |

«Hvis du liker det ilde at Kormak kommer
hit, saa skal jeg snart faa ende paa det».

Dette sa Torkel ja til.

Om høsten strævet Narve i slagtningen. Det
var en gang at Kormak kom til Tunga, da saa
han Steingerd i ildhuset." Narve stod ved gryten,
og da kokningen var færdig, tok Narve op en
pølse og svinget den for næsen til Kormak, og
kvad dette:

Hvordan tykkes kjedlens
ormer dig, Kormak?

Han sier:

Kokte pølser tykker
Øgmunds søn er godt.
1 9: kjøkkenbygningen.

98

Og om kvelden, da Kormak skulde hjemover,
ser han Narve og husket paa hans haansord.
Kormak mælte:

«Jeg tror, Narve, at det kommer før til at gaa
slik, saa jeg slaar dig, end du raader for færder-
ne mine» — og Kormak drev til ham med økse-
hammeren og kvad:

Hvad skal slik en usling
vetløs prate om maten?

Trængs ikke at du ypper
modet dit mot mig, Narve!

Og videre kvad han:
Nautenes høvding spurte
spørresyk hvad jeg tykte
om kjedelormer — rødøiet
syns jeg han glor i huset.
Vesalkaren som sotet,
tufset og skitten farer,
fører ut møkk paa volden,
lønnet jeg som en bikkje.

3:

Torveig het en kone. Hun var meget trylle-
kyndig. Hun bodde paa Steinstad i Midtfjorden.
Hun hadde to sønner; den ældste het Odd og
den yngste Gudmund; de var begge to meget
storlaatne mænd.

Odd vender singang til Tunga til Torkels gaard
og sitter og taler med Steingerd. Torkel gjør sig
til vens med disse brødrene og egger dem til at
lægge sig iveien for Kormak. Odd sa, det var
ikke mere end han kunde klare.

Det var en dag da Kormak kom til Tunga;
Steingerd var i stuen og sat paa pallen. Tor-
veigssønnerne sat i stuen og var færdige til at
falde over Kormak, naar han kom ind, men Tor-

99

kel hadde sat et draget sverd paa den ene side
av døren, og paa den anden side hadde Narve
sat en ljaa paa langorv. Og da Kormak kom til
skaalsdøren, glap ljaaen ned og traf sverdet og
brøt et stort skar i det. Da kom Torkel til og sa,
at Kormak gjorde mangt vondt, han skjeldte
rasende, stryker ind og sier at Steingerd skal
gaa ut av stuen. De gaar ut av den anden dør, og
han stænger hende inde i et utbur og sa, at hun
og Kormak skulde aldrig faa se hinanden.
Kormak gaar ind, og han kom fortere end de

hadde tænkt, og de blev haandfaldne. Kormak
ser omkring sig, og ser ikke Steingerd, men ser
da brødrene som sat der og strøk sine vaaben;
han snudde fort ut og kvad denne vise:

Kvesses her paa Hrungnes

stalle*' ljaa mot gjesten ?

— Ind jeg kom for at finde

hende — Stein-aasynjen |?

Fuld visst kan du vente

værre selv, hvis du søker

vende slikt til min skade.
Ikke jeg lægger ned skaldskap.

Kormak fandt ikke Steingerd og kvad en vise:

Bort av sal kvarv møen,
bare mere hefti

staar min hug til hende
— usmykt er hallen nu.
Snare blik lot jeg fare
indover hele huset;

fus jeg er til at finde,
møte den fagre kvinde.

Efter dette gik Kormak til det hus hvor Stein-
gerd var og brøt op huset og talte med Steingerd.
Hun mælte:

* Hrungnes stalle — sten eller skjold. Jotunen Hrungne
staar under kampen med Tor paa sit skjold av sten.

? Hall-Ilmr — (ædel-) stens-aasynje. Kenningen er vel valgt

som en omsætning av Steingerds navn. Visen er sagtens
henvendt til Torkel.

100

«Uvørrent farer du frem, søker til tals med mig,
for Torveigssønnerne er ute efter hodet dit.»
Da kvad Kormak:

Sverdene sine sitter

uvenner mine og kvesser

indi der — gamlingens sønner —
ikke blir de min bane.

Kommer de mot mig, to mot

en paa aapne volden

— det blir som sauer søker
slite en vild-ulv ihjel

Der sat Kormak om dagen.

Nu ser Torkel at det raad, som han hadde fun-
det paa, var slaat feil; nu ber han Torveigssøn-
nerne lægge sig i veien for Kormak i en dal uten-
for gaarden hans. Da mælte Torkel:

«Narve skal fare med dere, og jeg vil bli hjemme
og komme dere til hjælp, hvis dere trænger det.»

Om kvelden farer Kormak bort, og da hankom-
mer til dalen, ser han tre mænd. Han kvad en
vise:

Sitter mænd og negter
mig at møte Stein-Gnaa'
— strævsomt faar de vinne
som skal verge hende!

Og jo mer det avler

avind atjeg kommer,

desto mere skal jeg
elske vene møen.

Da sprang Torveigssønnerne op og satte ind
paa Kormak; de kjæmpet længe. Narve stiltret
rundt utenom. Torkel ser hjemmefra at det gaar
sent for dem som søker indpaa, og tar sine vaa-
ben. I det samme kom Steingerd ut og ser hvad

* Gnaa: aasynje-navn. «Kvinder skal ogsaa kjendes ved
alle aasynjer eller valkyrjer eller norner eller diser» sier
Snorre, — «og ved øl og vin og drikke som hun skjænker, ved
kvindeklær, guld og ædelstener og ved alle arbeider som
det sømmer sig at hun yrker eller tar vare paa.»

101

faren vil; hun tok tak i ham, saa han kunde ikke
komme brødrene til hjælp.

Møtet endte da slik at Odd faldt og Gudmund
blev ufør til at kjæmpe og han døde ogsaa siden.

Efter dette gik Kormak hjem, og Torkel tok
sig av brødrene.

Litt senere för Kormak for at træffe Torveig
og sa at han vilde ikke ha hende boende der
ved fjorden — «du skal flytte bort til den tid jeg
sier, og jeg negter dig alle bøter efter sønnerne
dine.»

Torveig mælte:

«Det er likt til det at du faar laget det slik, saa
jeg maa rømme bygden og sønnerne mine blir
ubøtt, men jeg skal lønne dig med det, at Stein-
gerd skal du aldrig nyte.»!

I At ville tyde Kormaks holdning overfor Steingerd utigjen-
nem sagaen efter dette som ulyst til at realisere kjærligheten
utenfor sin egen digtning — som livsudygtighet, holdnings-
løshet i Kormaks sind — er visst at fjerne sig for langt ikke
bare fra hvad sagamanden beretter, men fra den tankegang
som raadet paa Kormaks tid og længe utefter. Troen paa for-
gjørelse var fast nok til at den fandt uttryk i lovene (Norges
gamle Love II s. 301 og 320, Borgartings og Gulatings Kri-
stenretter forbyder mænd som er forhekset eller impo-
tente av andre aarsaker at ta sig hustru). Se ogsaa Njaals saga:
Hrut Herjolvssons historie, og — fra begyndelsen av det fjor-
tende aarhundrede — hekseprocessen mot Ragnhild Trega-
gaas i Bergen 1325 (Dipl. Norv. IX 93). Naar senere en anden
spaakone Tordis vil ophæve virkningen av Torveigs seid ved
at blote gjæs, kan dette ikke heller godt tydes paa mere end en
maate. Vidt omkring i i Europas oldtid og middelalder har
fuglens navn sin tvetydige eller utvetydige betydning, og fug-
len er offerdyr ved frugtbarhetsgudernes kultus.

Kormak svarer Torveig og later som han ikke tror paa
hendes forbandelse (det samme gjør Hrut). Likevel er han
blit skræmt — frygter for ydmykelse og ulykke, hvis han vil
forsøke at vinde Steingerd. Ogsaa overfor Midtfjords-Skegges
tryllesverd ser det ut som han ikke vil tro, men tror likevel.

At Torveigs trolddom litet hjælper hende selv og hendes
sønner er i fuld overensstemmelse med folkelig tro. Heksen
og troldmanden har altid meget sikrere magt til at skade
andre end til at berge sig selv.

102

Kormak sier:
«Det raader visst ikke du for, din vonde kjær-
ring |»

6.

Siden farer Kormak og møtes med Steingerd
likesom før, og en gang de talte om disse hæn-
delser, lot hun ikke misnøid med det. Kormak
kvad en vise:

Sitter mænd og negter

mig at se dit aasyn

— haard kamp faar de vinne
som min vei vil vende.

Før skal alle elver

rinde op i landet,

førend jeg vil gi op

dig, guldlyse kvinde!

«Tal ikke saa stort om det, du,» sier Steingerd,
«mangt kan ændre dette.»
Da kvad Kormak en vise:

Hvem vil du av djerve
hærmænd vælge, lyse
viv, som trøster hugen
— hvem vil helst du ha?

Steingerd sier:

Gavmilde svein, jeg fæstet
Frodes bror," om han blind var,
kunde det lages slik og
guderne var mig gode.

Kormak sier:

«Nu valgte du som du skulde, ofte har jeg lagt
veien min hit.»

Nu bad Steingerd Kormak at han skulde søke
hendes far og faa hende, og for Steingerds skyld

! 9: Kormak; Frode er hans halvbror som døde i Norge.

103

gav Kormak Torkel gode gaver. Efter dette tok
mange mænd sig av saken, og omsider blev det
slik at Kormak bad om Steingerd, og hun blev
fæstet til ham, og bryllupsstevnet avtalt, og nu
var det stilt en tid.

Nu farer ordsendinger mellem dem, og der
blev nogen uenighet om pengesaker, og nu gik
det saa underlig, at siden dette giftermaal var blit
bestemt, fandtes Kormak faamælt om saken, og
det var av den grund, at Torveig seidet for de
ikke skulde kunne eie hinanden.

Torkel paa Tunga hadde en voksen søn som
het Torkel og blev kaldt Tanngnjostr;) hanhadde
været utenlands en stund; denne sommer kom
han hjem og var hos sin far.

Kormak kom ikke til bryllupet til den avtalte
frist, og slik led det en tid fremover. Dette tyktes
Steingerds frænder svivyrding, at han brøt gifter-
maalsavtalen slik, og nu leter de om raad for sig.

å.

Berse het en mand som bodde i Saurbø,* en rik
og drengelig mand, storfelt, vaabendugelig og
holmgangsmand. Han hadde været gift med
Finna den fagre som var død nu. Aasmund het
deres søn, han var ung av alder, men fremfor sine
aar. Helga het Berses søster, hun var ugift, for-
standig og storlyndt. Hun stod for husstellet
hos Berse efter Finnas død.

Paa den gaard som heter Mule * bodde Tord
Arndisson, han var gift med Tordis, søster til
* Tanngnjostr (tandgnissler) heter en av Tors bukker.

? Saurbø, bygd i Dalasyssel, vest ved Breidfjord. Berses

gaard kaldes Tunga i Laksdølasaga.
* i Dalasyssel.

104

Børk den digre; de hadde to sønner som begge
var yngre end Aasmund Bersesson.

En mand het Vale, gaarden hans het Valastad,
denne gaard ligger ikke langt fra Hrutafjord.*

Torveig dentroldkyndige för og opsøkte Holm-
Berse og sa ham sine vanskeligheter; hun sa,
Kormak bannet hende at bo i Midtfjorden.
Berse kjøpte hende land vest for Midtfjorden,”
og der bodde hun længe siden.

En gang da Torkel paa Tunga og hans søn
talte om Kormaks løftebrudd, tyktes dette dem
hevn værd. Narve mælte:

«Jeg vet et raad som kunde duge; vi skal fare
vestover i bygderne med varer og komme til
Berse i Saurbø, han er koneløs; la os binde ham
til os i saken, han er os fuldgod støtte.»

Dette raad tok de; de för til de kom til Saurbø.
Berse tok vel imot dem. Om kvelden kom de til
at tale meget om giftermaal. Narve mælte og sa,
der fandtes ikke maken til godt gifte som Stein-
gerd — «det er mange mænds tale, Berse, at hun
kunde høve for dig.»

Berse mælte :

«Eftersom jeg har spurt, saa skulde der være
en ting i veien, endda giftet visst er godt.»

Narve mælte:

«Hvis folk er rædde Kormak, saa trænger de
ikke være det, for han er nu rent kommet uten-
for denne sak.»

Og da Berse hørte dette, bragte han saken
paa tale hos Torkel Tanngnjostr og ber om Stein-

! Hrutafjord gaar ind fra Hunafloen vestenfor Midtfjorden,

danner fra gammel tid av grænsen mellem Vestlandet og Nord-
landet.

? Ved Hrutafjord. Som det senere fremgaar av sagaen faar
hun en gaard som ligger der hvor fjeldveien fra Midtfjorden
kommer ned til Hrutafjordsstranden.

105

gerd. Torkel svarer vel og fæster sin søster til
Berse. |

De rider nordover atten i følge for at holde
bryllupet. Tord Arndisson för nord med Berse.
Vige het en mand; han var stor og sterk og trylle-
kyndig; han var Berses frænde, han för med ham.
Vige ventet de sig stor hjælp av. Vige bodde paa
Holm. Meget nøie hadde de valgt ut mændene
til færden sin; og da de kom nord til Torkels
gaard, blev bryllupet holdt med det samme, saa
der kom ikke nys om saken utover bygden.

Dette blev gjort haardt imot Steingerds vilje.

Vige den hamramme tydet hver mands for-
sæt som kom til gaarden eller för bort; han sat
ytterst i stuen og lænet sig mot skaalsdøren.

Steingerd lot Narve kalde til sig, og da de møt-
tes, mælte Steingerd:

«Det vilde jeg, frænde, at du sier Kormak disse
raadgjerder som her er stevnet, jeg vilde at du
skaffet dette bud til ham.»

Narve farer nu lønlig avsted, men da han er
kommet et litet stykke paa veien, kommer Vige
efter ham, bad ham dra sig hjem og ikke pønse
paa svikraad; nu farer de begge sammen, og
natten led.

Om morgenen vilde Narve avsted og kom da
kortere end om kvelden, for Vige møtte ham og
jaget ham tilbake uten naade.

Da bryllupet var tilende, gjorde de sig rede
til at ride bort; Steingerd hadde med sig guld og
dyrgriper; saa rider de til Hrutafjord, heller stilt.

Narve drog avsted, da de var borte, og kom
til Mel. Kormak holdt paa at føre op en væg
og slog med en klubbe.

Narve red med skjold og lot svært gjild, og øi-
nene hans för hit og dit som paa et jaget dyr.

* Hamram kaldes den mand som kan fare i dyreham, eller
som har anfald av berserkergang.

106

Nogen mænd var oppe paa væggen med Kor-
mak, da Narve kom; hesten rygget tilbake un-
der Narve. Narve var gjordet mod sverd. Kor-
mak mælte:

«Hvad er til tidender, Narve, eller hvad for
mænd var det som var hos dere inat?

Narve sier:

«Smaa er tidenderne, men gjester hadde vi
nok av.»

Kormak mælte:

«Hvem var gjesterne?»

Narve sier:

«Holm-Berse var der selv attende og holdt sit
bryllup.»

Kormak spørger:

«Hvem var bruden?»

«Berse fik Steingerd Torkelsdatter» sier Nar-
ve, «hun sendte mig hit, da de var borte, for at
si dig tidenden.»

Kormak mærlte:

«Altid sier du det som er vondt.»

Kormak løper indpaa Narve og slaar mot
skjoldet, og da skjoldet støtte imot ham, fik han
et risp i brystet og faldt av hestebaken, og
hesten løp bort med skjoldet.

Torgils, Kormaks bror, sa at dette var for stridt
gjort. Kormak sa, det høvet saa omtrent. Narve
kom til sig ut av svimerien, og de taltes ved.
Torgils spørger:

«Hvordan var mændene bænket ved gjeste-
budet ?»

Narve sier det.

«Visste Steingerd dette forut ?»

Narve sier:

«Ikke før den samme aften, da de var kom-
met til gjestebudet.» |

Narve fortæller om det som var hændt ham
med Vige og sier, at Kormak vil visst synes det

107

er lettere at plystre i farene efter Steingerd og
fare sine skammelige færder end kjæmpe med
Berse. Da kvad Kormak en vise:

Se til at du holder

hesten din og skjoldet,

snart kan det hænde du kjender
klubben min ved dit øre.

Bære du aldrig siden

bud om gilder — og kjæm dit
haar over kulen, grav-tyv!

— om du spør syv paa dagen.

Torgils spørger om maaldagen ! mellem Berse
og Steingerd. Narve sier, at nu er Steingerds
frænder berget ut av alle vanskeligheter med
hendes giftermaal, hvordan det saa blir, men far
og søn skulde være ansvarlige for bryllupet.

8.

Kormak tok sin hest og sine vaaben og sadel-
greier. Torgils spørger:

«Hvorhen skal du nu, bror?»

Kormak kvad en vise:

Bort har Berse flyttet

bruden som jeg hadde fæstet
— vreden min skal han eie —
mig undte hun bedst av alle.
Da kysset jeg den smekre
møen hele dagen

— ofte; nu har jeg mistet
hende, den faamærlte, stille.

Torgils mælte:

«Uvarlig færd er dette, for Berse kan være
kommet til hjemmet sit, før dere findes, og jeg
vil fare med dig.»

* Måldagi — kontrakt, her angaaende formuesforholdet
mellem egtefolkene og vel ogsaa om mulige overenskomster
mellem Berse og Torkel, hvis Kormak viste fiendskap.

108

Kormak sa, han vilde fare og ikke bie paa
nogen mand, stiger straks tilhest og lar den rende
alt den orker. Torgils fik braatt samlet mænd til
sig; de blev atten i følge; de tok igjen Kormak
paa Hrutafjordshalsen,*" og da hadde Kormak
sprængt hesten sin. De snur nu bortover mot
Torveigs gaard; de ser da at Berse er kommet
ut paa Torveigs skib.

Torveig sa til Berse:

«Jeg vil at du tar imot en liten gave av mig,
men huldskap følger!» Det var etjernrendt rund-
skjold; Torveig sa at hun tænkte, Berse vilde bli
litet saaret, hvis han bar dette skjold — «likevel
er dette smaating imot at du skaffet mig til dette
stedet, hvor jeg kan bo.»

Berse takket hende for gaven, og siden skiltes
de. Torveig faar folk til at gjøre skade paa alle
de skiber som laa paa land, for hun visste forut
om Kormaks komme.

Derefter kommer Kormak og hans følge og
krævet skib av Torveig; hun sa at vederlagsløst
vilde hun ikke gjøre dem nogen beiner — «her
er et usselt skib i naustet som jeg regner en halv
mark i leie for.»

Torgils sa det kunde passe at ta to ører for
det; Kormak sa han vilde ikke la sig stanse for
slikt. Torgils sier, han hadde mere hug til at ride
indover rundt om fjorden. Kormak fik raade, og
de gik ut paa skibet, og da de var kommet et
litet stykke fra land, fyldtes skibet under dem og
de kom med nød tilbake til den samme bredd.

«Refst skulde du ha og ikke betaling, din vonde
kjærring», sier Kormak. Torveig sa, dette var
et litet pek. Efter dette greiet Torgils ut sølvet
til hende. Kormak'kvad en vise:

Fælle, til den fagre
| uldtens Sif jeg yrker
" 2: aasen mellem Midtfjord og Hrutafjord.

109

Odins idræt" flittig som
banketræ ved brønden.
Dyrt det blir at kjøpe
dyrgrip, naar for dette
Torveigs skib tre ører
lægges skal i leie I

Berse faar sig fort færdesgreier og rider hjem-
over. Kormak ser at Berse og hans følge faar
længre og længre forsprang og kvad en vise:

Det har jeg nu maattet taale

— jeg hadde først fæstet bruden —
kvinden som skinner av ringer
gaar mig av hænder idag.

Ikke jeg vet om jeg engang

selv skal den linhvite eie.

Før har jeg mættet ravner med
mænd som kom mig i veien.?

De tok hestene sine og red ind omkring fjor-
den og kom til Vale og spurte efter Berse. Vale
sa at Berse var kommet til Mule* og har samlet
folk til sig — «de er mandsterke.»

«Saa er vi forsent ute,» sier Kormak, «naar de
har samlet mænd til sig.»

Torgils bad Kormak at de skulde vende til-
bake, han sa at han ventet de fik liten hæder av
dette. Kormak sier, han vil se Steingerd.

Vale för med dem, og de kom til Mule; der var
Berse allerede med mange mænd. De tales ved;
Kormak skylder Berse for at ha sveget sig, da
han førte bort Steingerd — «nu vil vi ha konen
med os og bøter for svivyrdingen.»

Da sier Tord Arndisson:

«Forlik vil vi byde Kormak, men Berse eier
konen.»

Berse mælte:

" Odins idræt — skaldskap.

? Det maa vel sigte til Torveigssønnerne.
* Hvor Tord Arndisson, Berses ven, bor.

110

«Det er der ikke von om, at Steingerd faar fare
med dere, men jeg byder Kormak min søster til
egte; jeg mener at han blir vel gift, hvis han faar
Helga.»

Torgils mælte :

«Dette er et godt tilbud, og dette skal vi se
påa, bror!»

Kormak taug til det.

9.

Tordis het en kone, ond av lynne; hun bodde
paa Spaakonufell paa Skagastrand'; hun visste
forut om Kormaks færd. Hun kom denne dag
til Mule og svarte paa dette maalet for Kormak
og sier slik:

«Dere skal ikke byde ham en løsagtig kone,
for denne kvinden er halvgal og høver ikke for
nogen dugendes mand, og mor hans venter visst
ikke at hans skjæbne skal bli saa vond.»

Tord sier:

«Dra dig bort, din vonde troldkjærring,» og
han sa, det vilde de faa sande at Helga skulde
findes at være en storlyndt kvinde.

Kormak sa:

«Det vil visst sies at dette er sandt, jeg vil ikke
tænke paa dette.»

Torgils sier:

«Til liten lykke for os blir det visst at lyde efter
dette troldets ord og ikke ta imot slikt tilbud.»

Da mælte Kormak:

«Jeg byder dig, Berse, holmgang med halv-
maaneds frist paa Leidholmen i Midtdalene.»*
Stedet kaldes nu Orrostuholm.*

* Paa vestkysten av halvøen mellem Hunafloen og Skaga-
fjord. Tordis paa Spaakonufell omtales i flere sagaer.

? Midtdalene — bygderne ved bunden av Hvammåsfjord.
* 9: Kampholmen.

111

Berse sa, han skulde komme; han sier at Kor-
mak vælger det som der følger mindst sømd med.

Efter dette gaar Kormak rundt omkring paa
gaarden for at lete efter Steingerd og finder
hende, laster hende for at hun har svigtet ham,
da hun vilde la sig gifte med en anden mand.

Steingerd sier:

«Du volder først brottet, Kormak, men likevel
blev ikke dette gjort efter mit raad.»

Da kvad Kormak en vise:

Lin-Gevn lys, du sier,

sveket blev vort stevne;

endda red jeg folen min

meget træt for din skyld.
Halve heller vilde jeg

sprænge merren, kvinde

— hesten min sparte jeg ikke —
før jeg dig vilde miste!

Efter dette farer Kormak og hans følge hjem.
Kormak sier sin mor, hvordan det var gaat. Dalla
sier:

«Liten lykke skjænkes os av din lagnad, for her
har du sagt nei til det bedste gifte, og det er ilde at
slaas med Berse; han er endjerv kjæmpe og har
gode vaaben.»

Berse eiet et sverd som het Hviting, et kvasst
sverd som der fulgte en livssten! med,og det sverd
hadde han baareti mange livsfarer. Dallamælte:

«Hvadfor vaaben har vel du imöt Hviting?»

Kormak sa, han hadde en stor og kvass øks.

Dalla raader ham tilat finde Midtfjords-Skegge
og be om Skovnung”*. Efter dette for Kormak til

! Lyfs-steinn — sten med lægedomskraft, — folketroens
«livssten».

3? Skovnung er Rolv Krakes sverd, som var blit jordet med
kongen. Landnåmabök fortæller at Midtfjord-Skegge, engang
han laa ved Sjællands kyst, hadde brutt ind i kongens haug
og ført ut sverdet og meget andet gods. Sverdet Skovnung og
dets trolddomsvæsen nævnes i flere andre sagaer.

112

Reyke! og sier Skegge hvordan saken er vokset
frem, ber ham laane sig Skovnung. Skegge sa,
han haddeikke lyst tildet, de var ikke samlyndte,
sa han. «Skovnung er sénlaten, men du er hastig
og braalyndt.»

Kormak red bort og var misnøid, kommer hjem
til Mel og sier til mor sin, at Skegge vilikke laane
ham sverdet. Skegge hjalp Dalla med at se efter
gaardsstellet hendes og gi hende raad, og de var
gode venner. Dalla mælte:

«Han vil nok laane dig sverdet, endda han ikke
later saa fus til det.» |

Kormak sa det gik ikke ret til,— «hvis han ikke
sparer sverdet for dig, men han sparer det for os.»

Dalla sa, han krænket hende.

Nogendager efterpaa bad Dalla Kormak fare til
Reyke — «nu vil nok Skegge laane dig sverdet.»

Kormak træffer Skegge og ber om Skovnung.

«Vanskelig vil det vel tykkes dig at stelle med
det,» sier Skegge. «Der hænger en pung ved det,
og den skal du la være i fred; ikke maa sol faa
skinne paa det øverste av hjaltet, og ikke maa du
blotte det, uten du bur dig til at dræpe; men naar
du kommer paa kampvangen, sæt dig da ned
alene og drag det der, ret frem klingen og blaas
paa den, da kommer en liten orm skridende frem
under hjaltet; held da paa sverdet slik at det blir
let for den at skride under hjaltet.»

Kormak mælte:

«Mangt driver dere med, dere troldkarler.»

Skegge mælte:

«Det vil likevel gaa slik.»

Efter dette rider Kormak hjem og sier sin mor,
hvordan det er gaat; ymter om at hendes vilje
! Reyke, Midtfjord-Skegges gaard, som ligger i Midtfjords-
dalen øst for aaen, omtrent like overfor Mel.
8 — Tre sagaer.
113

magter meget hos Skegge, syner hende sverdet
og vil drage sverdet; det gaar ikke ut av sliren.
Dalla mælte:
«Altfor litet vil du høre paa raad, frænde |»
Da sætter Kormak føtterne paa hjaltet og sli-
ter av pungen, Skovnung jamrer høit ved det og
gaar ikke av sliren.

Nu lider det fremover til stevnet. Kormak ri-
der hjemmefra med femten mænd; paa samme
vis rider Berse til holmgangen med like mange
mænd.

Kormak kommer først. Kormak sier til Tor-
gils at han vil sætte sig ned alene.

Kormak sætter sig ned og tar av sig sverdet;
han brød sig ikke om at solen skinnet paa hjaltet
for ham, og han hadde spændt det om sig uten-
paa klærne og vil drage det, men fik ikke gjort
det før han stod paa hjaltet, og da kom den lille
ormen. Det blev ikke medfaret som det skul-
de, og sverdets lykke blev forvendt, og det skred
jamrende av sliren.

10.

Efter dette gik Kormak tilbake til følget sit.
Da var Berse og hans flok kommet dit og mange
andre mænd for at se paa dette stevne. Kormak
tok op Berses skjold og slog paa det, og der för
ild ut av det.

Nu blir skindet tat og bredt ut under føtterne
deres. Berse mælte:

«Du, Kormak, stevnet mig til holmgang, men
der imot byder jeg dig einvig*'; du er ung mand

* Einvig er almindelig tvekamp, uten alle holmgangens

mange ceremonielleregler og uten «sekundanterne», som skal
holde skjold for de kjæmpende.

114

het I EG NL EN 4 - RY
ed - ; st EE Ur?

og litet prøvet; med holmgang er der vansker,
men slet ikke med einvig.»

Kormak mærlte:

«Jeg kjæmper visst ikke bedre i einvig; jeg vil
vaage det og friste at holde mig som din jevning
i alt.»

«Du raader nu», sier Berse.

Det var holmgangslovene, at en skindfeld skal
være fem alen mellem snipperne og løkker i hjør-
nerne; deri skulde der sættes ned træpæler med
hoder i den anden ende; de het tjasner. Den som
gjorde dette rede skulde gaa til tjasnerne saan
at han kunde se himmelen mellem sine ben? og .
holde sig i øresnipperne, mens han sier frem det
formæle som siden brukes ved det blot som he-
ter tjasneblot. Utenom felden skal der merkes
av tre fotbrede remser i bakken, utenfor rem-
serne skal der være fire stænger, og de heter he-
sler; naar saa er gjort, er dette heslet vold.

Hver mand skal ha tre skjold, og naar de er
sønderhugget, da skal han gaa ind paa felden,
selv om han før er kommet utenfor den; fra nu
av skal han dække sig bare med sine vaaben.
Den skal hugge først som er blit utæsket.

Hvis den ene blir saaret slik at der kommer
blod paa felden, er han ikke skyldig at kjæmpe
længer. Hvis en mand stiger med den ene fot
utenfor heslerne, «farer han paa hæl»*, men
«render» hvis han stiger utenfor med begge
føtter.

For hver av dem som kjæmper skal en anden
mand holde skjoldet.

I Tanken er vistnok at i denpe stilling kan man se, og mestre,
vætter og aander — cfr. nyere folketro: se under armbogen,
gjennem bigslet, tømmeløkken etc. I Vatnsdølasaga kommer
troldkjærringen Ljot gaaende med den ene fot kastet over

skulderen og hodet stukket bakut mellem benene.
? «Fare paa hæl for nogen» — vike baklængs.

115

Den som blir mest saaret skal betale holmløs-
ning, tre merker sølv,

Nu blir felden tat og bredt under deres føtter.
Torgils holdt skjoldet for sin bror og Tord Arn-
disson for Berse. Berse hugg først og kløvet
Kormaks skjold; han hugg til Berse og naadde
det samme. Hver av dem hugg sund tre skjold
for den anden.

Saa skulde Kormak hugge, og han hugg til
Berse, denne bøtet imot med Hviting; Skovnung
tok odden av Hviting nede hvor midtstripen slut-
ter,'og sverdodden sprat bort i haanden paa Kor-
mak, rispet tommelfingeren og kløvet fingertup-
pen og der kom blod paa felden. Efter dette gik
mænd imellem dem og vilde ikke at de kjæmpet
længer. Da mælte Kormak:

«Dette er liten seir, som Berse har faat av uhel-
det mit, selv om vi skilles nu.»

Men da Skovnung blev sænket, kom det nær
rundskjoldet, og et skaar brotnet av Skovnung,
men ild sprutet av skjoldet Torveigarnaut.

Berse krævet holmløsning, Kormak sa at féet
skulde bli betalt — og dermed skiltes de.

11.

Steinar het en mand; han var søn til Ønund
Sjonaog bror til Dalla, Kormaks mor. Han bodde
paa Ellida* og var en hardhuget mand. Dit red
Kormak efter holmgangen for at finde sin frænde
Steinar. Kormak sa ham om færden sin. Steinar
lot ilde om dette.

! Vikingetidens sverd har undertiden en ophøiet ribbe ned-

over midten av klingen.
? Ellida — paa Snefellsnes.

116

Kormak sa at han tænkte sig bort fra landet
— «og dig esler jeg at betale det som jeg skylder
Berse.»

Steinar sier:

«Du er ikke for modig, men utredes maa vel
féet, hvis det trængs.»

Kormak er der nogen nætter; haanden trutnet
op sterkt; der var ikke blit bundet noget om den.

Efter dette stevne för Holmgangs-Berse for at
træffe brødrene sine, og de spørger Berse, hvor-
dan det hadde gaat med holmgangen: han sier
dem det. De sa, der hadde to stormodige mænd
hugget i mindste laget, og de sa at Berse hadde
seiret ved Kormaks uheld.

Berse møttes med Steingerd, hun spurte hvor-
dan det var gaat. Han kvad en vise:

Med tre merker maatte
Kamp-Ull kjøpe sig løst av
holmen, endda hjelm-træet
visst er en hugsterk mand,
Han, som bær Skoguls rør i
skjoldenes uveir', mon ikke
byde mig holmgang siden.
— Vi bar bort seir idag.

Steinar og Kormak red bort fra Ellida; de ri-
der til Saurbø. De ser mænd kommeridende imot
sig; der för Berse. Han hilser Kormak og spørger,
hvordan det gaar med saaret.

Kormak sa, det trængte ikke stort for at heles.

Berse mælte:

«Vil du at jeg skal grøde dig, endda det er mig
som har voldt det — og da skal du ikke længer ha
måén av det.»

Kormak sa nei til det og mælte, at med ham
vilde han altid holde fiendskap. Da kvad Berse
en vise:

" Kormak. Skogul — valkyrjenavn, Skoguls rør — spydet.
117

Minde faar du om kampen,

da du bød mig til bardag.
Gjerne skal jeg anden gang
møtes med dig paa holm.

Øvet er jeg, kløvet

sverdet mit skjold for Kormaks
haand — han selv vilde ikke

vi skulde kjæmpe i einvig.

Dermed skiltes de.

Efter dette farer Kormak hjem til Mel og fin-
der sin mor. Hun grødet haanden hans; den blev
styg og grodde igjen ujevnt. Skaaret som var
kommet i Skovnung kvesset de paa, det blev
bare større, jo oftere de kvesset.

Siden för han til Reyke og kastet Skovnung
foran føtterne til Skegge og kvad en vise:

Hjem fører jeg, Skegge,
sverdet dit, brutt i eggen,
vaabnet dit bet ikke — bedre
gik det de hine i striden.
Overmand blev ikke jeg i
kampen vi yppet om møen;
Skovnung bar ikke til mig
seir isverdenes trætte.

Skegge mælte:

«Gik som jeg ventet.»

Kormak snudde og för bort og kom hjem til
Mel, og da de møttes, Dalla og Kormak, kvad
han en vise:

Hi-byggen!' gik jeg tilmøte,
husfru, paa holm vi skiftet
hugg — lot vaabnene raade,
slik som vi tykte var bedst.
Men i hænderne mine
Skegges navnspurte rune-

sverd som synger før drapet
brast, og mistet sin kraft.

Og end kvad han:

! Hi-byggen — Berse; navnet betyder hanbjørn.

118

Kvass-egget var den ikke,
mord-vaanden, som Skegge

fik mig i hænde til kampen

— ikke var kraft i sverdet.
Usmidig evnet det bare

bite Hviting itu ved

hjaltet, og selv brøt jeg skaar i
eggen paa Skovnung ved hugget.

Og igjen kvad han:

Sverdet mit glap, og fangsten
slap av skjold-bjørnens' tænder
da jeg hugg, saa Hvitings
splint bet mig i haanden.

Ilde laat det, da jeg

drog mit sverd til kampen;
uvillig skred Skovnung

ut av slire-hiet.

Og igjen kvad han:

Husfru — jeg gik til møtet

to morgner; visst var jeg ventet.
Nu er jeg skutt bort i kroken,
møens yndest jeg mistet.
Bæres mig for, at tredje

morgen faar jeg bli hjemme.
Strævsomme dager volder

hun mig, den fagre kvinde.

Efter dette för Kormak til Reyke en dag, og
de taltes ved, han og Skegge. Skegge kaldte det
at holmgangen var blit til smaamandslig verk.
Da kvad Kormak en vise:

Klag ikke paa mig, høvding,
for jeg er sen til at føre
sverdet, det dyre tilbake I

— Hædersord bærer jeg for dig!
Mandens lagnad kan ingen

rygge, mægtige Skegge,
sverdet dit har jeg rørt i
vaabenstormen paa holmen.

Og end kvad han:

Tyktes mig, at jeg stevnet
frem med det blodgriske sverdet

197 sgverdets.

119

djervt ved de hærklædtes møte,
høvding, hærdet i strid!

Uvillig negtet sverdet

gape med drapsmund mot manden.
Hun, som glittrer av guldet

— hugen min leker paa hende!

12.

Om vinteren blev der holdt leker i Saurbø, og
der var de med, baade Aasmund Bersesson og
Tord Arndissons sønner; de var yngre og ikke
saa sterke. Aasmund holdt ikke maate med kræf-
terne sine; Tords sønner kom ofte blaa og blo-
dige hjem. Dette likte mor deres, Tordis, ilde;
hun ber Tord tale om til Berse, Aasmunds far,
at han fik betale bøter for sønnerne. Tord sier,
det har han liten lyst til,

Da sier hun:

«Børk, bror min, faar jeg gaa til da, og da vil
der ikke komme mindre vondt ut av det.»

Tord bad hende ikke gjøre det — «saa vil heller
jeg tale om det for Berse,» og fordi hun bad ham,
søker han op Berse og order frempaa om bøter.
Berse mælte:

«Altfor pengegrisk er du nu, og det blir til liten
hæder for dig at fare med slikt; det er vel ikke
slik at du blir fattig, for om det ikke tryter hos
mig.»

Tord farer hjem, og det var graatt mellem dem
den vinteren. Nu lider det utpaa vaaren, frem
mot tiden da Torsnesting ! skal holdes.

Berse tyktes nu skjønne, at Tordis har voldt
det, da Tord kom med dette kravet til ham.

Mændene bur sig nu til tingfærd; Tord og Ber-
se hadde været vant til at ride sammen til tinget.

! Inde i Hvammsfjorden, den sydligste arm av Breid-
fjorden. i

120

Berse red hjemmefra og kom til Mule; Tord var
reist. Berse mælte:

«Nu har Tord vendt vanen vor, naar han ikke
ventet paa mig.»

Da svarer Tordis:

«Du volder den vendingen; men dette er liten
hevn, hvis der ikke følger mere.»

De kom i trætte, og Berse sier, at av hendes
raad vil der følge vondt.

De rider bort. Berse mælte:

«La os snu nedover til fjorden og faa os skib,
det er langt at ride ind omkring stranden.»

Der fik de et skib som Tord eiet, farer nu sin
kos og kommer til tinget. Folk flest var alt kom-
met dit, og de gik til den bod som Olav Paa fra
Hjardarholt eiet. Berse var hans tingmand. Der
var mangemændt i boden; han pleiet at sitte ved
siden av Tord, men det rum var nu optat; der
sat en stor, sterkvoksen mand i bjørneskinds-
kaape og med grime for ansigtet. Berse stan-
set foran ham, men der blev ikke gjort plads.
Berse spurte om denne mandens navn. Det blir
sagt ham at han heter saa ymse, Glum eller Sku-
ma. Berse kvad en vise:

Hvem er han, kjæmpen i bænken,
skræmslet i bjørnefelden ?

Vore frænder fostrer

ulv i barmen — er rædde!
Manden tykkes Steinar

saare lik — om de kalder

karen for Glum eller Skuma —.
Ham vil vi møte imorgen,

«— og du trænger ikke skjule navnet dit du,
karen i bjørnekaapen!» sier Berse.

«Slik er det og,» sier den anden, «Steinar heter
jeg. og jeg skulde greie ut fé til dig fra Kormak,
hvis det trænges, men først stevner jeg dig paa

! Grime — maske. (Kanske enslags dølgehætte.)

121

holm; kanhænde at da faar du markene dine to
ganger, eller ogsaa mister du begge deler.»
Da kvad Berse:

Stridsvante mænd som vækker
pilenes uveir har budt mig
møte til holmgang — ikke
græmmer jeg mig over slikt!
Lyster det folk at faa lokket
spydkjæmpen ' frem paa volden
— motløs møtte jeg endda
aldrig hvor mænd skifter hugg!

«— men det er greit at se, at dere frænder vil
ødelægge mig, og det er ogsaa godt at du faar
vite, om mit godtykke har noget at si, og dit
overmod kunde bli litt mindre!»

Steinar sier:

«Ikke ønsker vi din bane, men vi vilde synes
det var godt om du kunde faa rede paa, hvad du
duger til.»

Berse var villig til holmgangen og gaar ind
i en avbod* og var der.

En dag blir der ropt, at mændene skulde svøm-
me. Steinar sa til Berse:

«Vil du kapsvømme med mig, Berse?»

Han sier:

«Jeg har lagt ned svømning — men likevel faar
jeg vel bli med.»

Berse farer djervt frem og lægger sig haardti;
han hadde livsstenen om halsen. Steinar svøm-
mer indtil ham og sliter av ham stenen med pun-
gen og kaster paa sjøen og kvad:

Levet længe,

lot guder raade:
aldrig bar jeg
rødbrune hoser;

! Spydkjæmpen er Berse selv.

* Avbod — det ser ut som det skulde være et avskildret rum
i den boden, hvor Olav Paa holder til og huser sine tingmænd.

122

bandt mig aldrig
belg om halsen
fuld av troldskap
— og lever endda!

Efter dette lægger de til land. Denne pretten,
som Steinar hadde gjort Berse, var efter Tords
raad, for at holmgangen skulde gaa daarlig for
Berse. Tord gik ned til stranden, da det fjæret,
og fandt livsstenen og tok vare paa den.

Steinar eiet det sverd som het Skryme; det
blev aldrig tilsølet og der fulgte heller ingen van-
- Ssker med det.

Paa den avtalte dag gik Tord og Steinar ut av
boden; da kom Kormak til tinget. Olav Paa
skaffet Berse følge til holmgangen. Tord Arndis-
son pleiet at holde skjoldet for Berse, men nu
blev ikke det; Berse gik likevel paa holm, og
hans skjoldsvein er ikke nævnt. Kormak skal
holde skjoldet for Steinar.

Berse hadde skjoldet Torveigarnaut; tre skjold
hadde de hver. Saa hugget Berse sund to skjold,
og Kormak holdt det tredje. Berse hugg efter
Steinar, og Hviting fæstnet i jernranden paa Stei-
nars skjold. Kormak vippet op skjoldet; i det
samme hugg Steinar til Berse, og hugget traf
paa skjoldranden, skred av skjoldet og ned i
tykbaken paa Berse og skar sig nedover langs
laaret til knæleddet, saa sverdet stod i benet og
Berse faldt.

Da mærlte Steinar:

«Nu er der betalt fé for Kormak.»

Berse sprat da op og hugg efter Steinar, klø-
vet skjoldet, og sverdsodden kom i bringen paa
Steinar. Tord løp til og rev Steinar tilside. Tord
mælte:

«Nu betalte jeg dig for at sønnerne mine blev
skamslaat.»

123

Efter dette blev Berse baaret til boden og saa-
ret hans bundet om. Tord för hjem til boden, og
da Berse saa ham, kvad han en vise:

Valkyrjers fælle, før du

fulgte mig, naar Odins
dør-ulver tutet mot hurder"

— sverdet mit sang mot skjolder.
Men nu farer det slik at

hjælp du negter Odins

gamle, hærdede kjæmpe.

— Mangelyndt mand er du!

Og end kvad han:

Nylig tykte kampens
brændende brander,"jeg var
djervest i strid — saa sies —
yngre var jeg den tiden.

Nu vil frænderne mine

helst at auren skal hylle

mig, der jeg sat, i Saurbø
hauglagt — det dølger jeg ikke.

Tord mælte:

«Ikke din død; men svivyrding under jeg dig
denne gang.»

Da kvad Berse en vise:

Mig har frænderne sveket
denne gang til stevnet

— glædesvoner visnet —

jeg sier det som jeg tænker.
Fuldtro venner er jevnlig
vonde at finde — men ravner
glædet jeg ofte med lik, og
end er jeg uræd for strid I

Efter dette blev Berse ført hjem til Saurbø, og
og han laa længe av sit saar.

Nu maa det fortælles om Kormak og Steinar:
den tid da Berse blev baaret til boden, mælte
Steinar til Kormak:

! Odins dør-ulver er sverdene; «hurderne» er skjolder.
? Kampens brændende brander — krigerne.

124

Fire tilforn og otte

hærmænd maatte vike

da de møtte Skrymes

skarpslipte egg — har du spurt det?
Nu tilslut har skalden

Berse ramt med det samme
blinkende lyn, som drikker
saar-hvepsernes sved.

Steinar mælte:

«Nu vil jeg at du skal eie Skryme, for jeg me-
ner at dette var min sidste holmgang.»

Efter dette skiltes de som venner. Steinar för
hjem og Kormak för til Mel.

13.

Nu maa det fortælles om Berse, at saaret hans
grodde sent. Det var en gang, da mange mænd
kom dit, da blev der talt om kampen, hvordan
det hadde gaat til. Da kvad Berse:

Kjæmpen, den guldrike, sterke,
trængte mig under sverdets
egg — og du hjalp de andre.
Tvungen taler jeg om det.

Slik gik det til, og hærmænd
bruker bli harme for mindre.
Vit det, Tord, at nu er
venskapet vort til ende!

Efter dette för Tord til det rum hvor Berse laa
og gav ham tilbake livsstenen; siden grødet Tord
Berse, og de blev da venner igjen, og venskapet
mellem dem holdt siden.

Ved disse hændelser fik Steingerd lede for
Berse og vil skilles fra ham, og da hun var fær-
dig til at fare bort, gaar hun til Berse og mælte:

! Saar-hvepserne — ravnene. Ravnenes sved — blod.

125

«Først blev du kaldt Skræk-Berse og siden
Holmgangs-Berse, men nu maa du vel med san-
ning hete Rassa-Berse,» og sier sig skilt fra ham.

Steingerd för nordpaa til frænderne sine, finder
sin bror Torkel, ber ham hente hendes gods hos
Berse, mund ? og hjemmefølge, og sier, hun vil
ikke eie krøplingen Berse. Torkel lastet hende
ikke for dette og lovet at fare. Vinteren gik, og
det drog ut med Torkels færd.

14.

Vaaren efter för Torkel Tanngnjostr for at
træffe Holmgangs-Berse og hente Steingerds
gods.

Berse sa, han syntes hans skjæbne var tung,
endda de begge to fik kjende litt av det” — «og
jeg agter ikke at greie ut godset.»

Torkel mælte:

«Jeg stevner dig til holmgang paa Orrostu-
holmen ved Tjaldanes *».

Berse sier:

«Det maa nu vel synes dig en smaasak, slik
en kjæmpe som du er, men likevel lover jeg dig
at komme.»

De kom til holmen, og holmgangen begyndte.
Tord Arndisson holdt skjoldet for Berse og Vale
for Torkel, og da to skjold var hugget sund, bød
Berse Torkel at ta det tredje. Torkel vilde ikke
det. Berse hadde skjold og et langt kvasst sverd.
Torkel mærlte:

«Det sverdet som du har, Berse, er længer end
loven hjemler.»

! Mundr — den gave, hvormed brudgommen kjøper bruden
til egtehustru. Den blev hustruens personlige eiendom.

22: han har mistet sin kone, men de andre mister hendes

gods.
3 Tjaldanes — i Saurbø.

126

«Saan skal det ikke være,» sier Berse, tar op
Hviting* og fører det med begge hænder, gir
Torkel banehugg. Da kvad Berse:

Tanngnjostr har jeg fældet,

— første paa fjerde tital.*

Endda biter jeg fra mig,

det ord skal jeg bære fra møtet.
Endda mætter jeg sagtens
ravnene nogen ganger;
gammel blir jeg, duger

likevel bedst til at slaas.

Efter dette bød Vale Berse holmgang, og Berse
kvad en vise:
Kampvante mænd som vækker
brynjers storm har budt mig
møte til holmgang — ikke
græmmer jeg mig over slikt.
Lyster det folk at faa lokket
spydkjæmpen frem paa volden
— motløs møtte jeg endda
aldrig hvor mænd skifter hugg.

Tord kom, da de skulde kjæmpe, og mærlte til
Berse og Vale:

«Det tykkes folk være stor skade, hvis djerve
mænd skal hugges ned uten skjellig grund, og
byder jeg til at mægle mellem dere».

Det tok de imot. Tord mælte:

«Vale, det sikreste forlik tykkes mig det vilde
være, hvis Berse faar Tordis, søster din, hæder
vil du faa av det».

Berse tok imot det, og til hjemmefølge skulde
Tordis ha Brekkaland, og dette maagskap kom
da istand mellem dem.

Derefter lot Berse gjøre virke? om gaarden
sin og sat der mange vintrer i ro.

"9: istedet for det andet sverd som Torkel klager over er
for lan

3 9: det er den enogtredvte mand han har fældet.
* Virke — befæstning.

127

15.!

Torarin Alfsson het en mand; han bodde nord
i Tambardal; denne dal gaar ind fra Bitru.*" Han
var en stor og sterk mand og blev kaldt Torarin
Ramme. Ran hadde længe ligget paa reiser og
hadde slik færdeslykke, saa han altid kom i land,
hvor han hadde valgt at ta sig havn. Han hadde
tre sønner; den ene het Alf, den anden Loft og
den tredje Skofte. Torarin var en grum mand,
og sønnerne hans slegtet paa ham i lynne; de
var de mest overmodige mænd.

En mand het Odd; han bodde paa Tunga i
Bitru. Datter hans het Steinvor; hun var vak-
ker og klok; hun blev kaldt «mjobeina».* Hos
Odd var der mange fiskere. Glum het en mand
som var der i været, lei og vondsindet.

Det var en gang at disse to, Odd og Glum, talte
om hvem som vel var de største mænd i bygden.
Glum mente at Torarin var den ypperste mand,
men Odd sa at Holmgangs-Berse var fremfor
alle andre. Glum mælte :

«Hvorfor mener du det ?»

Odd mælte:

«Er det nogenting likt — Berses manddom og
tyverierne til Torarin?»

Saa længe talte de om dette, til de blev harme
og veddet. Da farer Glum avsted og sier dette
til Torarin; han blev storvred og truet Odd. Si-
den farer Torarin og fører bort Steinvor fra
Tunga uten hendes fars, Odds, samtykke, og
han sa, det vilde ikke bli ufarlig for ham, hvis
han klaget over det, og de kom hjem til Tambar-
dal. Nu gik der en tid.

" Om forholdet mellem kapitel 15 og 16 og Kormaks saga
se indledningen.

? Bitrufjord, arm av Hunafloen, nordvest for Hrutafjord.

? 9: den slanklæggede.

128

EE — nd

Derefter farer Odd og finder Holm-Berse og
sier ham hvad som er hændt og ber om hans
hjælp til at faa tilbake Steinvor og hevne denne
skam. Berse sa, dette hadde han ikke trængt at
be om, og bød Odd fare hjem og ikke bry sig om
det — «jeg lover dig likevel at ta mig av det».

Straks Odd er borte gjør Berse sig færdig til
at fare hjemmefra ; han rider ut fuldt væbnet og
gjordet med Hviting og har tre spyd, kommer
til Tambardal sent i kveldingen, da kvinderne
gaar fra dyngjen. Steinvor ser Berse og gaar til
møtes med ham og sier ham om sin ulykke.

«Bu dig til at bli med mig», sier Berse, og hun
gjør saa. Berse sier, han vil ikke fare erindsløs
i Tambardal, vender sig til døren, hvor mæn-
dene sat ved langildene. Berse slaar paa døren,
og en mand som het Torleif gaar ut. Torarin
kjendte Berses maal og løper ut med en stor
tollekniv og lægger til Berse. Dette ser Berse
og drager Hviting og hugger ham banesaar med
det samme.

Efter dette springer Berse i sadlen og sætter
Steinvor i knæet hos sig og tar sine spyd, som
Steinvor hadde tat vare paa, rider til en skog,
og i et gjemsel lot han Steinvor og hesten være
efter sig og bad hende vente paa sig der. Saa
gik han bort i en klev, som tjodveien laa over,
og holdt sig rede der.

I Tambardal var ikke alt kyrrt. Torleif løper
og sier Torarins sønner at han laa død i døren;
de spurte hvem som voldte det. Torleif sier det.

Siden satte de efter Berse og stevnet benveies
mot kleven og tænkte at komme foran Berse
der, men nu er han først i kleven. Og da de kom
nær til ham, skjøt Berse et spyd mot Alf og
igjennem ham; da skjøt Loft efter Berse; han
tok imot med rundskjoldet, og det prellet av;
siden skjøt Berse Loft og saa Skofte til bane.

9 — Tre sagaer.

129

Da dette var gjort, kom heimemændene til brø-
drene; Torleif snudde tilbake imot dem, og de
för hjem, alle sammen.

16.

Efter dette søkte Berse op Steinvor og stiger
til hest og kom hjem, før folk var staat op. De
spørger om Berses færd, og han fortæller om
den. Tord spørger Berse, da de traf hinanden,
hvordan det hadde gaat til med deres stevne.
Da kvad Berse en vise:

En som mættet ulver
møtte nys sin bane:
Torstein sterke drap jeg
ute i Tambardal.

Flere mistet livet:

Loft og Alf og Skofte,
far og sønner — fire;
jeg kom imot dem ene.

Efter dette farer Odd hjem, og Steinvor blir
hos Berse ; dette liker Tordis ilde.

Da var virket til Berse noget medfaret, og nu
lot han virket bøte. Saa er sagt, at der blev ingen
bøter git efter disse mænd. Og nu led nogen tid.

Engang da Tordis og Berse taltes ved, mælte
Berse:

«Det raad har jeg tænkt ut, atjeg vil byde Olav
Hoskuldsson * barnefostring».

Hun sier:

«Det har jeg liten lyst til; det synes jeg er stort
stræv og uvisst om du øker din hæder ved det».

«Han vilde ogsaa være en hjælper god nok at
lite paa, og jeg har fuldt op av fiender og tar til
at bli meget tilaars», sier Berse.

Han farer til møtes med Olav og byder til at
fostre et barn for ham; dette tar Olav imot med

* Olav Paa paa Hjardarholt.

130

tak, og Berse fører Halldor hjem med sig og lot
Steinvor fostre ham Dette liker Tordis ilde, og
hun stak unna pengene.

Berse tar nu til at ældes meget.

Det var en gang at der kom tingmænd til
Berse; han sat alene og fik sin mat førend de
andre mænd. Berse fik grøt og de andre ost og
skyr. Da kvad Berse en vise:

Fem paa fjerde tital

har jeg lagt til mætte

for blaafjærede saarfugl

— mange mænds bane jeg kaldes.
Skal jeg nu aldrig mere

farve eggen i blodet

— trold ta livet — saa bær mig
bort i haug med det samme.

Halldor mælte :

«Visst tænker du fælde endda en mand, foster-
far min!»

Berse sier:

«Jeg vet den manden som det kunde høve
at —»

Tordis lot sin bror Vale bruke Brekkaland.
Berse lot sine huskarler vinne hjemme og hadde
ikke noget at gjøre med Vale. Halldor var harm
for Berse ikke raadet over sin egen eiendom.
Da kvad Berse en vise:

Her ligger vi
sammen i bænken,
Halldor og jeg,

og orker litet.

Du er for ung,

jeg gammel og tung.
Du batner,

jeg bøies.!

! Laxdøla saga har det samme vers i en anden og rime-

ligere forbindelse: En sommer da Berse laa tilsengs og var
- syk, var han alene i stuen med Halldor som var spædbarn

131

Halldor mælte :
«Ilde liker jeg Vale !»
Berse kvad en vise:

Kaute Vale vet jeg

beiter i min slaatt-eng;

helst vil haarde kjæmpen
traa os under føtter.

Før blev jeg harm for mindre,
lønnet med hevn, og rødnet
saarormens egg i hver som
æsket mig frem i brynje.

Og end kvad han:

Guld-Ull er blit ustø

nu paa foten av ælde.
Djerve drenger lar mig
taale mangt, der jeg sitter.
Likevel, om de helst vil
lægge mig kold i haugen,
rødner jeg sverd i holmgang
endda, heller end viker!

Halldor mælte :
«Litet ældes du endda i hugen, fosterfar min!»

Steinvor og Berse talte sammen. Berse sa til
hende:

«Raad skal jeg lægge op, og jeg trænger til
din hjælp med det».

Hun sa, hun var skyldig at gjøre slikt som hun
kunde til det.

«Du skal», sier Berse, «gi dig til at trætte med
Tordis om melkekjelen, og holde i den, til dere
slaar ut melken; saa skal jeg komme til og
mæle hende efter munden; siden skal du gaa til
Vale og si ham, hvor skammelig vi handler
med dig».

endda og laa i vugge. Vuggen veltet, og gutten faldt ut paa

gulvet. Berse, som ikke kunde staa op og ta barnet, kvad da
denne vise.

132

Dette gik slik som Berse hadde tænkt ut; og
hun kom til Vale og sier ham hun har det saa
vanskelig; hun ber Vale følge sig over kleven
Han gjør det. Da nu Vale vil snu tilbake, kom-
mer de mot ham, Halldor og Berse. Berse hadde
huggespyd i den ene haand og stav i den anden,
og Halldor hadde Hviting. Da Vale ser dette,
vender han sig imot dem og hugger efter Berse.
Halldor kom bakom Vale og hugger efter ha-
serne hans med Hviting. Da braasnur Vale og
vender sig mot Halldor; da satte Berse spydet i
ham mellem herderne; det var hans banesaar.

Siden satte de op skjoldet hans ved hans føt-
ter og sverdet ved hans hode og bredde hans
skindkappe over ham, og efter det stiger de til
hest og rider forbi fem gaarder og lyser sig dra-
pet paa hænder, og saa rider de hjem. Folk för
da til og tok haand om Vale, og Valafall heter
det siden, der hvor han blev dræpt.

Halldor var tolv vintrer gammel, da dette
hændte.

17.

Torvald het en mand; han var søn av Eystein
og blev kaldt Tintein. Han var rik mand, og
hændig, skald, men udjerv av sindelag. Bror
hans het Torvard, som bodde nord i Fljot. De
var mange frænder; og denne ætten blev kaldt
Skidingerne; de hadde liten lykke med sig.

Torvald Tintein bad om Steingerd, og hun blev
git til ham med sine frænders raad og ikke med
hendes motmæle. Dette var samme sommer
som Steingerd gik fra Berse. Disse tidender spør-
ger Kormak, men later som han ikke vet det.

Litt før hadde Kormak flyttet varerne sjne
ombord i skibet, og begge brødrene eslet sig til
at fare ut.

133

Tidlig en morgen rider Kormak bort fra ski-
bet, farer for at træffe Steingerd og taler med
hende; han bad hende gjøre sig en skjorte.: Hun
Sa, det trængtes ikke at han kom hit, og sa at
Torvald og hans frænder vilde ikke taale slikt
uten at hevne det. Kormak kvad en vise:

Ikke kan jeg sxjønne

hvi du, guldbaands ranke
stamme, skulde giftes
med en tinstang-mand!
Ikke har jeg smilt fra

far din, Silke-Nanna,
fæstet dig til denne
stakkars vesalmanden.

Steingerd mælte:

«Slikt er aapenbart fiendskap, og jeg skal si
Torvald om din haan; ingen mand kan sitte rolig
og taale slikt!»

Da kvad Kormak:

Trængs ikke at du truer
mig med Skidunge-nidet,
linskaut-skrydde kone:
kvæde kan jeg selv!

— Nid mot manden, slik at
stener selv skal flyte

— Ilde gaar det Eysteins-
sønnerne mot mig!

Efter dette skiltes de uten blide, og Kormak
för til skibet.

18.

Da brødrene stod ut av havnen, Kom en ross-
hval op ved skibet. Kormak skjøt en paalstav *

* Skjorten som elskovsgave hører i sagalitteraturen ellers
nærmest hjemme i de eventyrlige sagaer. I folkeviserne er
det at en mand ber en kvinde sy sig skjorte enstydig med at
han ber om hendes hengivelse.

? Paalstav — et slags tungt kastespyd.

134

efter den, ramte hvalen, og den sankunder. Da
tyktes folk at kjende Torveigs øine i den. Denne
hval dukket ikke op igjen, og om Torveig spur-
tes det, at hun laa dødssyk, og folk sier, at hun
skal være død av dette.

Saa seilet de ut paa havet og kom til Norge.
Paa den tid raadet Haakon Adalsteinsfostre i
Norge. Brødrene för straks til funds med kon-
gen; kongen tok vel imot dem, og de var der om
vinteren, vel vyrdet.

Sommeren efter la de ut i hærfærd og øvet
mange storverker. I felag med dem var der en
mand som het Sigurd, en tysk mand av høi
byrd. De gjorde landgang og herjet vidt om-
kring. En dag da de var gaat op i land, kom el-
leve mænd mot brødrene og satte ind paa dem;
kampen endte slik at de to brødrene seiret over
de elleve. Efter dette för de til skibet. Vikin-
gerne trodde, de hadde mistet disse mænd, og
fagnet dem, nu da de kom tilbake med seier og
gods. Paa denne færd vandt brødrene megen
navnkundighet.

Det led utpaa sommeren, og vinteren drog nær.
De vilde holde til Norge, fik koldt veir, og rim
la sig paa seilet; brødrene tok altid haardt i om-
bord. Da kvad Kormak en vise:

Skardi,* vi faar riste

rim av vore telter,

fjeldet staar med ishjelm,
— kold er skaldens bod!
Var den rike bonden
ikke bedre huset!
Latingen ligger hjemme
hos sin lyse viv.

Torgils mælte:
«Nu taler du altid om hende, men da vilde du
ikke ta hende, da hun blev budt dig til gifte».

* Kormaks bror Torgils bærer tilnavnet Skardi.

135

Kormak sier:

«Mere voldte onde vætters galdrer det end
mit mislynne».

Nu seilet de ind mot nogen berghamrer og
berget seilet med stor fare. Kormak mælte :

«Nu kunde gjerne Torvald Tintein være her
med os».

Torgils sier smilende:

«Det er likt til at han har det bedre idag
end vi».

«Det er ikke som det skulde være», sier Kor-
mak.

Litt senere tok de land i Norge.

19.

Mens de hadde været borte, var der blit høv-
dingeskifte i Norge. Haakon var død og Harald
Graafell kommet istedet. De søkte kongens ven-
skap. Han tok vel imot deres hilsen. De för med
kongen til Irland og hadde kampe der. Det var
en gang, da de hadde gaat iland med kongen og
en stor hær kom imot kongen, og da hærene
støtte sammen, kvad Kormak en vise:

Litt jeg ræddes, hvor konger
fører sammen hærskjold,
storverksmanden kjender
ikke skræk for kamp.

Det er møen nordpaa,
Torkels datter, Skardi,

— haardt harmer mig, fælle,
mindet som en sott.

Torgils mælte:

«Aldrig kommer du i slike manddomsprøver,
at ikke du altid kommer i hug Steingerd».

Kormak sier:

«Saare litet har jeg glemt det endnu».

136

Dette var et stort slag; kong Harald vandt en
vidspurt seier; hans mænd jaget de flygtende.
Brødrene stod side om side, da vendte ni mænd
sig imot dem; de kjæmpet en tid. Kormak kvad
en vise:

Rask faar vi gaa frem, Skardi,
møte vore motmænd,
sverdsvinger, siden vi to
maa bli ni mænds bane.
— Mens den anletssmale
kvinden som holdt av mig
gaar iseng der hjemme med

- det gudsforhatte drask!

Torgils mælte :

«Oftest ender du med dette.»

Kampen endte slik, at brødrene fik seir og
hine ni faldt; for dette fik de meget lov av kon-
gen og stor sømd mellem de andre.

Brødrene var jevnlig med kongen paa hær-
færder; da merket Torgils at Kormak oftest sov
litet, og spurte ham, hvad som voldte det. Da
kvad Kormak en vise:

Brim gnyr, bratt som hamrer
blaaner bølgefjelde

og med brus og dunder .
strømmer det kring øer.
Havglans-disen volder

jeg faar sove litet.

Hun, den væne, savner

jeg saa tidt jeg vaagner.

— adet kan jeg si dig, bror, at jeg lyser min hjem-
færd til Island.»

Torgils mælte:

«Mangt er kastet for føtterne dine, bror, og nu
vet jeg ikke, hvor dette bærer hen.»

Da kongen faar vite at Kormak vil reise, kal-
der han ham til sig, sier at han handler uforstan-

137

dig og raader ham fra færden, men det nyttet
ikke; Kormak gjør sig færdig til at seile.

Da de la ut, fik de kvasst veir og svær sjø og
raaen brotnet. Da kvad Kormak en vise:

Mindre gik det indpaa

mig at raaen brotnet

i Solundarsundet

— havhesten hadde uheld —
end sjørædde Tintein

sørger, naar han spørger
møkkslæden hans er brotnet.
Nødig gaar han til sjøs.

De stod til havs og døiet haardt veir, og en
gang, da svære sjøer hadde vasket over, var
mændene vaate. Da kvad Kormak en vise:

Tin-tyggern lyster litet
færdes der hvor morild-
toppet bølge bløter

raske drengers haar.

Heller vil han huses

varmt i konens armer.

Hun, den fagersmykte,

staar mellem mig og glæden.

De fik en haard overreise og kom omsider til
lands ved Miatfjorden. De kastet anker nær
land; de ser ind til lands, en kvinde som rider.
Kormak kjender Steingerd og lar sætte ut baa-
ten og ror ind til stranden, skynder sig fra baa-
ten og faar sig en hest, rider Steingerd imøte, og
der de to findes, springer Kormak av hesten, løf-
ter hende fra sadlen og sætter hende ned hos
sig. Hestene gaar fra dem, og det lider utpaa
dagen og mørket falder paa.

Steingerd mælte:

«Tid er det til at lete efter hestene vore.»

Kormak sa, det var ikke saa nødvendig, og ser
omkring sig og ser ingenting til hestene, men de

138

hadde lonket bort i et bækkefar kort fra der
hvor de sat.

Nu falder natten paa; de tar til at gaa og kom-
mer til en liten gaard, hvor de blir tat imot og
folk hjælper dem med hvad som de kan trænge.
Om natten laa de paa hver sin side av en bord-
gavl. Da kvad Kormak:

Fagre, visst jeg skjønner
umild lagnad volder,

der er væg og skille

mellem os inat.

Undres, naar vi sammen
angerløst skal sove —
Skovnungs svinger, kvinde,
kostede du dyrt.

Steingerd sa det var bedre at de ikke hadde
møttes.
Kormak kvad en vise:

Mjødhorns dis, i grumme
nætter fem til ende

sov vi i den samme

stue, fagre viv. —

Uten favntak laa jeg
tanketom, alene

i min seng, mens ute
ravnsvart natten led.

Steingerd mælte:
«Forbi er dette og nævn det ikke.»
Kormak kvad en vise:

Før skal hellestener
flyte oppaa vandet

let som korn og fjelder
skride ut i stranden,

før en ungmø fødes
Steingerd lik i ynde.

— Liker hun mig endda
like vel, den unge —-.

Steingerd sa, hun vilde ikke ta imot hans haan.
Kormak kvad en vise:

139

Længe har jeg set det
samme syn i søvne

— kanske narrer drengen
sig med djerve drømme —.
Bares for mig, hvite

Frigg, at dine armer

flettet sig om mine

armer — sent omsider.

Steingerd sier:

«Det skal ikke ske, hvis jeg maa raade, og du
har en gang for alle skilt dig slik fra dette maa-
let, saa der er ikke von om slikt for dig.»

Nu sovnet de av den natten.

Om morgenen vilde Kormak avsted; han fin-
der Steingerd, tar et fingerguld av sin haand og
vil gi hende. Hun mælte:

«Trold ta dig hel og holden — og guldet dit
med.»

Kormak kvad en vise:

Smeltediglens blanke
fugl bad jeg kvinden eie,
men blidhuget kone

tok ikke mot mit guld.
Uheldsmorgen var det
da hun vraket gaven,

sa at alle trolde

skulde ta min ring.

Kormak rider nu bort og er litet blid paa Stein-
gerd, men endda mindre paa Tintein. Han rider
hjem til Mel og er der om vinteren, og kjøpmæn-
dene fik sig vist nær ved skibet.

20.

Torvald Tintein bodde nord i Svinadal, og Tor-
vard, hans bror, bodde i Fljot.. Om vinteren ven-

! Svinadal er en liten avsides dal inde i landet syd for
Hrutafjordens brede bund. Sagaskriverens ukjendskap eller

140

der Kormak sin færd nord i Svinadal for at finde
Steingerd, og da han kom til Svinadal, staar han
av hesten og gaar ind i stuen.

Steingerd sat paa pallen, og Kormak satte sig
hos hende, men Torvald sitter i bænken og Narve
er der hos ham. Han mælte, Narve, til Torvald:

«Skal ikke du ha noget med det, om Kormak
sitter her? Slikt kan du ikke rolig finde dig i.»

Torvald sier:

«Det faar jeg vel finde mig i; jeg skjønner ikke
der er nogen skam i det, om de snakker sam-
men.»

Narve sier:

«Ilde er det.»

Litt senere møttes brødrene Torvald og Tor-
vard. Torvald sier den anden at Kormak var
kommet dit. Torvard sier:

«Tykkes dig, du kan finde dig i slikt?»

Han sa, han hadde ikke gjort nogen sak ut av
det, men han sa, han likte ikke at Kormak kom
dit. Da sier Torvard:

«Jeg skal raade bot paa det, om ikke du tør,
for dette er til skam for os alle.»

Næste gang Torvard kom i Svinadal, kjøpte
brødrene og Narve en omløpende tigger til at
kvæde en vise, saa Steingerd hørte det, og si at
Kormak hadde digtet den, men det nyttet ikke.
De sa at Kormak hadde lært den til en kvinde
som het Eylaug, hans frændekone. Og dette var
visen:

Gid den stolte kvinde

var en gammel hoppe,

— Steingerd kjipen merr og
jeg var stoets hest.

likegyldighet overfor de stedlige forhold viser sig i at han lar
Kormak fra Midtfjorden, Steingerd og Torvald i Svinadal og
Torvard fra Fljot, nordøstligst i Skagafjord, uavladelig møtes,
tildels rent tilfældig.

141

Snart jeg vet jeg var paa
ryggen av den aller-
vakreste i kveen,

endda om hun steilet.

Steingerd blev nu meget vred, saa hun vilde
ikke høre Kormak nævnt. Dette spørger Kor-
mak og farer for at finde Steingerd; længe for-
søkte han at faa hende i tale, og tilslut faar han
det svar av hende, at hun var harm for han yr-
ket nid om hende — «og nu er det baaret over
hele bygden.»

Kormak sa, det var ikke sandt. Steingerd sier:

«Længe kunde du visst negte det, hvis ikke
jeg hadde hørt det.»

Kormak mælte:

«Hvem kvad dette, saa du hørte det?»

Hun sier ham hvem som hadde kvædet — «og
du trænger ikke vente at jeg skal tale til dig, hvis
dette sandes.»

Kormak rider bort og leter efter landstry-
keren, til han finder ham, og nu blev han nødt
til at si sandheten. Kormak blev meget harm,
falder over Narve og dræper ham; den samme
medfærd hadde han eslet Torvald, men han krøp
i skjul og skammet sig; og folk kom og gik imel-
lem dem og skilte dem.

Dette spurtes utover bygden, og uvenskapet
mellem dem vokste nu. Brødrene Torvard og
Torvald taler store ord, og Kormak liker det ilde.

21.

Efter dette sender Torvard ord fra Fljot, at han
vil kjæmpe med Kormak, nævner sted og stund
og sier, at nu vil han hevne dette nid og andre
svivyrdinger. Kormak lover at møte, og da stev-
nedagen kom, for Kormak til det avtalte sted,

142

og Torvard var ikke kommet dit og ingen av
hans mænd. Kormak fandt en kone der paa
gaarden; hun hilste ham, og de spurte hinanden
om tidender. Hun mælte:
«Hvad er dit erinde, eller hvem venter du paa?»
Kormak kvad en vise:

Sent til sverdting stevner

— tykkes mig — min fiende,
han som nord fra Fljot lot
stevne mig paa holm.

— Maia vel først faa gjort sig
hjerte av en lerklump.
Uslere er det som

bor i brorens bryst.

Kormak mælte:: |

«Nu byder jeg paany Torvard holmgang, hvis
han skal regnes for at eie mandsmot; vorde han
hver mands nidding, hvis han ikke kommer» -
og saa kvad Kormak en vise:

Ikke skal niddinger evne

true mig, saa jeg tagner

— stevner de mig for skaldskap,
holder jeg skaldskap imot.

Det skal de mænd faa kjende

— uten de rækker at lure

livet mit av mig forinden.
Navngjeten mand blir jeg snart.

Da stevnet brødrene sak mot Kormak for nid.
Kormaks frænder svarte i maalet; han vil ikke
la byde nogen bøter, sa at nid var de værd og
ikke sømd *, og Kormak sa at han var ikke urede
til at møtes med dem, uten de vilde svike ham.
Torvard hadde ikke møtt til holmgangsstevnet
som Kormak bød ham, og Kormak sa, de hadde

! Sømd: Pengebøterne repræsenterer efter tidens tankegang
altid en æresopreisning, foruten den materielle værdi: Det er
en tilfredsstillelse for æresfølelsen at ta imot bøter, likesom

det er et bevis paa agtelse og god vilje overfor motparten, naar
den ene part tilbyder at bøte, uten han er absolut nødt til det.

143

selv dradd over sig nid og at det var tilpas til
dem at taale slikt nid.

Nu lider tiden frem til Hunavatsleid,' begge
parter för til leidartinget. En gang da de møttes,
Torvard og Kormak, sa Torvard:

«Meget og mangeslags fiendskap skylder vi
at gjengjælde dig, og for de samme sakers skyld
byder jeg dig holmgang her paa tinget.»

Kormak sier:

«Er du kanske noget bedre oplagt til slikt end
før — for du har altid veket unna.»

«Ikke desto mindre skal jeg nu vaage det,»
sier Torvard, «vi taaler ikke slik skam længer.»

Kormak sa, han skulde ikke la vente paa sig,
og farer hjem til Mel.

22.

Torolf het en mand som bodde paa Spaakonu-
fell; han var gift med Tordis spaakone som før
har været nævnt; de var der paa tinget. Mange
mente at der var sikker hjælp at finde, hvor hun
var. Torvard søker hende og ber om hendes
hjælp imot Kormak og gav fé for det; Tordis
budde ham da til holmgangen slik som hun
bedst syntes.

Kormak sier sin mor hvad han har for haan-
den; hun spørger om han venter det vil gaa godt.

«Hvi skulde det ikke det?» sier Kormak.

Dalla mælte:

«Det vil likevel ikke lykkes for dig, slik som
du er budd, for Torvard er visst uvillig til at
kjæmpe hvis ikke der er trolddom medi i det; tyk-
kes det mig det bedste raad at du finder Tordis
spaakone, for du faar visst svik at kjæmpe mot.»

" Hunavatnstinget blev holdt nær Tingeyre, nordligst i
Vatnsdalen.

144

Kormak mælte:

«Det bryr jeg mig litet om» — likevel för han
og fandt Tordis og bad hende om hjælp. Hun
mælte:

«Nu kom du for sent; nu biter ikke vaaben paa
ham; men jeg vil ikke 'negte dig hjælp; vær her
inat og prøv lykken, og da skal jeg nok faa gjort
det slik at jern biter ikke paa dig heller.»

Kormak blir der om natten.

Da han vaagnet, kjendte han det famlet under
overbredslet ved hodet hans, han spørger hvem
det er, det snur bort og til ytterdøren og Kormak
efter og ser, at det er Tordis. Hun var da kom-

met til det sted, hvor de skulde kjæmpe, og hadde

en gaas opunder med sig. Kormak spørger, hvad
dette skulde være for. Hun slipper ned hjemme-
gaasen og mælte:

«Hvi kunde du ikke holde dig i ro?»

Da lægger Kormak sig ned og holder sig vaa-
ken og vil vite hvad Tordis tar sig til.

Tré ganger kom hun, og hver gang saa han
efter, hvad hun hadde for sig; tredje gang da.
Kormak kom ut, hadde hun skaaret to gjæs og —
latt blodet rende sammen i en bolle; nu hadde
hun tat den tredje gaasen og skulde til at skjære
den. Da mælte Kormak: |

«Hvad skal dette strævet være godt for, foster-
mor?»

Tordis mælte:

«Det maa da sandes, Kormak, at dig er det
næsten uraad at hjælpe; nu hadde j jeg tænkt at
gjøre til intet den vanskjæbne som Torveig hadde
lagt paa dig og Steingerd, og nu kunde dere eiet
hinanden, hvis jeg hadde faat skaaret den tredje
gaasen, saa ingen visste om det.»

Kormak mælte:

«Jeg tror ikke paa slikt» — og kvad en vise:

10 — Tre sagaer.

145

Kjøpte mig for penger
seidkonens hjælp til kampen,
og til seirs hun blotet

blod av gaasunger to.

— Byd ikke slikt til den som
æsers ølverk* øver I

Ut hun gik to vender
slæpende paa to gjæs.

De för til holmen. Torvard gav spaakonen
mere fe, og han tok imot blotet.” Kormak kvad
en vise:

Trold har tryllet hende,
den guldrike kvinde

— anden mands kjøpte kone
skulde mand ikke tro.

Vil den hæse volve

volde, det gaar ilde?

Slikt vil jeg ikke vente

— ikke skylde paa hende.

Tordis mælte:

«Jeg skal faa gjort det slik, at det ikke biter
paa dig.»

Men Kormak mælte illt imot og sa at hun
voldte ikke andet end vondt, og vil dra hende ut
i døren og se øinene hendes i solskinnet. Torgils,
hans bror, bannet ham dette og sa at det var
ingen nytte til.

Steingerd sa at hun vilde følge med til holm-
gangen, og slik blev det. Da Kormak saa hende,
kvad han en vise:

Anden gang jeg gaar paa
holm for dig idag.

Hvad har skilt vor elskov,
viv i hvite lin!

Vigssak vækkes anden gang,
Bølgedis, for dig,

kan du være Tinteins

kjære mer end min?

! Æsers ølverk — skaldskap.
3 Bollen med blodet av gjæssene?

146

Siden kjæmpet de; Kormaks sverd bet ikke.
Længe skiftet de hugg, og intet av sverdene bet.
Tilslut hugg Kormak Torvard i siden; det var et
stort hugg, saa han lutet under det og ribbenene
brotnet paa Torvard og han blev ufør til at slaas,
og dermed skiltes de.

Kormak saa, hvor der stod et naut, og hugg det
ned. Han var blit varm og tok hjelmen av sit
hode og kvad en vise:

Jeg har gaat til holmgang
kjære min, for dig.

Ikke skal du negte mig
friste tredje kamp.

Endte møtet, uten blod
farvet rødt mit sverd,
tænker jeg, at trolddom
døivet det idag.

Han tørket av sig svetten i Steingerds kaape-
skjøt. Kormak kvad en vise:
Endda jeg tykkes haardfør,
faar jeg nok tørke panden
svett og træt — jeg maa taale
megen harm for dig, Guld-træl!
La ham reise alene
hjem og bre møkk i tunet,
bonden din — du har voldt, jeg
sturer altid, Steingerd.

Kormak bad Steingerd fare med sig; hun sa at
hun maatte stelle for mændene; de skiltes, og
begge var de vrede paa hinanden.

Torvard blir ført bort, og hun binder om hans
mén. Kormak opsøkte nu ofte Steingerd. — Tor-
vard bedredes langsomt, og da han kunde støtte
paa benene, farer han og træffer Tordis og spør-
ger hende, hvad han helst kunde faa helsebot av.
Hun sier:

«Der er en haug ikke langt herfra som der bor
alver i; du skal faa fat i den gra-oksen som Kor-

147

mak drap og øse oksens blod utover haugen og
gjøre veitsle for alverne av kjøttet, saa blir du
nok bedre.»

Efter dette sender de bud til Kormak, at de vil
kjøpe oksen; han svarte at han vil ikke negte
dem kjøpet, men han vilde ha en ring for den
som Steingerd eiet. De hentet oksen og gav
ringen til Kormak og farer med okseskrotten
som Tordis hadde sagt forut.

Kormak kvad en vise:

Sagtens vil hun spørre,

hun som har holdt av mig,
naar de fører blotet

hjem — hvor har de ringen?
Hendes ring av rene
brændte guld — har Øgmunds
søn, den svarte sveinen,

faat den — mot min vilje?

Dette gik som Kormak tænkte, at Steingerd
likte ilde, de hadde git fra sig ringen.

23.

Efter dette bedredes Torvard fort. Da han
tyktes helt frisk, red han til Mel og bød Kormak
holmgang.

Kormak mærlte:

«Sent blir du lei av dette, men jeg sier ja.»

Nu farer de til holmgangsstedet. Tordis finder
'Torvard nu som før. Kormak søkte ikke hjælp
hos hende. Hun døivet sverdet for Kormak saa
det ikke bet, men likevel hugg Kormak saa
haardt til Torvard i skulderen, at akselbenet
brotnet og han ikke kunde bruke armen efter
det; han blev da ufør til at kjæmpe videre efter
denne skade og maatte bøte en ring til i holm-
løsning. Da løp Torolv fra Spaakonufell til og

148

hugg efter Kormak; han bøtet imot hugget og
kvad da en vise:

Med det rustne sverdet
tevlet manden mot mig
— vesalkaren fnyste

vil jeg ikke negte.
Likevel var faren

liten i den sverdstorm
hvor spaakonens bonde
blev til gjøn for folk.

Kormak hugg et blotnaut som sed var og
mælte:

«Illt er vi kommet ut for, som skal taale eders
aatak og Tordis' troldskap» — og han kvad en
vise:

Eggen døivet den gamle
argvetten for mig til kampen.
Saa faar jeg siden la niddet
bite den tapre istedet.

Men om nu sverdeggen ikke
bet da jeg hugget til manden,
likevel fik han et slag som
længe han trænger at huske

Efter dette farer de begge to hjem til sit, og
ingen av dem var fornøide.

24.

Brødrenes skib stod oppe paa land i Hrutafjord
om vinteren. Om vaaren kom kjøpmændene til
skibet; brødrene eslet sig ogsaa til at bli med paa
skibet sit. Da de var reisefærdige, farer Kormak
for at træffe Steingerd, og før de to skiltes,
kysset Kormak Steingerd to ganger; det var
ikke hastverkskys.

Tintein vilde ikke finde sig i dette. Nu tok ven- '
ner paa begge sider deli saken, at Kormak skulde

149

bøte. Kormak spørger hvad de kræver. Tor-
vard sier:

«De to ringene som jeg før har mistet.»

Da kvad Kormak en vise:

Dyre ringer fik jeg

gi for jeg tok den vene

guldsmykte viv om halsen

— slikt maatte bøtes med gods.
Aldrig, tror jeg, kjøpte

nogen hærmand jevndyrt

— uheld jeg har naar jeg skjemter —
tvende kys av en kvinde.

Og da Kormak var faret til skibet, kvad han
en vise:
Viser vil jeg virke
før vi gaar til skibet,
sende til den vene
viv i Svinadal.
Hvert et ord jeg yrker
vil jeg hun skal høre,
Steingerd, som jeg under
bedre end mig selv.

Nu farer Kormak ut og Torgils, hans bror,
med ham, og de kom til kongens hird. Der blev
de vel mottat.

Det er sagt at Steingerd ber Torvald Tintein
om at de skal reise ut. Han sa det var ikke
raadelig, men kunde likevel ikke negte hende
det. De gav sig ut paa færden og kom over
havet; der faldt vikinger over dem og vilde rane
dem og føre bort Steingerd. Dette faar Kormak
vite og farer til og hjælper dem slik at de berget
alt sit gods.

Siden kom de til kongens hird, og det var en
dag da Kormak gik i strætet; da saa han Stein-
gerd sitte inde i en skemme og gik dit og satte
sig hos hende og talte med hende og kysset

150

hende fire ganger. Torvald blev vår dette og
drog sverdet; siden løp kvinder imellem, og saa
blev der sendt bud efter kong Harald. Han så,
det var visst vanskelig atraade med dem — amen
jeg faar gjøre forlik mellem dere.»

Det tok de imot. Kongen mælte:

«Et kys skal være fordi Kormak ydet dere
hjælp da dere tok land, og det andet fordi Kor-
mak berget Steingerd, men for de to kys skal
han bøte to ører i guld.»

Kormak kvad den samme vise som før er
skrevet:

Dyre ringer faar jeg
gi for jeg tok den vene.

En dag da Kormak gik i strætet, saa han Stein-
gerd, gaar bort til hende og ber hende gaa med
sig; hun negtet det. Da rev Kormak hende til
sig, hun ropte om hjælp. Kongen var i nærheten
og gaar ditbort og tykte at dette var underlig
færd. Han tok hende fra ham og talte stutt til
ham. Kongen gjorde sig harm, men Kormak
blev likevel ved hirden og kom snart i venskap
med kongen, og det var stilt om vinteren.

25.

Vaaren efter la kong Harald ut paa sin færd
til Bjarmeland med en stor hær. Kormak var
skibsstyresmand i færden deres, og Torvald
styrte et andet skib. Der er ikke nævnt flere av
skibsstyrerne. |

Da de seilte nær indtil hverandre i et sund,
slog Kormak til Torvald ved øret med rorkulten,
og han faldt fra styret i uvit; Kormaks skib drev
av, da det hadde mistet rorkulten. Steingerd sat
ved siden av Torvald og tok roret og styrte ind-

151

paa siden av Kormaks skib. Det saa Kormak og
kvad en vise:

Han som har været den fagre

nærmere end jeg naadde

fik av rorets vedski

vældig slag i skallen.

Eysteins arving stupte

i ellidens' bakstavn.

Styr ikke paa mig, Steingerd,

endda du later saa djerv!

Skibet hvælvet under Kormak og hans mænd;
de blev straks berget, for der var mange folk i
nærheten. Torvald kom til sig og seilet sin vei
videre.

Kongen bød til at dømme i maalet, og det tok
de begge imot. Kongen lot slaget som Torvald
hadde faat og Kormaks kuldseiling jevne hin-
anden.

Om kvelden kom de til landet; kongen og hans
mænd sat og fik sig mat; Kormak sat ute ved dø-
ren i teltet og drak tvimenning med Steingerd,
og mens han gjorde dette, stjal en mand kappe-
spændet* fra Kormak for at spotte ham; han
hadde lagt av sig felden, og da han skulde ta den,
var spændet utav. Kormak sprat op og løp efter
manden medet spyd som han kaldte Vig og skjøt
efter ham og traf ikke og kvad en vise:

Sveinen stjal mit spænde

mens jeg drak med den ranke
mø — vi skal ikke slaas om
spændet paa smaasveiners vis.
Spydet var skarpt og skjeftet

vel, men jeg skjøt det i berget,
skrællet mose av stenen

— manden, ham gik jeg mist om.

Efter dette för de til Bjarmeland og tilbake der-
fra og kom hjem til landet.

Eiliden — skibet.

* Kappespændet —dålkr — var en stor brosche, som kappen
blev heftet sammen med.

152

26.

Torvald Tintein gjorde sig rede til at seile til
Danmark og Steingerd med ham. Litt senere
farer brødrene den samme veien og kommer til
Brennøerne' sent en kveld. Der ser de Torvalds
skib flyte; ombord var han selv og nogen mænd
med ham; alt deres gods var blit ranet fra dem
og Steingerd ført bort av vikinger.

Høvding for vikingerne var Torstein, søn til
Aasmund Eskisida som hadde kjæmpet med Øg-
mund, far til Kormak og Torgils. Nu møtes de,
Torvald og Kormak; da spørger Kormak om det
ikke hadde gaat daarlig med dem. Han sier:

«Som bedst har det nok ikke gaat med os.»

Kormak spørger:

«Hvad er der hændt, er Steingerd borte?»

Torvald sier:

«Borte er Steingerd og alt vort gods.»

Kormak mælte:

«Hvorfor søker dere ikke efter?»

Torvald sier:

«Det har vi ikke styrke til.»

Kormak mælte:

«Sier du at du er saa svak?»

Torvald sier:

«Ikke har vi kraft til at kjæmpe med Torstein,
men hvis du har styrke til det, saa søk hende du.»

Kormak mælte:

«Fare skal jeg da.»

Om natten gik brødrene i en baat og rodde
bort til vikingeskibet, gik op paa Torsteins skib.
Steingerd var i løftingen og var blit gift med en
mand, og det meste av hæren var i land ved
bakste-ildene. Kormak hentet nys hos matsvei-
nerne, og de sa ham alt som brødrene vilde vite.
! Ved Hisingen, utenfor Gøtaelvens utløp.

153

De gik op paa skibet efter landgangsbryggen.
Torgils kippet brudgommen ut til skibssiden, og
der dræpte Kormak ham. Torgils sprang paa
sjøen med Steingerd og svømmet til lands. Da
Kormak var nær landet, la aal sig om hænderne
og føtterne paa ham saa han blev dradd til bunds.
Kormak kvad en vise:

Stim av bække-bukker

satte paa mig, fælle,

da jeg för i myren

— det var fare-færd I

Hadde jeg faat bane

der, saa var det neppe

gaat dig snart av minde.

— Bruden jeg frelste fra sorgen.

Kormak lægger til land og fører Steingerd til
Torvald. Da bad Torvald Steingerd fare med
Kormak, sa at han hadde drengelig frelst hende.

Kormak sa, at dette var efter hans vilje.

Steingerd sa, hun vilde ikke bytte om kniver.!

Kormak sa ogsaa, at det var vel ikke slik laget;
onde vætter eller vanskjæbne hadde tidlig lagt
det øde. Kormak kvad en vise:

«Tænk ikke paa at tækkes
mig — sov hos din husbond,
du, som litet skjønner

hvad en mand er værd.
Bedre end i mine

armer høver bruden

— visen er om eder —

ved en stakkars side.

Kormak bad Steingerd fare med bonden sin.

21.

Siden vendte brødrene tilbake til Norge, og
Torvald Tintein för til Island.

«Bytte om kniver» — bytte om sin lodd.

154

Og brødrene herjet paa Irland, Bretland, Eng-
land og Skotland og tyktes de mest navngjetne
mænd. De bygget først det virke som heter
Skardaborg'; de gjorde landgang i Skotland og
øvet mange storverker og hadde en stor hær;
ingen i denne hæren kunde lignes med Kormak
i styrke og djervhet.

Engang da de hadde herjet, drev Kormak de
flygtende foran sig, men hæren var faret tilbake
tilskibet. Da kom skotternes blotrise*ut av sko-
gen mot Kormak, og da blev der en haard kamp.
Kormak var usterkere, forrisens kræfter var øket
ved trolddom. Kormak saa til sit sverd, og det
var glidd ut av sliren. Kormak bøiet sig saa han
fik tak i det og hugg risen banehugg. Men risen
la likevel sine hænder saa fast om Kormaks si-
der, at ribbenene brotnet og Kormak faldt og
risen laa død oppaa ham, og Kormak kunde ikke
komme op. Om en stund farer mænd ut og leter
efter ham og finder ham og flytter ham til skibet.
Da kvad Kormak en vise:

— Var ikke slik som naar fordum
jeg tok Steingerd paa fanget

da havhestenes styrer

krystet mig i sit fangtak.
Mændene kan jeg melde:

hvis ikke Skryme hadde

vært mig en fuldtro hjælper,

drak jeg nu øl hos Odin.

Nu blev Kormaks saar set efter, og ribbenene
var brutt i begge sider. Kormak sa det var unø-
dig at grøde ham; han laa av saarene en tid;
mændene sørget over det at han skulde ha faret
frem saa uvorrent. Kormak kvad en vise:

* Skardaborg — Scarborough paa Englands østkyst. At
byen skulde være anlagt av Kormak og Torgils Skardi er selv-
følgelig I bare et sagn.

En rise som skotterne ofret til.

155

Navnspurt kjæmpe var jeg,
tænkte sikkert at sverdet

var den kyndigste læge

— den som frelser fra straadød.
Men det og faar jeg taale,

endda om hjertet svider

— før har det hændt at vaabendjerv
mand maatte dø i en seng.

Og endda en vise kvad han:

Manden din var ikke med mig,
kloke, haarfagre kvinde,

da ved gry paa Irlands kyst
sverd blev rødnet for hærfang.
Kamp-ild, dradd av sliren
sang kring mine kinder,

og den hete saarsved

dryppet paa ravnens nebb.

Og nutok det til at lide med Kormak. Da kvad
han en vise:

Dugg av dype dødssaar

faldt paa strand for sverdhugg;
mellem dyre drenger

stod jeg med blodig sverd,
hvor den brede blod-vaand
sendte mænd til Odin.

— Likevel, ringsmykte kvinde,
maa jeg nu friste straadød.

Kormak sier at han vil gi sin bror godset og
hæren; han sier han under ham bedst at nyte det.
Siden utaandet Kormak, men Torgils raadet for
hæren og var længe i viking.

Og her slutter denne saga.

156

feig het en mand som bodde vest i
Midtfjorden paa den gaard som heter
Reyke.." Hans far het Skide og hans
mor Gunlaug. Hendes mor var Jarn-
gerd, datter til Ufeig Jarngerdsson nord paa
Strand.

Ufeig var gift, og hans hustru het Torgerd
Valesdatter, hun var ætstor og en djerv og dygtig
kone. Ufeig var en overmaate dyptænkt ograad-
snild mand. Han var paa alle maater en storfelt
mand, men rik var han ikke. Han eiet stor jord-
vei, men mindre løst gods. Han sparte aldrig paa
maten for nogen, endda det ofte var slik der i
gaarden at det som trængtes maatte først skaffes
til veie. Han var tingmand til Styrme fra Aas-
geirsaa, som paa den tid blev holdt for den stør-
ste høvding der vestpaa.

Ufeig hadde en søn med sin kone; han het Odd.
Han var en vakker mand og viste tidlig gode
evner; han var ikke meget elsket av sin far; ar-
beidstö var der ikke i ham.

Vale het en mand som vokset op hjemme hos
Ufeig. Han var vakker og vennesæl.

Odd vokset op hjemme hos sin far indtil han
var tolv vintrer gammel. Ufeig var faamælt mot
Odd lange tider av gangen og holdt litet av ham.

* Reyke er Midtfjords-Skegges gamle gaard (se Kormaks
saga), og Ufeig Skidason var vistnok ætlet fra Midtfjords-

Skegge.
159

Men folk sa at ingen unggut der i bygden hadde
bedre evner end Odd.

En gang kom Odd til tals med sin far og ber
ham om at lægge til noget gods: «saa vil jeg fare
bort herfra. Det er slik,» sier han «at du vyrder
mig litet, og jeg er heller ikke til nogen nytte for
dig her paa gaarden.»

Ufeig svarer:

«Jeg skal ikke gjøre tillægget mindre end du
har fortjent; og det skal jeg nok gjøre med det
første; saa kan du nok vite, hvor stor hjælp du
faar med det.»

Odd sa at det fik han vel liten støtte av, og der-
med var den samtale slut.

Dagen efter gik Odd bort og tok en not av
bordvæggen, og fuld fiskeredskap og tolv alen
vadmel. Han gaar nu bort og hilser ingen mand.
Han farer ut til Vatnsnes!? og gir sig ilag med
mændene i været; av dem faar han den hjælp
som han mest trængte, til laans og til leie. Og da
de visste at han var av god ætt og han selv var
vennesæl, saa vaaget de det, at staa i forskud
til ham. Han kjøper nu alt paa borg og er med
dem i fiskeværet det aaret; og saa er sagt, at
det gik bedst for det lag som Odd var med i.

Der var han tre vintrer og tre somrer; da var
han kommet saa langt, at han hadde betalt tilbake
til alle det som han skyldte, og endda hadde han
vundet sig godt med varer som han kunde sælge.
Aldrig saa han hjem til sin far, og de lot begge to
som den ene ikke hadde noget at gjøre med den
anden. Odd var vennesæl mellem sine fæller.

Saa hændte det at han tar til at fragte varer
ned til Strand * og kjøper sig en færge; det tjente

* Vatnsnes, det nordligste av halvøen mellem Midtfjorden

og Hunafloen.
? Paa østkysten av den store nordvestlige halvø.

160

han penger med. Nu øker han snart sit gods til
han eier færgen alene, og driver nu paa denne
maaten mellem Midtfjorden og Strand nogen
somrer; nu tar han til at bli velberget. Nu kjøper
han sig ind i et skib og farer utenlands og ligger
nu paa kjøpmandsfærder en tid; ogsaa til dette
viste han sig dygtig og skikket; han vandt nu
meget baade av gods og heldrygte. I dette yrke
la han nu al sin evne, indtil han eier en knarr!
og storparten av ladningen; han er nu paa han-
delsfærder og blir storrik og navnkundig mand.
Ofte var han hos høvdinger og fyrster utenlands
og blev hædret, hvor han saa var. Nu blir han
saa rik at han eier to knarrer i handelsfærden,
og saa er sagt, at paa den tid var der ingen mand
i kjøpfærder som var saa rik som Odd. Han
hadde ogsaa bedre færdeslykke end andre
mænd. Aldrig kom han med skibene sine længer
nord end til Eyjafjord og ikke længer vest end
til Hrutafjord.

2.

Det er fortalt, at en sommer kommer Odd med
skibet sit til Hrutafjord ved Bordeyre og esler
sig til at være der om vinteren. Da ber vennerne
hans ham om at slaa sig ned her for godt. Og
han gjør saa efter deres bøn, kjøper land i Midt-
fjorden, paa Mel,* Der sætter han bo paa stor-
mands vis og lever som rikmand paa gaarden, og
det er sagt, at han tyktes ikke være mindre mand
nu end før paa færderne sine. Og nu var ingen
mand saa navngjeten som Odd nord paa i landet.
Han var mere romhændt med sit gods end folk

* Stort skib, fortrinsvis handelsskib.

å Det er Kormaks fædrenegaard, like overfor farens gaard
Reyke.

1] — Tre sagaer.

161

er flest og hjælpsom mot alle i nabolaget som
trængte ham, men far sin gav han aldrig en
haandsrækning. Sit skib satte han op i Hruta-
fjord. Det er sagt at ingen mand her paa Island
skal ha været saa rik som Odd; heller sier folk
det at han skal ikke ha eiet mindre gods end de
tre rikeste tilsammen, Av alle slags gods eiet
han fuldt op: guld og sølv og bufæ.

Vale, hans frænde, var hos ham, hvor han saa
var, her i landet eller utenlands.

Odd sitter nu paa gaarden sin med slik sømd
som her er sagt om.

En mand het Glum. Han bodde paa Skridis-
enni, det er mellem Bitru og Kollafjord.. Han
var gift med en kone som het Tordis. Hun var
datter til Aasmund Hærulang, Grette Aasmund-
sons far. Uspak het deres søn. Han var stor av
vekst og sterk, umedgjørlig og vyrdsløs i sin
færd. Han tok tidlig til at føre varer mellem
Strand og nordbygderne. Han var en dygtig
mand og hadde svære kræfter.

En sommer kom han til Midtfjorden og solgte
varerne sine. Og en dag fik han sig hest og red
op til Mel og træffer Odd. De hilste paa hinan-
den og spurte hinanden om tidender. Uspak
mælte:

«Det er slik, Odd,» sa han «at der spørres godt
om færden din, du har et godt ry mellem folk,
og alle tykker de er vel farne som er hos dig.
Nu venter jeg selv at røne dette, for jeg vilde
gjerne flytte hit til dig.»

Odd svarer:

«Ikke har du svært godt ry mellem folk og
ikke er du vennesæl. Du tykkes se mangelyndt
ut, slik som det ligger til ætten din.»

Uspak svarer:

1 Fjordarm av Hunafloen, nordvest for Midtfjorden.

162

«Døm efter det som du selv røner og ikke efter
det som andre sier; for det er ikke mange som
der blir talt bedre om end de er værd: ikke ber
jeg dig om gaver; jeg vilde faa hus hos dig og
føde mig selv, og se saa, hvordan du blir for-
nøiet.»

Odd svarer:

«Overmodige er dere frænder og vrange, naar
det falder dere ind. Men siden du æsker mig til
at ta imot dig, saa kan vi friste det denne vin-
teren.»

Uspak tar imot dette med tak, kommer til
Mel om høsten med varerne sine og tykkes straks
være trofast mot Odd; arbeider godt paa gaar-
den og vinner for to. Odd liker ham godt, saa
gik det aaret. Og da vaaren kommer, tilbyr
Odd ham at bli der og sier at saa tykkes ham
bedst. Uspak er ogsaa villig til dette, han tar sig
av gaardsstellet, og dette gaar storvel, folk synes
at han har vist sig som en likendes kar. Han er
ogsaa selv vennesæl; og gaardsdriften blomst-
rer nu slik, at ingen mands gaardsstel synes mere
anselig end Odds.

Ett alene tykker folk skorter forat hans kaar
kunde være fuldt ut som det sømmer for ham;
han har ikke godord. Dengang var det meget
i bruk at ta op nye godord eller kjøpe ett. Og
nu gjorde han saan; snart samlet der sig ting-
mænd til ham, for alle var fuse efter at komme
under ham, og nu er det stille en tid.

3.

Odd liker Uspak godt, lot ham raade meget
paa gaarden. Han baade tok haardt i og tok paa
sig store arbeider og var til stor nytte paa gaar-
den. Vinteren gik, og Odd likte Uspak endda

163

bedre end før, for han tok paa sig mere og mere.
Om høsten hentet han sauer hjem fra-fjeldet, og
det gik saa godt, at de savnet ingen sauer.

Nu lider vinteren og det vaares; da lyser Odd
at han esler sig til at fare ut om sommeren og
sier, at Vale, hans frænde, skal overta gaarden
imens. Vale svarer:

«Det er saan, frænde, at jeg ikke er vant med
slikt, og jeg vil heller ta vare paa pengene vore
og salgsvarerne.»

Odd vendte sig nu til Uspak og ber ham ta sig
av gaardsstyrelsen. Uspak svarer:

«Det er mere end jeg kan greie, endda det gaar
nu, naar du selv er her.»

Odd trænger ind paa ham, og Uspak drar sig
unna — og vilde likevel inderlig gjerne — og det
kommer da dit, at han ber Odd raade, hvis han
lover ham sit tilsyn og sin støtte. Odd sier, den
anden skal fare slik med hans eiendommer, at
han faar mest ære av det og blir mest vennesæl;
han sa at det hadde han set prøver paa, at ingen
anden mand hadde bedre vilje eller evne til at
ta vare paa hans eiendommer. Uspak sier da at
det maa bli som Odd vil, og dermed sluttet den
samtale.

Odd gjør nu sit skib rede og lar bære ut varer
paa det. Dette spørres og der blir talt meget om
det. Odd trængte ikke lang tid til at bu sig. Vale
farer med ham. Og da han er reisefærdig, følger
folk ham til skibet. Uspak fulgte ham det læng-
ste stykket; de hadde meget at tale om. Og da
de var et kort stykke vei fra skibet, mælte
Odd:

«Nu er der en sak som der ikke er greiet med.»

«Hvad er det», sa Uspak.

«Der er ikke gjort op noget om godordet mit,»
sa Odd «og vil jeg at du skal ta ved det.»

164

«Det kan ikke bli av,» sier Uspak, «det duger
jeg ikke til; jeg har allerede tat paa mig mere
end det er likt til jeg skal klare eller skille mig
vel ved. Til dette er ingen mand bedre falden
end far din; han er den mest lovkyndige mand
og den klokeste.»

Odd sier at til ham vil han ikke gi det «og vil
jeg at du tar ved det.»

Uspak drog sig unna — endda han gjerne vilde
det. Odd sier, han blir vred, hvis han ikke vil ta
over godordet, og da de skilles, tar Uspak imot
godordet.

Odd farer nu ut og har held med sig paa fær-
den, som han var vant til.

Uspak farer hjem, og der blir snakket mangt
om denne sak; folk tykte at Odd hadde lagt
stort vælde i denne mands hænder.

Uspak rider til tinget om sommeren med en
flok mænd, og han greiet det godt og dygtig;
visste at faa vel fra hænderne alt som han efter
loven skulde ordne, og rider fra tinget med sømd.
Han stod nidkjært paa sine mænds bedste og
skaffet enhver hans ret, saa ikke mange turde
gaa indpaa dem. Han var god og grei mot alle
sine naboer. Der tyktes ikke være mindre hver-
ken av velstand eller romslighet paa gaarden
nu end før; det skortet ikke paa omsut, og
gaardsstellet trivdes. Da det lider utpaa som-
meren, rider han til leidartinget og helger det.
Og da det led utpaa høsten, för han til fjelds, da
folk hentet ned gjeldfæet, og det gik godt, og
han manglet ikke en sau, hverken av dem som
han selv eiet eller av Odds.

* Leidartinget holdtes paa eftersommeren i alle tinglag,
først og fremst til kundgjørelse av altings-vedtak etc. Ved
aapningen blev det indviet av en av samtings-goderne.

165

4.

Det bar til om høsten at Uspak kom nordiVide-
dal" til Svalustad. Der bodde en kone som het
Svala. Der var han og blev vel tatimot. Hun var
en vakker kvinde og ung. Hun ber ham hjælpe
sig og ha tilsyn med gaardsstellet. «Jeg har spurt
at du skal være en drivendes gaardbruker».

Han gjør saa.

Det er sagt at de tykte godt om hinanden og
saa blidelig til hinanden, og de taltes ved saa
længe til han spurte, hvem som skulde raade
for hendes giftermaal. Hun svarer:

«Ingen mand er jeg nærmere skyldt til end
Torarin Langdølagode * hin spake.»

Siden för han og fandt Torarin og blev vel tat
imot der. Han bar frem maalet sit for Torarin.
Torarin sier:

«Ikke kan jeg traa efter maagskap med dig;
der sies saa mangt om dig, og det er ikke efter
mit raad. Men jeg ser ogsaa, at jeg kan ikke ha
det i to hænder” med dig. Enten maa jeg ta over
boet hendes og la hende flytte hit, eller saa faar
dere gjøre som dere har hug til. Nu vil jeg ikke ha
nogetmed detat gjøre; og det kalder jeg mitraad».

Uspak farer nu bort og finder Svala og sier
hende, hvordan saken staar, og nu raader de
med hinanden, og hun fæster sig selv til ham.
Siden gjordes deres bryllup, og hun farer hjem
til Mel og er hos ham der.

Nu lider vinteren, og da det blir vaar, kommer
Odd til Hrutafjord. Han hadde hat held med

* Videdalen gaar indover mot syd fra Hunafjords-stran-
den. Fra Midtfjords-dalene er det ikke saa langt over fjeldet
til det sydligste av Videdalsbygderne.

* Langedalen er den østligste av de tre hoveddaler som
gaar op fra Hunafjord.

* «Ha det i to hænder» 9: la det bli staaende uavgjort.

166

færden og vundet godt med gods. Han kom
hjem og ser over sine eiendommer og tykte de
var blit godt styrt, og var svært glad. Nu lider
det utpaa sommeren.

Saa var det en gang at Odd mælte om, nu
kunde det høve vel at Uspak gav ham tilbake
godordet hans.

Uspak svarer:

«Ja», sier han, «det er den ting som jeg er fus
efter at bli av med, jeg var ikke før til at fare
med det, endda jeg har hat det».

Odd sier:

«Jeg har da hørt det, at du har greiet det godt
og dygtig», sier han.

Uspak svarer:

«Likevel mener jeg det er høveligst at jeg gir
fra mig godordet paa lovmøte eller vigd leidar-
ting eller andet ting».

Odd svarte, det kunde høve bra slik.

Nu lider det utpaa sommeren. Og om mor-
genen, den dag da leidartinget skal holdes,
vaagner Odd og ser sig om og ser at der er
faa mænd i skaalen, og sprat op fort. Da var
Uspak borte og mange mænd med ham. Odd
tykte dette var underlig, men sier litet om det
og gjør sig færdig og nogen mænd med ham,
og de för til leidartinget. Og da de kom dit,
var der fuldt av folk, og mange skulde til at
drage bort, og tinget var viet. Odd likte ilde
dette tiltak.

Siden farer folk hjem, og der gik nogen dager.
Nu var det graat mellem dem; Odd mente at
Uspak vilde slaa under sig noget av hans hæder
og gjøre sig selv til større mand end det sømmet
sig for ham, og han tykte ikke Uspak lønnet
ham ret for al den ære som han hadde gjort paa
den anden,

167

En dag sat Odd ved matbordet og Uspak ret
imot ham; og da det mindst var ventet, springer
Odd ut fra bordet og har en øks i hænderne og
løper indpaa Uspak og ber ham gjøre ett av to,
enten række frem haanden og gi ham tilbake
godordet hans, eller saa —.

Uspak sier:

«Saa fort det virkelig er din vilje at ta over
godordet dit, skal du faa det igjen, om du ikke
kræver det med trusler — og andet kunde været
rimeligere efter alt strævet mit», sier han, ræk-
ker frem haanden og gav over godordet til Odd.
Odd sier:

- «Jeg mener det, at du har nydt slik sømd, saa
du har hat rikelig løn for strævet dit».

Nu hadde de hver sin mening om dette. Nu
blev der ikke mere utav arbeidet paa gaarden,
men Odd later som han ikke vet det.

En dag gjør Uspak sig færdig til at fare bort,
binder kløverne sine og farer bort med konen sin
og sa ikke farvel til Odd. De farer til Svalustad
og bor der. Odd later som der ingenting er hændt.

Saa er at fortælle, at om høsten, da mænd för
tilfjelds fra Mel, da gik det saa som saa for Odd
med at faa hjem fæet, imot det som før hadde
været. Nu savnet han seksti gjeldsauer av de
bedste han eiet. De lette rundt omkring: i fjeldet.
Folk tykte dette var underlig, for Odd hadde
bedre fæ-lykke end andre mænd. Folk gjettet
saa ymse — om sauerne var kommet til andre
bygder eller hadde sat livet til i sneen — eller
om mænd hadde voldt dette. Omsider dovnet
snakken, men meget var blit talt om hvordan
dette kunde hænge sammen. Odd vantet ikke
slagtefæ likevel.

Hanvaroftetagalldenvinteren.Vale,hansfræn-
de, frittet hvad det tydet, at han var saa uglad:

168

«Er det sauetapet som tykkes dig saa stort?
Ikke er du meget til kar, hvis du harmer dig slik
over det!»

Odd sier:

«Det er ikke det som harmer mig; det tykkes
mig værre at jeg ikke vet, hvem som har
stjaalet».

Vale sier:

«Tykker du det ligger saa klart i dagen — eller
hvem sigter du til?»

«Jeg vil ikke dølge», sier Odd,«at det er Uspak».

Vale sier:

«Venskapen mellem dere er minket noget nu
siden dengang du satte ham over alt godset dit».

Odd sier:

«Det var et taapelig raad, men det faldt like-
vel ikke saa ilde ut».

Vale sier:

«Det var mange mænds ord, at de ef tyktes un-
derlig. Men nu er det slik», sier Vale,':«at vi vilde
ønske, du skulde ikke være for snar til at snu
maalet mot ham, slik at han skades ved det. Folk
vil saa gjerne si, at venskap gaar troldkjærringer
i vold. Nu skal vi to gjøre den handel», sier Vale,
«at du skal la mig raade, saa skal jeg nok faa vite
visst, om han har stjaalet sauerne eller ikke».

Odd sier:

«Hvordan kan du faa vite det?»

Vale sier:

«Jeg har varer at hente vidt omkring, da skal
jeg fare dit til bygden og se indom hos Uspak».

«Gjør som du vil du; det er ikke saa mange
som kan gjøre dette. Men det er mere von om
at dette raadet ikke lykkes».

Nu kom de overens om dette.

Vale gjorde sig færdig til at fare ut gjennem
bygderne, Vatnsdal og Langedal, og alle tykte

169

det var en stor-hændelse at han kom. En kveld
kommer han til Uspak, og han tar godt imot
ham. Uspak var kaat og glad. Vale för derfra
næste dagen.

Uspak følger ham ut av gaarden og spørger
til Odd og hvordan det stod til med hans saker.
Vale sa, det gik godt for ham. Uspak talte vel
om Odd og sa han var en romhændt mand —
«eller hvordan er det, er han kommet ut for
skade i vinter ?»

Vale sa, det var saa.

«Hvad tror folk om det», sier Uspak. «Odd
er da vant til at ha lykke med fæet sit».

«Folkesnakken gjetter paa saa mangt», sier
Vale, «nogen tror de har gaat sig fast i berget,
nogen mener at de maa være blit jaget til andre
bygder, men nogen mener at det er folk som
har voldt det».

«Det er ord som der ligger mangt i», sier
Uspak.

«Ja», sier Vale, «mangt — og vondt. Og der er
mange gisninger om denne saken».

«Det er ventelig», sier Uspak.

«Dei er slik», sjer Vale, «siden vi nu har snak-
ket om dette, saa kan det ikke dølges, at somme
mænd mener det er ikke saa urimelig om du
har nogen del i det. Folk husker paa alt det, da
du og Odd skiltes braatt, og ikke længe efter
blev fæet borte».

Uspak sier:

«Ikke ventet jeg at du vilde mæle slikt, og
hadde vi ikke været saa gode venner, saa skulde
jeg hevnet dette maalet saarlig».

Vale sier:

«Ikke trænger du at dølge det, Uspak, for det
er mere von om at du ikke kan lægge det fra
dig, for jeg har set hvad du har her paa gaarden,
og det kan jeg se at du har mere i dig av arten

170

til at skrape sammen hvad du trænger, end ri-
melig er».

«Ikke kan det proves», sier Uspak, «og ikke
vet jeg hvad uvennerne vore sier, naar vore
venner taler slik».

«Ja», sier Vale, «dette har ikke jeg mælt av
uvenskap, for jeg har sagt dig dette, mens vi var
to-ene. Hvis du nu gjør som jeg vil og gaar ved
det, saa skal det ikke bli tungt for dig, for jeg
skal lægge mit raad til med dette. Jeg har solgt
varerne mine rundt om i bygderne, og saa skal
jeg si, at du har overtat dem og kjøpt slagtefæ
for dem, og det vil ingen mand bli mistænksom
ved, og jeg skal stelle det slik, at du skal ikke
komme ut for nogen svivyrding, hvis du lyder
mine raad».

Uspak sa, han vilde ikke gaa ved det.

«Da gaar det værre», sier Vale, og de skilles.

Vale farer hjem. Odd spørger hvad han hadde
faat visst. Men Vale sa litet om det.

«Ja», sa Odd, «nu trænger du ikke dølge det
længer; du vilde dølge det, om det var raad til
det, og det vet jeg, at Uspak har stjaalet».

Nu var det stilt om vinteren. Og da det blev
vaar og stevnedagene kom, farer Odd avsted
selv tyvende indtil de kommer et kort stykke
fra den gaarden som Uspak bor paa. Da mælte
Vale:

«Nu skal Odd og dere andre staa av hestene
deres og la dem beite her. Men jeg skal ride op
til husene og finde Uspak og faa vite, om han vil
forlike sig med dig. Da trænges det ikke at
saken blir fremmet; saa meget vyrder du den
venskapen som har været mellem dere engang».

«Ikke vet jeg om at jeg er skyldig til dette»,
sier Odd.

Vale farer straks og kommer til Svalustad.
Der var ikke folk ute. Døren stod aapen, og Vale

171

gaar ind; det var mørkt i forstuen. Han vetingen-
ting av, før en mand springer indpaa ham og sæt-
ter øksen mellem herderne hans. Det var Uspak.

Vale mælte::

«Du er en stor ulykkesmand! Øver voldsverk
mot mig sakesløse mand! Far bort og kom dig
unna! Her venter bane dig, hvis du bier her.
Odd er like ved gaarden og vil dræpe dig! Kom
dig unna og send konen din til møtes med Odd;
hun faar si ham, at vi er forlikte og atjeg er faret
utefter bygderne for at kræveind pengene mine.»

Da mælte Uspak:

«Dette er blit det værste verk! Odd hadde j jeg
eslet dette !»

Men likevel sendte han konen sin til møtes
med Odd, og hun sa til ham, at nu var Vale og
Uspak blit forlikte, og Uspak hadde tilstaat sa-
ken og lagt alt i hans vold — «og bad han at
du skulde snu tilbake igjen».

Odd gjør saa og rider hjem til Mel og tror
dette som var blit sagt til ham.

Dagen efter saa de at et stort følge av mænd
kom til gaards paa Mel. Odd gaar ut imot dem
og ser hvad dette De Der för mænd med liket
av Vale.

3.

Nu kommer hele saken op, og Odd faar vite
alt. Han blev saa ilde ved, saa det var store ting:
han hadde sittet like ved gaarden, mens hans
fostbror blev dræpt. Mange mænd la ham dette
til last. — Uspak er blit borte, og det spurtes
ikke noget til ham.

1 Nu blir at fortælle, at Odd lager sig til at
bringe dette maal til tings og stevner granner
med sig hjemmefra. Da hænder det at en mand

! Her tar fortællingen efter den længere formning til.

172

av kviden! dør. Odd opnævner en anden i hans
sted; mændene farer nu til tings, og det var stilt
fremover indtil dommen skal fremmes.

Og da dommene skal fældes, fører Odd draps-
saken frem, og det gik greit for ham, og nu blir
der spurt efter vern i saken.

Et kort stykke borte fra retten sat høvdin-
gerne Styrme og Torarin* med flokkerne sine.
Da mælte Styrme til Torarin:

«Nu æskes der til vern i drapssaken — vil du
gi noget svar i dette maalet?»

Torarin svarer:

«Jeg vil ikke ha noget med dette at gjøre, for
det synes mig som Odd har fuldgod skjel til at
drive paa eftermaalet efter slik en mand som
Vale var, og den som saken er stevnet mot me-
ner jeg er en daarlig kar».

«Ja», sier Styrme, «manden er visst ikke
god, men likevel har du nogen skyldnad mot
ham».*

«Det bryr jeg mig ikke om», sa Torarin.

Styrme mælte::

«Det er det du maa se paa, at det blir vanske-
lig for dere, og det blir meget værre og større,
hvis han blir fredløs; det tykkes mig være en
sak som kan forsvares, og la os lete efter nogen
raad, for vi ser begge vern i saken».

«Det har jeg set for længe siden», sier Torarin,
«likevel synes det mig ikke raadelig at sinke
maalet».

* Saksøkeren skal opnævne 9 naboer til at følge med og
avgi utsagn i saken som jurymænd — ikke bare som vid-
ner — om forhold angaaende sakens opkomst. (Bua-kvidr).

*Torarin Langdølagode og Styrme fraAasgeirsaa(iVidedal).
Odds gamle far Ufeig er den sidstes tingmand,' idet ting-
laget ikke egentlig er et geografisk begrep; man kunde med
visse indskrænkninger vælge hvilken gode man vilde si sig
i ting med.

* Idet Torarin er en frænde av Uspaks hustru.

173

Styrme mælte :

«Du har mest med det, og det vil folk si, at
du bar dig at som en smaamand, hvis saken blir
fremmet og vernet ligger klart i dagen. Og det
er et sandtord, at det kunde være vel om Odd fik
vite, at der er flere som maa regnes med end han
alene; han traakker os og alle vore tingmænd un-
der føtter, saa en hører ikke tale om andre end
ham; det saker ikke at han faar lære, hvor lov-
kyndig han er.»

Torarin svarer:

«Du skal raade og jeg skalstaa sammen med
dig; men der er ikke noget godtat vente av dette
og det vil vist faa en vond ende.»

«Det er ingenting at ænse», sa Styrme, spretter
op og gaar frem til retten,spørger hvilke mænds
saker som nu er fore. Det blir sagt ham.

Styrme mælte:

«Det staar slik, Odd, at der er fundet verni
maalet dit; du har tat det op paa urigtig maate,
stevnet den tiende nævning hjemmefra, det er
mot loven; det skulde du ha gjort paa tinget
og ikke i bygden; gjør nu ett av to: gaa fra
retten, slik som saken staar, ellers vil vi føre
frem vernet.»

Odd tagner og tænker over saken; finder at
det er sandt, gaar fra retten med sin flok og hjem
til boden.

Og da han kommer i sundet mellem boderne.
kommer en gammel mand imot ham. Han var
i en svart ærmekaape og den var slitt, der var
bare ett ærme i kaapen, og det hang ned bak-
paa. Han hadde en pigstav i haanden, bar en
sid hætte og gløttet hit og dit frem under den,
støtte med staven i bakken og för heller kro-
ket. Det var Ufeig gamle, far hans, som var kom-
met dit.

174

Saa mælte Ufeig:

«Tidlig gaar dere fra retten», sa han, «det er
svært til held dere har, at alt gaar saa fort og let-
vint for dere — ja han er fredløs, Uspak?»

«Nei,» sa Odd, «han er ikke fredløs».

Ufeig mælte:

«Ikke er det høvdingslig at drive gjøn med en
gamling som mig, eller hvorfor monne han ikke
bli fredløs? Var han ikke skyldig i det som han
var saket for?»

«Visst var han skyldig,» sier Odd.

«Hvad er dette,» sier Ufeig, «jeg trodde at
saken maatte bite ham, eller var han ikke Vales
banemand?»

«Ingen mæler imot det,» sa Odd.

Ufeig mælte:

«Hvi er han da ikke fredløs?»

Odd svarer:

«Der blev fundet verni maalet, og det faldt ned».

Ufeig mælte:

«Hvordan kunde der findes vern i en saa rik
mands sak?»

«De kaldte det, at den var tat op vrangt hjem-
mefra,» sier Odd.

«Slik kan det vel ikke være, naar du för med
saken,» sa Ufeig, «men det kan være det ligger
bedre for dig at tjene penger og gjøre reiser, end
ta op en retssak paa ret maate; men jeg tror nu
likevel, at nu sier du ikke sandt for mig.»

Odd svarer:

i eg har aldrig brydd mig om enten du tror eller
1KKE.»

«Det kan saa være,» sa Ufeig, «men jeg visste
straks da du for hjemme fra bygden, at maalet
var tat Op paa gal maate; men du tykte du var dig
selv nok og vilde ikke spørge nogen om noget;
saa nu faar du ogsaa være dig selv nok i denne
saken; endda er det vel slik, at det gaar godt for

175

dig, men det er likevel vanskelig for slike som
synes de har alt lagt i sig selv.»

Odd svarte:

«Det er vel endda klarere, at jeg ikke faar hjælp
av dig.»

Ufeig mælte:

«Det er nu den eneste hjælpen i saken, at du
nytter mig. Hvor sparsom vilde du nu være med
pengene dine, hvisnoget kunde hjælpe saken iret
gjænge?»

Odd svarer:

«Ikke skulde jeg spare penger, hvis nogen vilde
ta over saken for mig.»

Ufeig mælte:

«Dalar dudennegamle manden her faa endiger
pengepung i hænderne, for mange mænd blir
skjeløiet av penger.»

Odd gir ham en stor pengepung. Da spurte
Ufeig:

«Blev lovvernet ført frem eller ikke ?»

«Vi gik fra retten forinden,» sa Odd.

Ufeig svarer:

«Det eneste som duget gjorde du uten du visste
av det.»!

Nu skilles de, og Odd gaar hjem til boden sin.

6.

Nu maa der tas til med at fortælle, at Ufeig
gamle gaar op paa volden og frem til retterne;
han kommer til Nordlendinga-dommen, og spør-
ger, hvorledes det gaar med folks saker. Det
blir sagt ham, at i somme saker er der dømt, og
somme skal de nu ta paa at gaa igjennem.

* Derved har han hindret Torarin fra at fremføre vernet

offentlig for retten; i saafald hadde saken ikke kunnet bli op-
tat igjen paa denne tingsamling.

176

| Un mett å å
i NG pk di == - LE -- pelt g | F E "
AER g pet

«Hvordan gaar det med saken til Odd, søn min,
eller er den sluttet nu?»

«Den er sluttet,» sier de.

Ufeig mælte:

«Er han blit fredløs, Uspak ?»

«Nei,» sier de, «slik er det ikke».

«Hvad volder det?» sa Ufeig.

«Der fandtes vern i saken,» sa de, «og den var
tat op paa gal maate.»

«Ja,» sa han Ufeig, «vilderegi mig lov til at gaa
ind i retten?»

Det sa de ja til. Han gaar ind i domsringen og
sætter sig ned.

Ufeig mælte:

«Er der dømt i maalet til Odd, sønnen min?»

«Der er dømt, som raad var til.»

«Hvordan kan det bære til,» sier Ufeig, «er sa-
ken baaret paa Uspak med urette? Drap han ikke
Vale sakesløs? Stod det paa det, at saken var
ikke klar?»

De sier:

«Der fandtes vern i saken og den faldt ned.»

«Hvadfor vern var det?» sa Ufeig, og det blev
sagt ham.

«Sandelig,» sa han, «synes dere der er nogen
slags retvishet i det at gi agt paa slikt som ingen-
ting er værd og ikke dømme fredløs den vær-
ste mand, en tyv og en manddrapsmand? Er
ikke det et stort ansvar at dømme den være
fri som drap er værd, og dømme slik imot ret-
vishet?»

De sa at det tyktes dem ikke retfærdig, men de
sa, at slik var det blit lagt frem for dem.

«Det kan være,» sa Ufeig. «Svor dere eden ?»
sier Ufeig.

«Til visse,» sa de.

«Det har dere vel,» sa han, «men hvadfor ord
mælte dere da? Var det ikke slik at dere skulde

12 -— Tre sagaer. 177

dømme det som dere visste sandest og rettest
efter loven; slik monne dere mæle.»

De sa, saan var det.

Da mælte Ufeig:

«Og hvad er sandere end at dømme hin værste
mand fredløs og dødsens og skilt fra al bergning,
en som er sandskyldig for tyveri og saa drap han
sakesløs mand, Vale? Og dette tredje som eden
utsier" maa vel kaldes noget vrient. Tænk nu
over, hvad som er mest værd, disse to ordene
som gjælder sandheten ogretten eller dette tredje
som peker paa loven. Da maa dere skjønne det,
som det er: for dere maa kunne se, at det er det
større ansvar at dømme den frels, som fortjener
døden, naar dere forinden har svoret ed paa at
dere skulde dømme saan som dere visste ret-
test. Nu kan dere vel se, at dette vil falde tungt
per dere, og dette ansvar kommer dere neppe

ra».

Ufeig lar stundom pungen sigenedenfor kaapen
og stundom vipper han den op. Det merker han
at de skotter til pungen. Da mælte han:

«Det var vel raadeligst at dømme ret og sandt,
som dere har svoret, og faa tænksomme og ret-
sindige mænds tak og ære for det.»

Siden tok han pungen, heldte ut sølvet og talte
det op for dem.

«Nu vil jeg lyse venskapstjeneste mot dere,» sa
han, «og likevel tænker jeg dog mere paa dere
med dette end paa mig selv, og jeg gjør dette
fordi nogen av dere er mine venner og nogen
mine frænder — og det er slik at hver mand træn-
ger at tænke paa sin fordel. Jeg vil gi hver mand
som sitter i retten en øre sølv, og den som fører
frem maalet*en halv mark, og da faar dere baade
pengene og frir dere fra ansvaret og spilder ikke

I 9: «efter loven».
39: «er reifir målit». Reifa målit — gi et resumé av saken.

178

eders ed; det er likevel det som der ligger mest
vegt paa».

De tænker nu over saken, ser at der er sandhet
i hans tale; det tyktes dem at før var de kommet
ilde ut for edsbrudd; de vælger da at ta imot det
som Ufeig bød dem. Der blir da sendt bud til
Odd, og han kommer dit; og da er høvdingerne
gaat hjem til boderne. Nu blir saken straks bragt
frem og Uspak gjort fredløs, og siden blir, der
nævnt vidner paa at domsordene er avsagt.

Efter dette er gjort farer nu mændene hjem til
boderne sine. Der kom ingenting utover av dette
om natten. Og paa lovberget om morgenen staar
Odd op og taler høit:

«Her blev en mand dømt fredløs inat som he-
ter Uspak, i Nordlændingernes ret, for drapet
paa Vale. Og det er at nævne til kjendemerker
paa ham, at han er stor av vekst og ser mandig
ut, han har brunt haar og store knokler i ansig-
tet, svarte øienbryn, store hænder, digre ben,
han er storvokset all igjennem og ser ut som en
illgjerningsmand.»

Nu undret folk sig storlig; mange hadde ikke
spurt noget til dette før. Det tyktes folk at Odd
hadde drevet saken fast frem og hat lykke med
det, slik som saken hadde staat.

7.

Saa er sagt at de taltes ved, Styrme og Tora-
rin. Styrme sa:

«Stor spot og svivyrding har vi faat av denne
saken.»

Torarin sier, det hadde gaat som det var likt til,
«og her har nok kloke folk tat haand om saken».

«Ja», sa Styrme, «ser du nogen vei nu til at faa
rettet paa det?»

179

«Ikke vet jeg at det kan bli saa braatt,» sier
Torarin.

«Hvad skal en helst ta til?» sier Styrme.

Torarin sier:

«Der kunde stevnes sak om det at der er baa-
ret penger til retten; det skal nok bite.»

«Det er sandt», sier Styrme.

Saa gaar de bort og hjem til boden.

Nu henter de sammen sine venner og frænder
til et samtalestevne. Det var Hermund Illuge-
son, Gelle Torkelsson var den anden, Egil Skule-
son den tredje, Jarnskegge Einarsson den fjerde,
Skeggbrodde Bjarnesson den femte, den sjette
var Torgeir Halldorason ' og saa var det Styrme
og Torarin. Disse otte mænd gaar nu til samtale.

Styrme og Torarin sier hvordan saken er vok-
set frem og hvordan den nu staar og hvor stor
vinding Odds gods vilde være; det kunde de alle
bli fuldsæle av. De gjør det nu fast mellem sig,
at de alle skal hjælpe hverandre med at føre sa-
ken, slik at de enten skulde faa Odd gjort fred-
løs eller faa selvdømme. Siden gik de i samband
og til eder og tænker nu, at dette kan ikke ryg-
ges ved, og ingen mand mon ha mod og kyndig-
het til at reise sig imot dem. Med denne avtale
skilles de; og mændene rider hjem fra tinget.
Først blev der faret tyst med dette.

* Sav disse høvdinger er kjendt fra andre sagaer og slegts-
tavler. Hermund Illugeson fra Gilsbakke er bror av Gunn-
laug Ormstunge. Han maa paa denne tid være en mand
paa over sytti aar. De andre er omkring 50-aarene. Gelle
Torkelsson fra Helgafell var søn av Laxdølasagas Gudrun i
hendes sidste egteskap med Torkel Eyjolfsson og spiller en
rolle i mange sagaer. Skeggbrodde Bjarnesson er fra Hovi
Vaapnafjord; Jarnskegge Einarsson fra Eyjafjord er søn av
Einar Eyjolfsson, Viga Glums gamle fiende. Egil Skulesson

fra Borg er sønnesønssøn av Egil Skallagrimsson. Torgeir
Halldorason nævnes ikke andre steder end i Bandamanna

Saga.
180

EN TT —C—C— "50200060" 73200 EE Er Se

røåtn. bd bom bond me

Odd er nu velnøid med sin tingfærd, og der er
nu mere frændsømd mellem ham og faren end
der hadde været. Nu sitter han i ro det aaret.

Om vaaren træffer han og faren hinanden ved
laugen, og Ufeig spørger om tidender. Odd sier
han har ingenting spurt og spørger imot. Ufeig
sier at Styrme og Torarin har samlet folk og
esler sig til Mel i stevnefærd. Odd spørger hvad-
for sak de hadde at søke. Ufeig sier ham hele
deres tiltak.

Odd svarer:

«Dette synes mig ikke tungt.»

Ufeig sier:

«Det kan nok være at det er ikke mere end du
orker».

Nu lider det frem til stevnedagene, og Styrme
og Torarin kommer til Mel med mange mænd.
Odd hadde ogsaa mange folk hos sig. De bar
frem maalet sit og stevner Odd til altinget, fordi
han mot loven har latt bære fé til retten. Der
hændte ikke mere, og de rider bort med sin
flok.

Igjen bærer det til at far og søn møtes og tales
ved; Ufeig spørger om han endda tykker dette
er smaasaker. Odd svarer:

«Ikke synes jeg denne saken ser farlig ut.»

«Ikke synes jeg saan,» sier Ufeig, «eller hvor
nøie vet du om hvordan saken staar»?

Odd lest vite det som var hændt indtil da.
Ufeig svarer:

«Det vil dra mere efter sig, eftersom jeg tæn-
ker, for seks høvdinger til, og det av de mægtig-
ste, har gaat med dem i saken».

Odd svarer:

«De tykkes trænge meget.»

Ufeig mælte:

«Hvad raad mon du nu tænker paa?»

181

Odd svarer:

«Hvad andet end ride til tings og søke hjælp.»

Ufeig svarer:

«Det tykkes mig vonløst, slik som sakerne
staar, og det duger ikke at sætte sin hæder ind
paa det, om en har flest hjælpesmænd.»

«Hvad raad er der da,» sier Odd.

Ufeig mælte:

«Det er mit raad at du gjør skibet dit rede til
tingtiden og har paa rede haand alt det løse gods
du eier, før mænd rider fra tinget. Eller hvad tyk-
kes dig være kommet i de bedste hænder, det
godset som de tar op for dig, eller det som jeg
har?»

«Det tykkes mig mindre skade at du har det.»

Og nu gir Odd sin far en diger pengepung fuld
av sølv, og dermed skilles de.

Odd bur nu skibet sit og faar mænd til det. Nu
lider det frem til tingtid, og der blir faret saa stilt
med disse raadgjerder, saa faa blir kloke paa det.

8.

Nu rider disse høvdinger til tings og har store
flokker med sig. Sambandsmændene hadde
stevnet hverandre til at møte paa Blaaskogshei;
der møttes Egil og Styrme og Hermund og To-
rarin og rider nu alle sammen syd til voldene.
Østfra kom Skeggbrodde og Torgeir Halldora-
son fra Laugardal, og Jarnskegge kom nordfra;
de traf sammen paa Reydarmule, og nu rider
alle flokkene ned paa voldene og til tinget.

Det som blev talt mest om var saken mot Odd:
alle mænd tykte det var visst, at ingen vilde ta
den op og svare i saken; de mener at faa vilde
turde, og det vilde ikke nytte for nogen, slike
høvdinger som her er imot. De tyktes ogsaa

182

være svært tilfredse med sin sak og brisket sig
storlig. Der var ingen som kastet ett ord imot
dem. |

Odd hadde ikke vendt sig til nogen mand for
at faa hjælp i maalet; han gjorde sit skib seilfær-
dig i Hrutafjord, straks mændene var faret til
tings.

Det var en dag at Ufeig gamle gik ut av boden
sin og var svært ottefuld; han ser ingen mand
som kan veite ham hjælp og tykte han hadde
tungt at tas med, ser neppe nogen utvei for sig
alene mot slike høvdinger, og der var ikke no-
get vern i maalet. Han gik krøket i knærne, ræ-
ker rundt mellem boderne og snubler paa føt-
terne; slik farer han længe, kommer omsider til
Egil Skulessons bod. Der var kommet nogen
mænd til tals med Egil. Ufeig drog sig indtil
boddøren og biet der, indtil mændene gik bort.
Egil fulgte dem ut, og da han vil til at gaa ind,
snur Ufeig frem i veien for ham og hilste Egil.
Han saa paa ham og spurte hvem han var.

«Ufeig heter jeg,» sa han.

Egil mælte:

«Er du Odds far?»

Han sa, han var det.

«Du vil vel tale om saken hans, men det træn-
ger du ikke tale med mig om. Der er hændt saa
mangt og meget i den alt, saa jeg kan ingenting
gjøre i den; der er ogsaa andre som raader mere
i dette maalet end jeg: Styrme og Torarin; de
regner den mest for sin sak, selv om vi følger
med dem.»

Ufeig svarer, og der faldt ham et stevimunden:

Før var bedre

at hugse sønnen.
Aldrig gik jeg

med Odd til møtes.

183

Litet gad gapen
lære loven,
bare han hadde
fuldt op av fé.

Og end kvad han:

Det er nu gamle
krokens gammen,
sitte i snak med
kloke drenger.
Negt mig ikke

at mæle med dig,
du som viden om
vis mand kaldes.

«— Andet maa jeg nok finde at skjemte mig
med end tale om Odds maal; det har før været
mere hygge med end nu; du vil vel ikke negte
mig at mæle med dig. Det er nu helst gamlin-
gers gammen at faa snakke med slike mænd og
korte tiden med det.»

Egil svarer:

«Jeg skal ikke negte dig samtale.»

Nu gaar disse to sammen og sætter sig ned.
Da tar Uspak til orde:

«Har du gaard, Egil?»

Han sa, det var saan.

«Bor du der paa Borg?»

«Jeg gjør det,» sier Egil.

Ufeig mælte:

«Godt og vakkert har jeg hørt om dig; det er
sagt mig at du sparer ikke mat for nogen mand
og er en romhændt mand, og det er ikke gaat
saa ulikt for os to; begge er vi ætstore mænd og
snille mot folket vort, men vi sitter trangt i det,
og det er sagt mig, at du tykker godt om det, hvis
du kan hjælpe vennerne dine.»

Egil svarer:

» Borg, Egil Skallagrimssons høvdingesæte ved Borgar-
fjord paa Vestkysten.

- 184

«Vel vilde det tykkes mig, hvis der gik slikt
ord om mig som om dig, for jeg vet at du er æt-
stor og en vis mand.»

Ufeig mælte:

«Likevel er det ulikt, for du er en stor høvding
og ottes ikke, hvad som end kommer paa, og gir
dig ikke, hvem som du end har at gjøre med, men
jeg er en smaamand. Men av sindelag ligner vi
hinanden, og det er harmelig at det skal skorte
slike mænd paa gods, som er saa storsindede
som du er.»

Egil svarer:

«Det kan være at det snart blir anderledes, at
jeg kommer mig op i kaar.»

«Hvordan kan det gaa til,» sa Ufeig.

«Jeg tænker paa det,» sa Egil, «at hvis vi faar
Odds gods under os, da vil det litet skorte, for
der er sagt os store ord om den rikdommen.»

Ufeig svarer:

«Det er ikke for meget sagt, om de saa sier,
han er den rikeste mand paa Island, men du er
vel nyfiken efter at faa vite, hvor stor din lut blir
av godset, for du er haardt trængende.»

«Det er sandt,» sa Egil, «og du er en gjild gam-
ling og klok, og du maa vel vite nøie om Odds fé ?»

Han svarer:

«Det venter jeg, at ingen vet bedre greie paa det
end jeg, og det kanjeg si dig, at ingen sier saa stort
ord om det, at detikke likevel er større; og jeg har
nok likevel alt regnet ut, hvad du faar at nyte:

Sandt er det at otte
høvdinger herjes av griskhet,
ikke tænker paa retfærd
(snak er til liten nytte).

Visst jeg under de djerve
stridsmænd denne vinding:

miste Ides latter, *
miste sømd mellem mænd!»

* Ides latter = guldet. Om jotunen Idefortællesi SnorresEdda.
185

«Det er litet likt til det,» sier Egil, «men du er
god skald.»

Ufeig mælte:

«Ikke skal jeg dølge det for dig, hvor stor rik-
dom du kommer til at ta op, for det blir en
sekstendedel av Melslandet.»

«Nu har jeg aldrig hørt maken,» sa Egil, «da
er ikke rikdommen nær saa stor som jeg trodde,
eller hvordan kan dette være?»

Ufeig svarer:

«Det er ikke slik, godset er uhyre stort; men
det som jeg nævnte venter jeg at du vil faa. Har
dere ikke avtalt, at dere skulde ha halvten av
Odds gods og fjerdingsmændene halvten? Da
skjønner jeg ikke andet, siden dere er otte sam-
bandsmænd, end at dere vil faa halvten av lan-
det paa Mel, for det har dere eslet dere, og det
har dere avtalt; endda dere har tat op dette paa
en slik makesløs maate, saa folk vet ikke døme
til det, saa maa dere nu vel ha hat en slik avtale.
— Eller hadde dere nogen von om at Odd, søn-
nen min, vilde sitte kyrr og bie paa deres rasen,
naar dere kom ridende dit nord? Nei», sa han,
Ufeig, «ikke blir han Odd raadløs for dere, og
har han gods i svære hauger, saa har han ikke
mindre held til at bruke vettet og finde paa raad,
naar han tykkes trænge det. Jeg tænker det, at
ikke skrider knarren senere under ham over
Islandshavet, om dere kalder ham fredløs. Men
det kan ikke kaldes fredløshet som er tat op paa
en saan uretvis maate; det falder tilbake paa
dem som farer med slikt, og jeg venter det, at
nu er han paa havet med alt sit saa nær som
jorden paa Mel — den esler han dere. Han hadde
spurt det at sjøveien til Borg er ikke lang, om
han skulde komme til Borgarfjord.

Nu vil vel dette ende som det blev tat op, at
dere vil faa skam og svivyrding av det, og da

186

gaar det som det høver, og dere kommer paa
hver mands munder».

Da sa Egil:

«Dette er visst dagsens sanning, og nu har
saken snudd sig. Det var meget mere likt til at
Odd ikke vilde bli sittende raadløs; det kan jeg
ikke si noget om, for der er somme med i dette
maalet, som jeg godt under at faa svivyrding av
det, og som har været hidsigst i saken, saan som
Styrme og Torarin eller Hermund».

Ufeig mælte:

«Det vil nok gaa som bedst og høveligst er, at
de faar mange mænds lastord paa sig av dette;
men det tykker jeg er ilde, at du ikke kommer
til at vinde paa dette, for dig liker jeg godt; jeg
liker dig bedst av dere sambandsmændene».

Nu lar han en diger pengepung sige nedenfor
kaapen. Egil skottet borttil. Ufeig merker det,
kipper den som snarest op under kappen og
mælte:

«Det er slik, Egil», sier han, «at jeg venter det
vil gaa omtrent slik som jeg har sagt dig. Nu vil
jeg gjøre dig nogen sømd»; han løser nu op pun-
gen og hvælver sølvet ut i Egils kappefang. Der
var to hundreder i sølv, saa godt som det
kunde bli.

«Dette skal du ta imot av mig, hvis du ikke
vil være imot os i saken; dette er vel en hæder-
lig gave ?»

Egil svarer:

«Jeg synes det, at du er ingen middels us-
ling! Det er der ikke von om for dig, at jeg
skulde ville bryte min ed».

Ufeig sier:

«Dere er nu likevel ikke det som dere holdes
for; høvdinger vil dere kaldes, og saa vet dere
ingen gagnraad, første dere kommer i nogen
knipe! Nu skal du ikke fare at slik, heller skal

187

jeg hitte paa et slikt raad, saa du kan holde eden
D.
«Hvordan det?» sa Egil.

Ufeig mælte:

«Har dere ikke sagt slik, at dere skulde ha
fredløshetsdom eller selvdømme ?»

Egil sa, saan var det. |

«Det kan være», sa Ufeig, «at det blir undt os,
Odds frænder, at vælge hvilket det skal være.
Nu kunde det bære slik til, at kjendelsen blev
lagt under dig; da vil jeg at du gjør den rime-
lig».

Egil svarer:

«Sandt sier du, og du er en slu gammel mand
og klok, men jeg blir nu likevel ikke villig til det,
og hverken har jeg magt eller folkemon til at
staa alene mot alle disse høvdingerne, for der vil
visst komme fiendskap av det, hvis nogen sæt-
ter sig imot».

Ufeig mælte:

«Hvordan vilde det være, hvis du faar en an-
den med dig i maalet ?»

«Da kunde det snarere gaa», sa Egil.

Ufeig mælte:

«Hvem vilde du helst vælge av sambands-
mændene? Lat du, som jeg kunde vælge mel-
lem dem alle sammen».

«To er der», sa Egil. «Hermund staar mig
nærmest, men det er ilde mellem os, og den an-
den er Gelle, og ham vil jeg da vælge til det».

«Det vil koste mig meget», sier Ufeig, «for jeg
under alle at komme ilde ut for denne sakens
skyld, saa nær som dig, men han maa vel ha vet
nok til at se, hvad det er bedre at vælge, at faa
penger og sømd, eller gaa mist av godset og ta
imot svivyrding. Eller vil du nu ta dig av saken,
hvis den kommer under dig, slik at du minker
bøterne?» |

188

«Det vil jeg visst», sier Egil,
«Da skal dette være fast mellem os», sa Ufeig,
«for saa vil jeg komme hit til dig en anden gang».

9.

Nu farer Ufeig bort og skilles fra Egil. Ufeig
ræker nu bodimellem og slæper paa føtterne,
men han var ikke saa ilde ved med sig selv, som
han er skrøpelig tilbens, og ikke saa let at velte
i sakførsel, som han er ustø i gangen. Omsider
kommer han til Gelle Torkelssons bod og lot
ham kalde ut.

Han kommer ut og hilser først paa Ufeig —
for han var smaalaaten av væsen — og spørger
hvad hans erinde er.

Ufeig svarer:

«Jeg traf nu til at drive bortom her —»

Gelle mælte:

«Du vil vel tale om Odds sak?»

Uspak svarer:

«Ikke vil jeg tale om det; den sier jeg mig al-
deles fra hænder, og jeg faar nok faa mig anden
tidkort».

Gelle mælte:

«Hvad vil du da tale om?»

Ufeig mælte:

«Det er sagt mig, at du skal være en klok
mand, og det er nu min gammen at tale med
kloke mænd».

Da sætter de sig ned og tar paa at tales ved.
Da spørger Ufeig:

«Hvad er det for unge mænd der vest i byg-
derne, som tykkes dere mest emnet til at bli
store høvdinger ?»

Gelle sa at der var godt mandevalg slik, ognæv-
ner da Snorre godes sønner og Eyremændene.

189

«Saan har jeg hørt sagt», sa Ufeig, «at det
skulde være, men likevel er jeg nu kommet til
frett med den rette, naar jeg taler med den mand
söm baade er troværdig og grei. Men hvadfor
kvinder er det som er de bedste gifter der vest?»

Han nævner Snorre godes døttre og døttrene
til Steintor paa Eyre.

«Saa har jeg hørt sagt», sa Ufeig «men hvor-
dan er det? Har ikke du nogen døttre ?»

Gelle sa, det hadde han nok.

«Hvi nævner du ikke dem?» sa Ufeig. «Ingen
kan vel være vakrere end dine døttre, hvis en
skal dømme efter det som synes rimelig; eller
er de ikke gifte ?»

«Nei», sa han.

«Hvordan kan det være?» sa Ufeig.

Gelle sier:

«For ingen har bedt om dem som baade var
rike nok og hadde gode gaarder og var ætstore
og hadde manddom selv til det, for vel er jeg
ikke rik, men likevel er jeg nøie paa det med
folk for min æts og hæders skyld. Men nu faar
vel jeg spørre?” Hvadfor mænd er der nordpaa,
som dere haaber skal bli høvdinger ?»

Ufeig svarer:

«Der er godt mandevalg; først vil jeg nævne
Einar, Jarnskegges søn, og Hall Styrmesson;
det sier ogsaa somme mænd, at Odd, sønnen
min, skal være en lovende mand. Nu skal jeg
ogsaa komme frem med de ord som han bad
mig tale om, at han gjerne vilde komme i maag-
skap med dig og faa datter din, hende som heter
Ragnheid».

«Ja», sa han Gelle, «det var slik at han skulde
faat godt svar, men saan som sakerne nu staar,
tror jeg ikke det kan bli av».

«Hvad volder det?» sa Ufeig.

Gelle mælte:

190

«Skodde tykkes drage over Odds lykke nu,
saan som det har laget sig til».

Ufeig svarer:

«Jeg sier dig som sandt er, at aldrig gifter du
hende bedre end som saa, for det sier alle som
én mand, at han har saa gode evner som den
bedste, heller ikke skorter det ham hverken paa
gods eller god æt, men du trænger haardt til
penger, og det kunde bli slik at du fik god støtte
av ham, for manden er storlyndt mot vennerne
sine».

Gelle sier:

«Dette kunde jeg nok ha set paa, hvis ikke
denne retssaken stod iveien».

Ufeig svarer:

«Snak ikke om disse toskestrekerne deres, som
ikke er værd nogen ting, men til uære og bare
dumhet av dem som farer med det».

Gelle svarer:

«Likevel er det ikke mindre ventelig, at noget
andet kommer ut av det, og jeg vil ikke svare
ja paa dette. Men hvis saken kunde løses, saa
vilde jeg det gjerne».

Ufeig svarer:

«Det kan være, Gelle, at dere her kommer til
at ta op guld og gods; men jeg kan likevel si
dig, hvad din lut blir, for det vet jeg nøiagtig, og
det meste som dere vinder blir at dere otte sam-
bandsmænd vil faa halvten av Melslandet. Men
da blir din lut ikke god: litet faar du av godset
og har skilt dig fra daad og drengskap, for før
blev du altid kaldt en av de ypperligste mænd
i landet».

Gelle spurte, hvordan dette kunde gaa til?

Ufeig svarer:

«Det tykkes mig rimelig, at Odd er nu paa
havet med alt sit, saa nær som jorden paa Mel.
Ikke kunde dere haabe at han skulde sitte der

191

raadløs og la dere vælge og dele dere imellem.
Nei», sa han Ufeig, «heller mælte han det, hvis
han kom til Breidfjorden, saa skulde han vel
finde gaarden din, og da skulde han nok vælge
sig gifte av gaarden din, og han sa han hadde
ildsvirke nok til at brænde bøen, hvis han vilde.
Og skulde han komme til Borgarfjord, da hadde
han spurt at det var ikke lange sjøveien til Borg.
Han nævnte ogsaa, hvis han kom i Eyjafjord,
saa vilde han finde gaarden til Jarnskegge, og
likeens, om han kom i Austfjordene, saa skulde
han finde, hvor Skeggbrodde bor. Nu er han
likesæl med det, om han aldrig mere kommer
til Island, og dere faar det ut av tiltaket som dere
har fortjent, og det er skam og svivyrding. Nu
tykkes det mig ilde, saa god høvding som du
har været, at du skal være saa ilde stelt med
dette, og jeg vilde gjerne spare dig for det».

Gelle svarer:

«Dette mon være sandt, og jeg bryr mig ikke
stort om det, selv om noget blev baaret unna av
det godset som skulde tas op; jeg lot mine ven-
ner gjøre i denne sak som de vilde, snarere end
jeg selv var saa opsat paa det».

Ufeig mælte::

«Du maa vel kunne se det, hvis du ikke er rent
forblindet, at det er værdigere kaar, hvis du gif-
ter datter din med Odd, sønnen min, som jeg sa
før. Se her pengene som han sender dig, og han
sa, han vilde selv gi hende hjemmefølge, for han
visste at det evnet du daarlig gjøre, og dette er
to hundreder i sølv som en neppe ser maken til.
Tænk du nu over det, hvem som byr dig noget
slikt, gifte din datter med en slik mand, og han
vil selv greie ut hjemmefølget for hende, og det
er likest til at ingen vil turde træde dig for nær,
og datter din falder i overflod av rikdom».

Gelle svarer:

192

«Dette er saa stort at det vanskelig kanværd-
sættes. Men det gjør jeg ikke for nogen pris, svi-
ker dem som stoler paa mig, men jeg skjønner
det at der kommer ingenting ut av saken andet
end haan og hæding».

Da svarer Ufeig:

«Dere høvdinger er forunderlig kløgtige.
Hvem bad dig at du skulde svike dem som sto-
ler paa dig eller gaa fra din ed? Det kunde jo
være at det bærer til slik, at dommen kom un-
der dig, og da kan du minke paa den, og saa
holder du likevel eden din».

Gelle sa:

«Sandt er dette, og du er en svært lur kar og
merkelig slu, men likevel kan ikke jeg alene ta
op kampen med alle disse andre».

Ufeig mælte:

«Hvordan vil det være, hvis jeg kunde faa en
anden med? Vil du da hjælpe os med maa-
let?»

«Det vil jeg», sa Gelle, «hvis du kan faa stelt
det slik, at jeg skal si dommen».

Ufeig mælte:

«Hvem vælger du til at gaa med dig ?»

Gelle svarer:

«Egil vælger jeg, han staar mig nærmest».

Ufeig svarer:

«Nu har jeg aldrig hørt paa maken! Vælge
den som er den værste av hele flokken deres!
Det har jeg liten lyst til, at skaffe ham nogen
hæder; jeg vet ikke om jeg vil gjøre noget for
det!»

«Du raader nu», sa Gelle.

Ufeig mælte :

«Vil du da gaa med os i saken, hvis jeg faar
ham til at staa med dig, for det maa han kunne
se, hvad som er bedst, vinde nogen sømd eller
ingen».

13 — Tre sagaer.

193

«Saa meget som det er at gjøre om for mig»,
sa Gelle, «saa tænker jeg, at jeg faar vove det».

Da mælte Ufeig:

«Egil og jeg, vi har allerede talt om det, og
maalet syntes ham ikke vanskelig at raade med,
og han er gaat med. Nu skal jeg gi raad om
hvordan der skal fares med det. Dere sam-
bandsmænd og flokkene deres vanker meget
sammen. Saa ingen mand vil mistænke det, om
du og Egil tales ved saa meget dere lyster, naar
dere gaar til aftensang».

Gelle tar imot pengene, og nu er dette avtalt
mellem dem.

Siden gaar Ufeig nu bort og til Egils bod, og
det hverken sent eller kroket eller slutrygget;
han sier Egil, hvad det er blit til. Han var vel-
nøid med det.

Siden om kvelden gaar folk til aftensang, og
nu taler de sammen, Gelle og Egil, og blir enige
om alt sig imellem. Ingen tænkte noget ved dette.

10.

Nu fortælles, at næste dag gaar mændene til
lovberget; der var mange folk. Egil og Gelle
samler sine venner til sig. Ufeig fulgte med
Styrme og Torarin. Og da mændene var kom-
met til lovberget, de som var ventendes dit,
æsket Ufeig sig lyd og mælte:

«Jeg har ikke blandet mig op i maalet mot
Odd, søn min, hittil, men jeg vet da, at nu er de
mænd her, som mest har drevet paa saken, og
først vil jeg da vende mig til Hermund i denne
sak, endda den er tat op paa en saa uhørt maate,
saa folk vet ikke døme til det, og paa samme
vis er den fremmet, og det er ikke ulikt til at
slik vil den ende. |

194

Nu vil jeg spørge om det skal komme til noget
forlik i saken ?»

Hermund svarer:

«Intet vil vi ta imot andet end selvdømme».

Ufeig mælte :

«Det vet vel folk neppe døme til, at en mand
har git otte mænd selvdømme i en sak; men det
som man har set, det er at en mand gir en anden
mand selvdømme. Men saasom dette er blit
drevet saa rent ulikt alle andre saker, saa vil jeg
byde til at to av flokken deres dømmer».

Hermund svarer:

«Det kan vi gjerne si ja til, og det er det sam-
me for os, hvadfor to som dømmer».

«Da kan dere vel unde mig det», sa Ufeig, «at
jeg faar den hæder, at jeg vælger mellem dere
sambandsmændene de to som jeg vil».

«Ja, ja», sa Hermund.

Da mælte Torarin:

«Si nu ja idag til det som du vet at du ikke
angrer imorgen.»

«Nu gaar jeg ikke tilbake fra det jeg har sagt,»
sa Hermund.

Nu leter Ufeig sig borgensmænd, og det fik
han let, for pengene syntes staa sikkert nok.
Nu tar mændene hinanden i hænderne og haand-
saler betalingen av de penger som de mænd,
Ufeig vil opnævne, maatte dømme til; men sam-
bandsmændene lover med haandslag at la saken
falde ned.

Nu er det eslet slik at sambandsmændene skal
gaa op paa volden med flokkene sine. Gelles og
Egils flokker gaar sammen og sætter sig ned
paa ett sted i en krins.

Ufeig gaar ind i ringen, ser omkring sig og
løfter op kaapehætten, stryker sig over armene

9: Man regner Odd for en sikker skyldner; saa ham er
det let at faa folk til at gaa i borgen for.

195

og staar heller litt bakoverbøid, han myser med
øinene, og saa talte han:

«Der sitter du, Styrme! Og det vil vel tykkes
folk underlig, hvis jeg ikke lar dig komme med
i det maalet som jeg har om hænder, eftersom
jeg er din tingmand og skulde søke min støtte
der hvor du er, og du har tat imot mange gode
gaver av mig, og alle har du lønnet ilde. Det sy-
nes mig som du i denne sak har været første
mand til at syne Odd, sønnen min, fiendskap og
mest voldt at maalet blev tat op, og dig vil jeg
ta fra.

— Der sitter du, Torarin,» sa Ufeig, «og visst er
det, at her er det ikke slik at ikke du har vet til at
dømme om denne sak, men likevel har du lagt
dig ut for at skade Odd i denne sak, og du var
første mand til at ta under med Styrme i dette
maalet, og derfor vil jeg vælge dig fra.

— Der sitter du, Hermund, storhøvdingen, og
jeg tænker det kunde være høvelig om saken
blev voldgit dig, men likevel har ingen mand
været saa opøst som du, siden dette blev tat op,
og det har du gjort lyst, at du vilde lyse din
uhæderlighet. Der har heller ingen ting draget
dig ind i dette andet end uære og griskhet, for dig
Oen det ikke paa penger, og dig vælger jeg

a!

— Der sitter du, Jarnskegge! Dig skorter det
ikke paa anseelse til at dømme i saken, og ikke
vilde du like det ilde, om dette maalet kom
under din dom. Og saa stor var din anseelse, at
du lot bære merke foran dig paa Vadlating som
foran kongerne, men likevel skal du ikke være
konge over dette maalet, og dig væler jeg fra.»

Nu ser Ufeig sig omkring og mælte:

«Der sitter du, Skeggbrodde! Men er det sandt
at kong Harald Sigurdsson mælte det, da du var
hos ham, at du tyktes ham bedst falden til at

196

være konge av alle de mænd som er her paa
Island?»

Brodde svarte:

«Ofte talte kongen vel til mig, men det er vel
ikke sikkert at han mente alt som han talte.»

Ufeig mælte:

«Over andet skal du faa være konge end over
dette maalet. Og dig vælger jeg fra!

— Der sitte du, Gelle,» sa Ufeig «og ikke andet
har draget dig ind i denne saken end bare penge-
griskhet, men det er da nogen undskyldning, at
du har vondt om penger og har meget at sørge
for. Nu vet jeg ikke, endda dere alle tykkes mig
ha fortjent vondt, saa maa nogen faa den æren
at dømme i saken; nu er der bare nogen faa igjen,
og jeg nenner ikke at vælge til nogen av dem
som jeg allerede har vist fra, og derfor vælger
jeg dig til, for du har aldrig før været kjendt for
uretfærdighet.

— Der sitter du, Torgeir Halldorason,» sier
Ufeig «og det er klart, at der aldrig er blit voldgit
dig nogen saker som der laa nogen vegt paa, for
du kan ikke dømme om nogen sak, og har ikke
mere vet til det end en okse eller et asen, og dig
vælger jeg fral»

Da ser Ufeig sig rundt, og der kom ham et stev
i munden:

Illt er for manden
ælde at bie,

røver hun fra ham
syn og klokskap.
Valg har jeg hat av
nyte drenger

— nu er paa kroken.
bare en skrubbsvans.

— nu er det gaat med mig som med skrubben,
de æter op hverandre til de kommer til halerne
og sanser ikke før! Jeg har hat at vælge mellem

197

mange høvdinger, og nu er den eneste tilbake,
som alle tykker en har vondt at vente av — og
han er kjendt for det, at han er mere uretvis
mand end alle andre og likeglad, hvad han gjør
for penger, naar bare han faar dem og ikke en
anden. Men han har den undskyldning, endda
han ikke har tat det saa nøie med denne sak, at
her har saa mange været indviklet, som før blev
kaldt retsindige, og har lagt ned daad og dreng-
skap og tat op uretvishet og havesyke. Nu kom
det vel ingen i hugen, at jeg vil vælge den, som
alle venter vondt av, for der findes ingen sluere
mand i flokken av dere, og nu ender det like-
Mg med det, siden jeg har valgt alle de andre
ra.»

Egil mælte og smilte ved det:

«Nu gaar det som oftest hænder, at æren falder
ikke paa dette sted, fordi andre vilde det! Og nu
faar vi vel staa op, Gelle, og gaa bort og tale
sammen om maalet.»

De gjør nu det, gaar bort derfra og sætter sig
ned.

Saa mælte Gelle:

«Hvad skal vi nu si om dette?»

Egil mælte:

«Det er mit raad, at vi dømmer til en liten
pengebot; jeg vet ikke hvad andet det kan bli
tale om, og vi vinder likevel liten vennesæl-
het.»

«Er det ikke nok at vi sætter tretten ører i daar-
lige penger?» sa Gelle «siden saken er tat op med
stor uret, og det er bedre, jo værre de liker det.
Men jeg er ikke fus til at si op dommen, for jeg
venter det, at de vil like det ilde.» |

«Gjør hvad du vil,» sa Egil «si op forliket eller
sit for svarene I»

«Det vælger jeg,» sa Gelle, «at si den op.»

198

Nu gaar de til funds med sambandsmændene.
Da mælte Hermund:

«La os staa op og høre paa uhæderen |»

Da mælte Gelle:

«Vi to blir nu ikke klokere efterpaa, og det
kommer alt ut paa ett; og det er Egils og min
dom at vi tildømmer os sambandsmænd tretten
ører i Sølv.»

Da sier Hermund:

«Skjønte jeg rigtig? Sa dutretten-ti ) ører sølv.»

Egil svarer:

«Det var ikke slik, Hermund, at du sat paa
ørerne dine nu før du stod op? Tretten ører sa
jeg, og det i slike penger som ingen andre end
smaafolk pleier ta imot; dette skal betalesi skrap
fra skjolder og ringbrott,* og i alt det daarligste
som kan faaes og som dere vil like værst.»

Da mælte Hermund:

«Sveket os har du nu, Egill»

«Saa?» sa Egil; «tykkes du være sveken!»

«Sveken tykker jeg mig være, og du har sve-
ket mig!»

Egil svarer:

«Det tykker jeg er vel, at jeg har sveket den
som ingen tror, ikke sig selv heller, og jeg kan
sande det som jeg her sier. Du gjemte pengene
dine i saa tyk taake at du tænkte, at om du skulde
faa det i hugen at lete efter dem, saa skulde du
aldrig finde dem.»

Hermund svarer:

«Dette er som det andet, du lyver, Egil! saan
som du sa i vinter, da du kom hjem igjen, da jeg
hadde budt dig hjem til mig fra den utfattige gaar-
den din til jul. Da var du glad, som von var, og
da julen var ute, saa blev du uglad, som von var,
og tykte det var ilde du skulde hjem igjen til sul-

* 9: tretten ganger ti.

å Beter av skjoldbeslag og smaastumper av ringer.

199

ten, men da jeg skjønte det, saa bød jeg dig være
der selvanden, og det tok du imot og blev glad.
Men om vaaren efter paaske, da du kom hjem
til Borg, sa du, at der hadde dødd tredve utgangs-
øyker! for mig, og de var blit ætt op alle sammen.»

Egil svarer:

«Ikke tror jeg, der kunde sies for store ord om
ustellet hos dig, men ellers saa tror jeg, at faa
eller ingen av dem blev ætt; og det vet alle mænd,
at jeg og folket mit mangler aldrig mat, endda
det er op og ned med velstanden min, men
hjemme hos dig staar det til slik, saa du trænger
aldrig orde om det.»

«Det vilde jeg», sier Hermund «at vi skal ikke
være paa tinget begge to næste sommer |»

«Nu faar jeg si det,» sier Egil «som jeg trodde
jeg aldrig skulde komme til at si — gid du har
lukket op munden i en god stund! for mig er det
spaadd, at jeg skal dø av ælde, og mig tykkes det
bedre jo før trold tar dig |»

Da mærlte Styrme:

«De sier sandest om dig, Egil, som sier det
værste og kalder dig fuld av pretter!»

«Nu gaar det godt,» sa Egil «des bedre tykkes
det mig, jo mere du laster mig og jo flere grun-
der du finder til det! For det er sagt mig, at dere
moret dere med det over øllet, at dere tok til
med mandjevning, og du tok mig til din jevnings-
mand. Nu er det visst,» sa han «at du har nogen
stygge feil ved dig, som andre folk ikke vet om,
men du kjender vel selv hvordan du er. Men det
er nu likevel ulikt med os: begge to lover vi andre
hjælp, og jeg gjør det som jeg kan og sparer mig
ikke, men du render, naar svartleggerne* kom-
mer i veiret. Det er ogsaa sandt at jeg jevnlig

! Skylde en mand for at ha brukt hestekjøtt og selvdødt

— begge deler er noget av det mest ærerørige som kan sies.
å 9: økserne («de svartskaftede»).

200

har det vanskelig hjemme, men jeg sparer ikke
maten for noget menneske, og du er matknuslet,
og det er til merke, at du har den bollen som
heter Matsæl, og ikke kommer den mand til
gaards som faar vite hvad der er i den, uten du
alene. Det er ikke skam for mig, at husfolket
mit har det hardt, naar der ingenting findes,
men det er skam for den som svelter husfolket
sit, naar ingenting skorter, og tænk du nu efter,
hvem det er.»

Nu tagnet Styrme. Da staar Torarin op. Da
mælte Egil:

«Ti du Torarin! og sæt dig ned og læg ikke
ord til; mot dig kan jeg snu slik spé, saa det var
bedre for dig, der blev tiet om det. Og mig tykkes
det ikke latterlig, endda om de unge gutterne
ler av det, at du sitter trangt og gnur sammen
laarene dine.»

Torarin sier:

«Heldraad skal en ta imot, hvor de saa Kom-
mer fra,» han sætter sig ned og tagner.

Da mælte Torgeir:

«Det kan alle se, at denne dom er ufornuftig
og taapelig — at sætte tretten ører sølv, og ikke
mere, for en saan stor sak |»

«Og jeg tænkte,» sa Egil «at dig skulde denne
dom tykkes ypperlig, og det maa den ogsaa,
hvis du tænker dig om, for da maa du vel huske
paa Rangaa-ting, at en kotkarl merket dig med
tretten kuler i hodet, og for det tok du tretten
søier med lam, og jeg mente det, at du skulde
tykkes, dette var dig et fuldgodt minde.»

Torgeir tagnet, og Skeggbrodde og Jarnskegge
vilde ikke skifte ord med Egil.

Da mælte Ufeig:

«Nu vil jeg kvæde en vise for dere; da vil flere
ha dette ting i minde og den utgang som her er
blit paa denne saken:

201

Skryte vilde de fleste
ld-trær * nok av mindre
Er idner jeg om med kvadet),

mig fryder slik vinding!
Magtløs er jeg og fattig,
likevel tullet i kluter
høvdingers høie hoder
strødde dem sand i synet.»

Egil svarer:

«Det maa du nok skryte av, at ingen enkelt
mand har seilet saa mange høvdinger værre op
i vinden.»

Efter dette gik nu mændene hjem til boderne
sine. Da mælte Gelle til Egil:

«Det vil jeg, at vi to holder sammen med mæn-
dene vore.»

De gjør nu saa.

Nu var der stort uvenskap i den tid som tinget
endda varte, og sambandsmændene syntes stor-
ilde om denne utgang paa saken.

Nu rider mændene hjem av tinget.

11.

Nu møtes far og søn, og Odd var færdig til at
staa til havs. Da sier Ufeig til Odd, at han har
git dem selvdømme.

Odd svarer:

«Det værste var du værd, slik som du har skilt
dig fra saken.»

Ufeig sier:

«Endda er ikke alt utskjæmt, frænde |»

Han fortæller nu hele sakens gang og sier, han
har faat løfte paa en kone. Da takker han ham
for hjælpen og tykkerat han har fulgt saken langt
længer frem end Odd hadde tænkt det kunde

1 guld-træ — stormænd.

202

være mulig, og sier nu, faren skal aldrig mangle
penger.

«Nu skal du fare,» sa Ufeig, «som du har eslet
dig til, og bryllupet dit skal staa paa Mel om
seks uker.»

Efter det skiltes far og søn med kjærlighet, og
Odd seiler ut og fik bør nord til Torgeirsfjord';
der laa allerede nogen kjøpmænd. Nutok vinden
av, og de laa der nogen nætter. Odd syntes de
fik sent bør og gaar op paa et høit fjeld og ser at
vinden er anderledes utenfor; han gaar tilbake
til knarren og sier at de skal ro ut av fjorden.
Austmændene spottet over det og sa, det blev
sent at ro til Norge.

Odd svarte:

«Hvem kan vite om ikke dere faar bie paa
vaaren her.»

Og da de kom ut av fjorden, fik de god bør, de
strøk ikke seilet før ved Orknøerne. Odd kjøpte
malt og korn der, dvælet der en tid og gjorde
sit skib rede. Da han var færdig, fik han østen-
veir og de seilet; det gik bare vel for dem og
de kom til Torgeirsfjord, og der laa kjøpmæn-
dene. Odd seiler vest langs landet og kommer
til Midtfjorden; da hadde han været borte i syv
uker.

Nu blev der budd til gjestebud; der manglet
ikke paa gode forraad og overflod. Der kom og-
saa en stor mængde av folk. Dit kom Gelle og
Egil og mange andre stormænd. Veitslen för
frem vel og staselig, folk tykte at gildere bryllup
hadde ikke staat heri landet. Og da gjestebudet
sluttet, blev mændene leiet ut med store gaver,
og de kostbareste var de som Gelle fik.

Da mælte Gelle til Odd:

«Det vilde jeg, at der blev gjort vel mot Egil,
for det har han fortjent.»

1 Paa nordkysten, øst for Eyjafjord.

203

«Saa tykkes mig,» sa Odd, «som far min har
gjort vel mot ham allerede.»

«Bøt paa det likevel,» sier Gelle.

Gelle rider nu bort med folket sit.

Egil rider bort, og Odd følger ham paa veien
ogtakker ham for hjælpen, «og jeg kan ikke gjøre
saa vel mot dig som jeg skulde; menigaar lot jeg
drive syd til Borg seksti gjeldfé og to okser, og
jeg skal aldrig vise mig smaamandslig mot dig,
saa længe vi lever begge.»

Nu skilles de; Egilvarsvært velnøid,og de bandt
venskapen mellem sig, og Egil för hjem til Borg.

12.

Samme høst samlet Hermund folk og for ut
til Hvammsleid!og agtet sig til Borg for at brænde
inde Egil. Og da de kom ut for Valfjeld, hørte de
som en buestreng gjaldet oppe i fjeldet, og straks
efter følte Hermund sig syk og som sting under ar-
mene, og de maatte snu om, og sottenøketi ham.
Og da de kom utfor Torgautsstad, da maatte de
løfte ham av hesten, og der blev sendt bud efter
presten iSidumule. Da hankom, kunde Hermund
ikke mæle, og presten var der hos ham.

Og en gang da presten luter sig ned over ham,
da laater det mellem læberne:

«To hundrede i gjelet, to hundrede i gjelet» —
og siden utaandet han, og hans liv sluttet saan som
det her er sagt.

Odd sitter nu paa gaarden sin med stor pragt
og holder av sin kone.

Al denne tid har ingen spurt til Uspak. En
mand som het Maar Hildisson fik Svala og flyt-

* I Nordraa-dal. Denne lille hændelse foregaar i bygderne
om Borgarfjord.

204

tet til Svalustad. Bjalve het hans bror, han var
halvtulling, men hadde ramme krærfter.

Bergtor het en mand som bodde paa Bødvars-
hol.: Han hadde ført frem saken for retten, da
Uspak blev gjort fredløs.

Det bar til en kveld paa Bødvarshol, da mæn-
dene sat ved ilden, at en mand kom og slog i dø-
ren og bad bonden gaa ut. Bonden merket at det
var Uspak som var kommet dit, og sa at han vilde
ikke gaa ut. Uspak egget ham meget til at gaa
ut, men han farer ikke ut for det og bannet alle
mænd at gaa ut, og med det skiltes de. Men om
morgenen, da kvinderne kom i fjøset, var ni kjør
der saaret til bane. Dette spurtes vidt utover.

Og da endda en tid var gaat, bar det til, at en
mand kommer ind paa Svalustad og i det hus,
hvor Maar ligger. Det var tidlig paa morgenen.
Denne mand gaar til sengen og lægger sakset” i
Maar, saa det trængte ind i kroppen. Dette var
Uspak. Han kvad en vise:

Drog jeg av sliren
nybrynte sverdet,
lot det støte

Maar i maven.
Ikke under jeg
Hildis arving

den fagervokste
Svalas favntak.

Og idet at han vender sig mot døren, springer
Bjalve op og sætter tollekniven i ham.

Uspak gaar da til den gaardsom heter Borgar-
hol og lyser drapet der, farer siden bort, og nu
spørres der intet til ham paa en stund. Dra-
pet paa Maar spurtes vidt omkring og blev ilde
omtalt.

I Videdal; her foregaar de sidste hændelser av Uspaks liv.
I Saks — kort sverd, dolk.

205

Saa spurtes nyt, at de bedste stohestene som
Odd eiet, fem tilsammen, blev fundet døde alle,
og folk mente, det var Uspaks verk.

Nu er det en lang tid da der intet spørges til
Uspak. Og om høsten, da folk gik efter gjeldféet,
fandt de en heller i nogen berghamrer, og der laa
en død mand, og hos ham stod et vaskefat fuldt
av blod som var svart som tjære. Det var Uspak,
og folk mente at det saaret som Bjalve gav ham
var blit hans bane, sammen med nød og sult. Og
slik endte hans liv.

Det er ikke fortalt at der blev noget eftermaal
efter Maars drap og hellerikke efter drapet paa
Uspak.

Odd bodde paa Mel til han blev en gammel
mand og tyktes være en overmaate anset mand.
Midtfjordingerne er ættet fra ham, Snorre Kalvs-
son og mange andre stormænd. Mellem ham
og faren var der altid siden venskap og god frænd-
sømd.

Og her slutter denne saga.

206

2 4

EE ER EE NE EE NE

24" v.Gr. == = å = 22

å Q Å Vi
8 == ) N = D 5 TG ar
TE Prag or Dra

== Bessa-Tunga EFMel o
==

reidfj. ; Bordfyre (Å

PG D NLAASYSSBEL i SÅ. 6
=> = == == == 5 | $ M NDS AmS
===X>— = ——= a* 3

d=y—=n—— mj —== Q 7v
| Helgafe 12 = —— annsa Hjardarholt Å N
65 = - === "snes-Tin 7 ER

: MydWalerre ) == ter
ms DG

L Hvamrmusleid
A o

Stduinate 0 9
| =
= (
Aups
3 —Borh AES:
3 ER
===" : = Na 4 ZOE
=%" . ==
= Q N I 2
== ke «
=== x gr OG
=o 7 = Pan)
L% = 4 at GE

F .
Prut DÅ %5he,

E = : ) Tingvolddne
= |

mme d =—
Ving- å =

= == EN vallav ar il Mosfello

NORDVEST

ISLAND

å pA=== ==

Digitized by Google

Skutustad

EYJAFJORDSDAL

10 km e å Å Lön få

Kodrevfld o

KA = -=
Sm
E=
SS

K
”
&

;: 2

& 2 = ut K 17
k Bn : SM
Mörkaa IF SÅ

Oo Öngulstad:

08 ES Rapnagik
S var Å [eo] olaug aland
>% JF SNE stokkalade, gg

Terbrekkenl $ —mommn, Pspehol NO Tbénaa
% = % y INNA FAN Å MV; Oo
å Å Vgpund NAN spkelstadf

NE E D EN Ull Madrerett o g åmar

PI fri ASS vega =o å
1" Bjupadal å Vig Ø=

= op = 5 EJA O&å mupufell
AG
å ps VA istad
A SS = = i
g - pt

EE) er) å Van

id == OG
= = = == VAD

EN Skaldstad 0 %olar Ul, |
Jorunnstad 4 == —
Tjörn o 271 = h=

ALF
NNNHVL
PTON

fn)

3 . Q

Torvufell 9

Digitized by Google

Digitized by Google

INDHOLD

: Forord

Viga-Glums saga
Kormaks saga .
Sambandsmændenes saga

Kart.

157

Tidligere er utkommet i samme serie

NJAALS SAGA

Oversat av Fredrik Paasche
Utstyret ved Enevold Thømt

Kr. 7.50; indb. kr. 10.00

«Man kan læse sagaen som en ætte-
saga, en slegtshistorie, som med alle
sine feiltagelser søger at give en histo-
risk fremstilling af begivenhederne,
eller man kan læse den blot og bart
som en roman. Lige vidunderlig fæng-
slende er det liv, som udfoldes i den.
Lige ubegrænset beundrer man men-
neskeskildringens sikkerhed. Lige
spændt følger man den skiftende hand-
ling og scenernes dramatiske stigning.
Og lige meget glædes man over sti-
lens klarhed og fylde. Professor Fre-
drik Paasche har givet sagaen en for-
trinlig og gjennemført oversættelse.
— — — Maatte nu denne udmerket
oversatte, mægtige og pragtfulde saga
naa vidt og langt og blive alle mands
eie. — — Og den kunst og det liv, som
er i dette uforlignelige verk, har, uden-
for Island, først og fremst bud til os.»

Kristian Elster i «Aftenposten».

Digitized by Google

en by Google

8909944787b0

b89099478760a

A- ——Æ ——

890994784760

B89099478760A